Hvordan kan en tegning, der forestiller forbilledet for troende muslimer, og som citerer den muslimske trosbekendelse, undgå at virke møntet på muslimer generelt?

af Niels la Cour, Birkerød
Danmark synes gang på gang at håndtere mødet med islam mindre heldigt. Et eksempel var Rigsadvokatens selvmodsigende redegørelse i sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Overvejelserne for nylig om at tage tegningerne med i en såkaldt 'demokrati-kanon' aktualiserer sagen.
Den 15. marts 2006 traf Rigsadvokaten afgørelse om, at der hverken i følge blasfemiparagraffen, straffelovens paragraf 140, eller i følge racismeparagraffen, straffelovens paragraf 266 b, skulle rejses sigtelse mod Jyllands-Posten på grund af dens artikel med Muhammed-tegninger bragt den 30. september 2005 og af muslimer opfattet som krænkende.
For en almindelig, retstilstandsinteresseret samfundsborger var Rigsadvokatens afgørelse ganske mærkværdig og til dels bekymrende læsning.
Meget virkede spinkelt underbygget eller uklart i hans redegørelse, men selvmodsigende virkede den direkte, hvor det kom til en bedømmelse af den tegning, som redegørelsen kalder tegning 2, altså den hvor Muhammed havde en antændt bombe i turbanen, og hvor der på turbanens forside sås et citat fra den muslimske trosbekendelse i arabisk skrift. Efter forskellige betragtninger fastslog Rigsadvokaten om denne tegning følgende:
'Denne fremstilling (altså tegning 2) kan med god grund opfattes som en krænkelse eller fornærmelse af profeten, der er et forbillede for troende muslimer. En sådan fremstilling er imidlertid ikke udtryk for spot eller latterliggørelse og næppe heller forhånelse i straffelovens paragraf 140`s forstand.
Begrebet forhånelse dækker over foragt og nedgørelse, hvilket i sin normale forståelse ikke vil omfatte situationer, hvor en figur fremstilles som på tegning 2, hvordan den end billedligt skal forstås eller tolkes.'

Tvivlsom tolkning
Altså: Uden nogen som helst form for argumentation konstaterer Rigsadvokaten, at krænkelse ikke er det samme som forhånelse 'i lovens forstand', til trods for at de to begrebet - krænkelse (Rigsadvokatens ordvalg) og forhånelse (lovens ordvalg) - er tæt på at kunne betragtes som synonymer.
Hvad den for Rigsadvokaten så retligt afgørende forskel er, bliver ikke forklaret med et eneste ord. Den konstateres bare.
Derefter bemærker man, at til trods for at Rigsadvokaten i sin behandling af blasfemiparagraffen lige har anerkendt, at 'profeten er forbillede for troende muslimer' (som citeret ovenfor), så forhindrer det ham ikke i under den efterfølgende gennemgang af racismeparagraffen alligevel at skrive:
'De tegninger, der må antages at være billeder af Muhamed, forestiller en religiøs figur, og der er ingen af disse tegninger, der kan anses at være møntet på muslimer generelt.'
Men hvordan kan en tegning, der forestiller forbilledet for troende muslimer, og som citerer den muslimske trosbekendelse, undgå at virke møntet på muslimer generelt? Det hænger da ikke sammen. Rigsadvokaten forklarer i hvert fald ikke hvordan.

Domstolsprøvelse fravalgt
Det mest relevante, der blev sagt fra fagjuridisk side, forekom at være professor, dr. jur. Eva Smiths påpegning af, at en domstolsprøvelse af sagen havde været det rigtige.
Selv hvis man vurderede, at mulighederne for en domfældelse var små, havde det været et retssamfund værdigt at sørge for, at en så principiel og vanskelig sag ikke bare kan afgøres i Rigsadvokatens kontor.
Dette endda særligt, når statsminister Anders Fogh Rasmussen - i sit afslag til de muslimske ambassadører på deres anmodning om at mødes med ham - skrev, at den slags sager i Danmark henhører under domstolene.
Det er ikke så mærkeligt, hvis ambassadørerne syntes, at han løb fra sit ord, når han ikke engang - som han havde haft lovlig mulighed for - pålagde sin justitsminister at sørge for, at der blev rejst sigtelse, så at man i det mindste fik den domstolsprøvelse, han stillede dem i udsigt.
Det civile søgsmål, muslimske foreninger derefter var henvist til, stod per definition juridisk svagere, da denne sag jo ikke kunne køres efter hverken racisme- eller blasfemiparagraffen, eftersom det kun er myndighederne, der kan gøre bug af straffeloven.
Hos ikke-muslimske danskere kunne man under Muhammed-sagen møde det synspunkt, at muslimerne ikke kan forvente deres tro nidkært beskyttet af blasfemi- og racismeloven, taget i betragtning hvor mange eksempler på undertrykkelse af religionsfriheden, der kan peges på i muslimske lande.
Men heroverfor må man jo minde om, at i et retssamfund tager man altid én sag ad gangen: Bekæmpelse af mangel på religionsfrihed i muslimske lande er én sag, håndhævelse af blasfemi- og racismeparagrafferne i Danmark er en anden sag.
Med henblik på tilfælde, hvor religionsfriheden undertrykkes i den muslimske verden, kan vi jo også kun lægge et moralsk pres, hvis vi selv sørger for at være et godt eksempel og sørger for, at lovene i Danmark lige så vel beskytter muslimer som andre.

Anstændighed
Hos ikke-religiøse danskere kan man desuden møde det synspunkt, at blasfemiparagraffen i øvrigt er en forældet ting. Men også ateister må vel kende til, at mennesker ofte har noget, der for dem er 'helligt' - noget man ikke kan forhåne, uden at de føler sig personligt nedgjort.
Så hvad enten der findes en gud eller ej - og vel at mærke kan hverken hans eksistens eller ikke-eksistens bevises - så må det vel være muligt at enes om, at det er bedst med lovgivning, der sætter grænser for, hvor uroskabende en forurening af det offentlige rum, man kan tillade.
Ingen ville næppe heller foreslå injurielovgivningen afskaffet i ytringsfrihedens navn!
Kritik og debat er godt. Men anstændighed er også godt.