Det vil virke afskrækkende, hvis man afsløres med kniv eller neglerenser og derefter bures inde straks i op til syv dage, påstår man. Visdommens ord?

af Aage Staffe, Jyllinge
Hvad skete i sensationernes kølvand oven på et drab, hvor en hue skulle være årsag?
Bestyrtelse hos de fleste borgere, medens medier, politikere, eksperter og andet godtfolk kastede sig grådigt over det vanvittige mord i detaljer og traditionen tro poserede i rampelyset på de skrå brædder, til sensationen var dampet bort for at gøre plads til den næste.
Havde de brugbare løsningsmodeller? Her og nu? Eller på langt sigt for kommende generationer? Kørte de i de traditionelle riller? Har vi hørt grammofonpladen før? Prøvede de at analysere de mange bagvedliggende faktorer?
Straffene skal skærpes. Det vil virke afskrækkende, hvis man afsløres med kniv eller neglerenser og derefter bures inde straks i op til syv dage, påstår man. Visdommens ord?
Nu har jeg meget svært ved at forestille mig, at det afskrækkende moment er på dagsordenen og bliver debatteret mellem unge, når de i tågerne fra en brandert eller stoffer kommer i konflikt i nattelivets dulmende mørke.
Visitation vil begrænse drabene, påstår man, måske et skridt nærmere politistaten?
Mere overvågning vil gøre efterforskningen mere effektiv, når skaden er sket, påstår man. Et skridt mere mod overvågningssamfundet?
Nærmer man sig diktaturers metoder, og krænker man borgerens retssikkerhed? På lang sigt for kommende generationer? Sund fornuft?

Surrogat
Enhver er sin egen lykkes smed, er borgerskabets devise. Resultat? Borgerne knokler røven i laser - synker udmattede om i ulvetimen efter at have hentet deres trætte afkom fra en børnehave, hvor ungerne som surrogat for sunde lege har fået 'undervisning', oftest foran computerskærm.
De skal blive til noget - til hvad? Vort kongerige vil blive distanceret i globaliseringens kølvand, påstår man. Ungerne placeres efter aftensmaden igen foran en computerskærm med krigsliderlige spil eller foran tv med de mange tegneserier.
Senere på aftenen hygger barnet sig over kaffen eller Colaen med forældrene og får serveret splatterfilm hentet fra Hollywood`s affaldscontainere.
Man er jo på røven i medieverdenen, og der skal spares. Kultur? Ikke her. Skader det? Ikke, hvis vi skal tro eksperterne. Børn og unge kan sagtens skelne mellem film og virkelighed, påstår man. Det kan man så tro på eller lade være.
Talrige voldsforbrydelser vidner dog om det modsatte. Spark mod hovedet, hoppen på offerets hoved og så videre må opfattes, som at unge har en tyrkertro på, at et offer udstyret med livsfarlige kvæstelser blot virrer med hovedet for at fortsætte den ædle kamp. Måske kunne man:
1. Lade medierne afstå fra voldsrelaterede film.
2. Forbyde salg af computerspil, downloading, udlejning og biblioteksudlån, såfremt spillene appellerer til vold.
3. Forbyde legetøj, som kan anvendes til krigslege. Her vil et ramaskrig rejse sig fra businessfolk, da der er store penge i dette marked.

Andre muligheder
Derfor vil det være realistisk at indføre forbud i flere faser, hvor første fase kunne være forbud mod attrapper, for eksempel våben som kan forveksles med originale mordvåben.
Disse forbud har været indført i Israel i en årrække. Begrundelsen er, at ordensmagtens udøvere i stressede situationer fejlagtigt kan komme til at slå folk ihjel - bankrøvere og andre kriminelle, terrorister - som er udstyret med legetøjsvåben.
4. Diagnosticere vold som en sygdom og behandle voldspersonager derefter. Som konsekvens skal voldspersonen og eventuelt forældrene gennemgå kurser i ikke-vold.
Sådanne kurser findes. Skulle man mod forventning ikke selv kunne finde frem til dem, står jeg til rådighed med kurser anvendt i forrige århundrede mod åndssvage kriminelle, hvor næverne sad ret løst.
Med dansk politis behandling af svenske fodboldtilskuere in mente, får politifolk givetvis et problem, men det kan eksperter sikkert bortforklare.
5. Relevante fritidstilbud til børn og unge. Ungdomshuse og lignende.
I min ungdom lærte jeg, at socialister var imod vold - krig - så man bør vel forvente, at venstrefløjens mange socialistpartier tager problemerne op, gerne på en mere begavet måde end i denne appetitvækker.