De mennesker, der i hverdagen er berørt af problemstillingerne, har man behændigt overset
af Kirsten Rasmussen og Christa Laursen, Vejle
En større gruppe af borgere, politikere, erhvervsfolk, læger og andet sundhedspersonale er gået sammen på tværs af regionerne i Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark for at sætte fokus på konsekvenserne af den nye sygehusstruktur.
Som tidligere nævnt er næsten alt gået galt i regionens planlægning af fremtidens sygehusstruktur. En væsentlig årsag til denne fadæse skyldes blandt andet, at kun en snæver gruppe af personer har været hørt.
De mennesker, der i hverdagen er berørt af problemstillingerne, har man behændigt overset. Nu er det på tide at give patienterne og fagfolkene ordet.
Sagen er den, at det ikke kun er vores region, der er ramt af en flok ukyndige politikere. Det viser sig, at et langt stykke hen af vejen er problemstillingerne de samme i regionerne nord, midt og syd.
Uafhængigt af hinanden er der alle tre steder dannet protestgrupper, som på bedste vis forsøger at rede trådene ud og forklare befolkningen konsekvenserne af rådenes handlinger.
Modsat regionsrådene har protestgrupperne formået at kikke ud over egen næse og dannet fælles front. På et møde i sidste uge besluttede grupperne at arbejde sammen på tværs af regionerne. Målet er at redde liv. Det vedrører os alle.
Der var bred enighed om, at det mest rationelle var at 'glemme alt' og starte forfra. Tage udgangspunkt i projektet som en helhed og om nødvendigt fjerne regionerne for gennemførelse af en fremtidssikret, fornuftig og ansvarlig løsning.
Specialiseringens pris
Gang på gang har man i medierne hørt eller læst om fordelene i at blive behandlet på et stort sygehus med masser af ekspertise. Så langt så godt - hvem vil ikke gerne køre langt for at få den bedste behandling.
Problemet er bare, at det langt fra er givet, at man får en bedre behandling af den grund. I en akutsituation vil der være alt for mange, der ikke når frem i tide.
Universitetshospitalerne er et must set i forhold til udviklingen af de læger, der skal være meget snævert specialiserede, men det må ikke ske på bekostning af de læger, der skal være bredt specialiserede.
Der er ikke rigtig nogen fremtid i at blive helbredt for en livstruende sygdom, hvis man dør af en anden, fordi specialisten hovedsaglig har fokus på eget område.
Den nylige kræftrapport viser netop, at blandt kræftpatienter med flere medicinske sygdomme er dødeligheden fordoblet de sidste ti år. Specialiseringens pris? Lad os ikke blindt fortsætte den bane.
Udtynding
Lange, dyre og undertiden unødvendige transporter bliver desuden hverdag for rigtig mange hvis planen gennemføres.
Også erhvervslivet vil på sigt blive berørt af den nye struktur. Befolkningstallet vil falde i de områder, hvor der ikke er nogen hjælp at hente. Ikke mange er parat til at satse livet for at bo i yderområderne.
Resten af verset kender vi. Området bliver affolket, virksomhederne flytter eller lukker, fordi de ikke kan få medarbejdere, skolerne nedlægges og så videre.
Gruppen, der nu arbejder på tværs af regionerne, vil dels følge udviklingen tæt, iværksætte flere tiltag, der fremmer en decentralisering, samt kontinuerligt holde befolkningen orienteret om situationen generelt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278