Så ved jeg det. På forsiden af Arbejderen den 30. januar står, at jeg er vellønnet, og at jeg hører til landets bedst lønnede, som alligevel vil blive i mit job, til jeg fylder 65

af Anna Christensen, lærer, Roskilde
Det vidste jeg ikke. Det er regeringens nye jobplan, det drejer sig om. Det er Jonas Schytz Juul, der udtaler sig.
Jeg er folkeskolelærer, blev uddannet i 1982. På min årgang var gennemsnitsalderen tæt på de 30 år. Mange af os fylder 65 i årene 2010-2016. Vi føler os ikke vellønnede. Det var også os, der fik at vide i statsministerens nytårstale, at vi skulle vise mådehold.
Det kan godt være, at jeg ikke er fysisk nedslidt, men jeg er det psykisk. Igen og igen bliver der udsendt love og bekendtgørelser fra Undervisningsministeriet med tåbelige krav. Børnenes forældre stiller krav.
Det hele skal dokumenteres og evalueres. Min arbejdsplads er i forfald. På tredje år står der spande på gangen til at opsamle silende vand fra taget. Svamp er der. Bøger har vi ikke råd til. Landkortet er fra før muren faldt.
Jeg elsker kærneydelsen - undervisningen af og samværet med børnene. Men jeg føler mig slidt og drømmer om efterlønnen. En efterløn jeg selv har betalt til, siden den blev skabt. Min pension har jeg også betalt til, men ak. Jeg tilhører 93-gruppen, det er os med den elendige pension. Når jeg når de 65, har jeg kun til det faste.
Måske kan jeg bestikkes til et par år med skyklapper i forhold til Undervisningsministeriet, hvis guleroden er stor nok. Men så er det ikke af lyst men af nød.
Måske er der andre lærere, pædagoger og andet sundhedspersonale tæt på efterlønsalderen, der føler som mig. Ikke vellønnede, men slidte.