Samlet set mener vi, der er tale om en rigtig fornuftig finanslov, som både tilgodeser en fortsat udbygning af velfærden og hensynet til en stabil økonomisk udvikling i Danmark

af økonom, cand.scient.adm. Henrik Herløv Lund
For lidt over en måned siden kappedes borgerlige økonomer, herunder Finansministeriets, om at fremmane billedet af en økonomisk overophedning.
Der var imidlertid tale om en koncerteret kampagne med det klare politiske formål at få aflyst valgløfterne fra S og DF om særlige lønforbedringer til offentligt ansatte.
Den nu fremlagte finanslov viser med al tydelighed, at der var tale om teatertorden. Finansloven er stort set lige så ekspansiv som det forslag, regeringen fremsatte i efteråret.
Af Det økonomiske Råds bombastiske krav om besparelser på mellem otte og 17 milliarder kroner over to år, er kun en sølle stramning på omkring netto en milliard kroner i 2008 tilbage. Det er, hvad finanseffekten af det reviderede finanslovsforslag er reduceret med i forhold til det oprindelige.
Selv om den af regeringen besluttede tvungne opsparing på én procent indenfor staten kan være følelig nok for de udvalgte områder, er reduktionen i de offentlige finansers samlede sammenhæng totalt ligegyldig.
Det er tale om en ren symbolsk stramning. Finanslovsstramningen skal kun legitimere, at finansministeren fastholder kravet om, at de offentligt ansatte i de igangværende lønforhandlinger udviser den samfundsøkonomiske tilbageholdenhed, som regeringen med sine skattelettelser ikke har udvist.
Der er ingen grund til, at de offentligt ansatte skal købe regeringens symbolpolitik - det er ren overflade uden indhold.

Holder ikke
Der er også så meget desto mindre grund til at acceptere en stram lønpolitik fra regeringens side, fordi regeringens polemik mod lønforbedringer til offentligt ansatte som samfundsøkonomisk uansvarligt ikke holder.
Truslen om overophedning er ved at fortone sig, og en helt anden samfundsøkonomisk realitet er tværtimod ved at trænge sig på. Nemlig, at både det internationale opsving og dansk økonomi er på vej mod en kraftig afmatning.
Hermed bliver opgaven for den økonomiske politik på lidt længere sigt snarere, hvorledes vi gennem en moderat ekspansiv finanspolitik holder samfundsøkonomien oppe i gear og undgår unødvendigt store stigninger i arbejdsløsheden.
Om en sådan ekspansiv finanspolitik skal bruges til at give skattelettelser eller til bedre velfærd, er naturligvis en politisk prioritering. Og med nedsættelsen af en skattekommission, der til næste år skal foreslå væsentlige skattenedsættelser, har regeringen allerede på sigt udstukket kursen og truffet sit valg.
Men 'rummet' i en fremtidig ekspansiv finanspolitik kan lige så godt bruges til klogt tilrettelagte lønforbedringer til offentligt ansatte - forbedringer der indføres gradvist over en længere periode. Det vil på sigt være samfundsøkonomisk forsvarligt.

Rekrutteringen
Udfaldet af denne prioritering vil også være afgørende for fremtidsudsigterne for den offentligt leverede velfærd. Den store udfordring er her, at der over de næste ti år vil være afgang fra den offentlige sektor på 150-200.000 medarbejdere.
Skal det offentlige i et fremtidigt smalt arbejdsmarked kunne rekruttere, kræver det, at offentlige arbejdspladser bliver mere attraktive.
Det handler blandt andet om uddannelse og arbejdsmiljø, men det handler også om væsentlige lønforbedringer for offentligt ansatte.
Ellers vil de kommende års kæmpemæssige rekrutteringsudfordring ikke kunne løftes - og velfærden vil blive udhulet indefra på grund af mangel på hænder.