29 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

¤¤Horisonts¤¤ Kosovo-dækning

¤¤Horisonts¤¤ Kosovo-dækning

Lørdag, 16. februar, 2008, 00:00:00

Det er uforståeligt, at professionelle i mediebranchen kan blæse på ethvert hensyn til alsidighed, uden at det vækker den mindste debat

af Jan Øberg
Horisont kørte i aftes (11. februar) et langt indslag om Kosovo. Ifølge programmet véd Steffen Kretz og Thomas Ubbesen ( De to DR-journalister bag programmet, red.), at Kosovo-provinsen bliver en selvstændig stat - om end det tidligst sker den 17. februar, altså om seks dage.
De véd, at det er et lille moderne 'land', der er 'klar til at træde ind i Europa'. De véd, at Kosovo er det serbiske navn, skønt det på serbisk hedder Kosmet i Metohija.
De véd - og siger flere gange - at Slobodan Milosevic 'spillede det dødelige etniske kort' og sendte sit politi og sine soldater 'for at myrde og brænde'. De véd at Kosovos historie er en lang og smertefuld historie om 'besættelse'.
De véd, hvordan de skal finde en dansk UNDP-medarbejder, der er villig til at sige, at der intet alternativ er til selvstændighed; de véd at Serbien 'derovre' har så svært - meget sværere end Kosovo, må man formode - at blive demokratisk.
De véd også, hvordan man finder en serbisk bonde i en landsby og lader ham fortælle sin historie først og derpå kontrasterer ham med en smartere albaner, hvis udsagn står mere til troende. For dels kommer han sidst af de to, dels er hans version den, der stemmer med Tv-avisen vinkel.
De synes også at vide, at Kosovo er noget, man kan forstå uden ét ord om historien og uden at tale med nogen i Serbiens hovedstad Beograd - som Kosovo-provinsen folkeretsligt tilhører.
De véd, at man heller ikke behøver at forstå Kosovo ved at se på Bosnien, Makedonien og Albanien eller på Balkans rolle i det internationale spil om for eksempel olie og gas og militærbaser.

Skandaløs ensidighed
Steffen Kretz, tv-avisen mand i Kosovo, gør det altså igen.
Første gang var i hans serie 'De skabte historien', hvor han interviewede Madeleine Albright, den amerikanske udenrigsminister, der gennemtrumfede bombningen af Serbien/Kosovo i 1999, opretholdt sanktionerne mod Iraks befolkning (der kostede 500.000 til én million mennesker livet dér).
Alle filmindslag imellem hendes udsagn støttede hendes version og Bill Clintons senere udokumenterede påstande om, at Milosevic havde hitleristiske planer om at fordrive eller myrde 1,5 millioner Kosovo-albanere. Programmet burde have været anmeldt for sin nærmest grænseløs ensidighed.
tv-avisen to medarbejdere véd altså en masse. Men det er sjovt nok bare én side af en historie, der har nok så mange.

Dét vidste de ikke
Hvad de åbenbart ikke véd - for de fortæller det jo ikke - er blandt andet AT:
* Deres moderne nye, fredelige stat har omkring 70 procent arbejdsløshed og næsten ingen produktion, kun handel
* den er det ubestridte centrum for mafiavirksomhed og økonomisk kriminalitet i Europa
* albanerne har også en nationalistisk, separatistisk ideologi og elite - ikke kun Nikolic og andre serbere
* det er serberne, der de facto er blevet presset ud af Kosovo (de udgjorde 30-35 procent i 1960`erne men 5-8 procent i dag)
* at dagens 'statsminister' i Kosovo, Hacim Tachi, er tidligere leder af Den Kosovo-albanske Befrielseshær, UCK/KLA, som blev opbygget allerede fra 1993 og samlede de mest ekstremistiske og terroristiske elementer bag ryggen på den ikke-voldelige leder Dr. Rugova (og i øvrigt var på USA`s liste over terror-organisationer)
* KLA/UCK fik sine uniformer, støtte og meget andet fra Tysklands efterretningstjeneste og af CIA og i allerhøjeste grad bidrog til, at Milosevic slog ned med hård hånd i Kosovo
* Sikkerhedsrådet i 1999 vedtog resolution 1244, der entydigt siger, at Kosovo er en integreret del af det selvstændige, suveræne Serbien (eksakt som Fyn er det af Danmark)
* Serbien har altid frygtet det, der nu eksakt er sket: At det serbiske mindretal i Kosovo må leve i en slags ghettoer, hvis den specielle type af albanske ledere, der nu sidder, kom til magten
* NATO`s bombninger af Serbien og Kosovo var i entydig strid med folkeretten, at man myrder flere uskyldige i proportion til Serbiens befolkning end der blev myrdet den 11. september 2001 af den amerikanske befolkning
* alle internationale aktører forsømte en systematisk konsultation og forhandlingsløsning og derfor greb til bombninger i den naive tro, at det skulle lede til fred og demokrati
* de internationale missioner, der har været i Kosovo siden 1999 - det største samlede opbud af det internationale samfund noget sted - har været en eklatant fiasko
* det vil kunne få frygtelige menneskelige konsekvenser, at landet bliver selvstændigt på denne måde og med disse nuværende ledere, af hvilke flere er ikke-dømte krigsforbrydere og mafia-ledere
* hvis Kosovo 'bør' eller 'fortjener' at blive en selvstændig stat, så gælder det samme for eksempelvis Taiwan, Tibet, Tjetenien, Kashmir, Skotland, Baskerlandet, Norditalien og for serberne og kroaterne i Bosnien og serberne i Kroatien?
* at det er den for øjeblikket mest kontroversielle sag i EU og mellem EU og Rusland.

Der skal to til at slås
Jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvordan mediefolk, næsten 20 år efter at en konflikt brød ud, har kunnet beskytte sig selv mod to ting: Enkle grundfakta på den ene side og en forståelse af, hvad en konflikt er, herunder at der skal mindst to til at slås, på den anden.
Jeg kommer nok heller aldrig til at forstå, hvordan professionelle i branchen, i vort fornemste nyhedsprogram, kan blæse på ethvert hensyn til alsidighed, uden at det vækker den mindste debat.
Dette forhindrer mig dog ikke fra at blive ved med at påpege eksempler på konfliktanalfabetismens udbredelse i vore medier.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. feb. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp