29 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FOA: Mere i løn

FOA: Mere i løn

Torsdag, 07. februar, 2008, 00:00:00

Overenskomstforhandlingerne er denne gang forløbet meget trægt. Arbejdsgiverne har nølet, tidsplanen er skredet, indrømmelserne har været stærkt begrænsede

fra FOA
FOA ønsker resultater. Derfor ønsker vi først og fremmest et forlig. Et forlig vil sikre stabilitet. Og et forlig vil også være arbejdsgivernes og samfundets anerkendelse af den indsats, som hundredtusinder af offentligt ansatte dagligt leverer.
Men ender det ikke med forlig, så er der i FOA en historisk vilje til at sætte magt bag vores krav om højere løn og anerkendelse.
FOA har udtaget de første 23.000 medlemmer til at gå i konflikt. Og vi vil ikke tøve med at udpege flere konfliktområder i takt med, at arbejdsgiverne siger nej til vores krav.
FOA har peget på nødvendigheden af at indføre mandeløn til de typiske kvindefag inden for omsorg, pleje og pasning. Det er decideret urimeligt i 2008, at hver gang mandefagene i den private sektor tjener 100 kroner, så er der kun 81 kroner til de typiske kvindefag i den offentlige sektor for ansatte med samme uddannelseslængde.
FOA har peget på det urimelige i, at den private sektor - som i forvejen tjener mest - har haft en bedre lønudvikling end den offentlige sektor. Efterslæbet skal hentes ind denne gang.
FOA har peget på nødvendigheden af anerkendelse af medarbejderne, der leverer offentlig velfærd.
Hvis vi vil sikre fastholdelse, rekruttering og muligheden for at udvikle vores velfærdssamfund, så bør samfundet i langt højere grad anerkende medarbejdernes faglighed og kompetencer.
Anerkendelse er også mere i løn. Anerkendelse er bedre vilkår i hverdagen. Og anerkendelse er at stole på medarbejderne og slippe dem fri i hverdagen frem for at møde dem med dokumentationskrav, minuttyranni og mistillid.

Vedtaget af 2500 tillidsrepræsentanter den 5. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp