SF`s nye beslutninger markerer en total tilslutning til EU-projektets liberalisme, afdemokratisering og drømmen om EU som en supermagt på niveau med USA
af Per Clausen, EU-ordfører for Enhedslisten
SF`s betingelsesløse tilslutning til Lissabon-traktaten betyder, at SF har opgivet at slås for en folkeafstemning forud for en tilslutning til denne, og at SF ikke vil bruge godkendelsen af Lissabon-traktaten til at sikre retten til faglig konflikt for at undgå, at arbejdskraftens frie bevægelighed udnyttes til at presse løn- og arbejdsforhold.
Det er på baggrund af Vaxholm-dommens angreb på denne ret meget skuffende.
SF`s støtte til Lissabon-traktaten betyder også, at de accepterer, at alle EU-lande skal forpligte sig til at forbedre sin militære kapacitet, og at EU kan deltage i militære aktioner, uden at FN har godkendt dette - bare EU vurderer, at aktionerne er i overensstemmelse med FN`s principper.
Helt på samme måde, som USA forbeholdt sig retten til at foretage denne vurdering, før de rykkede ind i Irak.
I den sammenhæng er SF`s tilslutning til at opgive forsvarsforbeholdet meget alvorlig. Hermed involverer Danmark sig reelt i opbygningen af en EU-hær, der kan varetage EU`s interesser på verdensplan og altså intervenere militært, uden at FN har godkendt det.
Alt i alt markerer SF`s nye beslutninger en total tilslutning til EU-projektets liberalisme, af-demokratisering og drømmen om EU som en supermagt på niveau med USA.
Det løser ingen problemer, men skaber mange nye.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278