Der er rigeligt råd til at indfri vores lønkrav. Og vi står fast på, at denne gang vil vi ind hente det lønefterslæb, vi har i forhold til ansatte på det private arbejdsmarked

af Mari-Ann Petersen, fællestillidsrepræsentant for Hjemmeplejen i København
Det er dejligt at se, at vores fagforeninger er gået sammen for at gøre det fuldstændig klart for de offentlige arbejdsgivere, at vi mener det, når vi rejser krav om markant højere løn ved overenskomstforhandlingerne.
Og det er dejligt, at vide, vi har befolkningens opbakning - både til vores lønkrav og til en eventuel konflikt.
Men det er ikke bare dejligt - det er helt nødvendigt, at alle offentligt ansatte står sammen. Det er nødvendigt, at hele fagbevægelsen bakker op om de offentligt ansattes lønkamp. Den lønkamp, vi har rejst, angår alle, ikke kun de offentligt ansatte.
Utilfredsheden med vores løn er så stor blandt FOA`s medlemsgrupper, at 59 procent af social- og sundhedshjælperne og social- og sundhedsassistenterne er parat til at søge andet job, hvis der ikke opnås et stort lønløft ved overenskomstforhandlingerne.
Det er ikke tomme trusler, og det er heller ikke for sjovt, at veluddannede medarbejdere alvorligt overvejer at søge væk fra det offentlige område. Det skyldes de elendige arbejdsforhold - og det skyldes ikke mindst den dårlige og urimelige løn, som slet ikke afspejler et rigt samfunds anerkendelse af vores arbejde til gavn for hele samfundet.
Som offentligt ansatte yder vi hver eneste dag en stor arbejdsindsats til gavn for den kollektive velfærd. Men en velfungerende offentlig sektor forudsætter, at de ansatte har ordentlige løn og arbejdsforhold.
Det ved befolkningen. Derfor støtter et bredt flertal af befolkningen vores krav. Velfærd koster, og vores lønefterslæb er oven i købet veldokumenteret. Men de offentlige arbejdsgivere har smækket pengekassen i. Det finder vi os simpelthen ikke i!
Der er rigeligt råd til at indfri vores lønkrav. Og vi står fast på, at denne gang vil vi indhente det lønefterslæb, vi har i forhold til ansatte på det private arbejdsmarked.
Og vi står fast på, at denne gang skal der også tages hul på den kønsbestemte ulighed i lønnen. Derfor har vi i FOA stillet kravet om 'mandeløn til kvindefag'.

En skændsel
Det er en stor samfundsmæssig skændsel, at de kvindefag, der opstod i den offentlige sektor fra 1960`erne hele tiden har været lønnet lavere end sammenlignelige mandefag i den private sektor.
Hver gang en mand på det private område tjener 100 kroner - så tjener en kvinde på det offentlige område kun 81 kr. Det er helt uacceptabelt - vi kræver lige løn for lige arbejde - vi kræver, at der gøres op med ulighed mellem mænd og kvinder, mellem mandefag og kvindefag.
I de sidste måneder har regeringen, godt hjulpet af medierne, kørt en massiv kampagne mod alle offentligt ansatte for at få os til at skrue ned for lønkravene. Nu er det pludselig os, der truer hele den danske samlede økonomi!
Hvordan pokker kan en social- og sundhedshjælper, der tjener 230.000 om året, og som nu kræver 5000 kroner mere om måneden - hvordan kan det være, hun pludselig er en alvorlig trussel mod den danske økonomi?
Regeringen mente, at der var råd til 10 milliarder i skattenedsættelser til de økonomisk bedst stillede. Regeringen fortalte os, at vi snart 'kunne købe hele verden'.

80 milliarder
Hvorfor er det så pludselig et problem, når de lavest lønnede kræver en ordentlig løn? Der er mere end 80 milliarder i overskud på statsbudgettet. 80 milliarder i overskud kunne give alle offentligt ansatte 100.000 kroner mere om året, eller over 8000 kroner mere i løn om måneden.
Vores lønkrav er i virkelighed beskedne sammenlignet med, hvad de bedst stillede i det danske samfund har fået.
I dag skulle de afgørende forhandlinger om vores løn have været ført med Kommunernes Landsforening. Det er jo derfor, vi står her - for at bakke vores forhandlere op og minde arbejdsgiverne om vores lønkrav.
Men hvad bliver det til i dag? I stedet for de planlagte forhandlinger skal der blot udveksles nogle indledende bemærkninger. Hvorfor venter de? De venter på, at forhandlingerne på statens område, hvor det er regeringen, der forhandler, skal afsluttes.
Arbejdsgiverne forventer åbenbart, at forhandlingerne på statens område vil lægge linien for overenskomstresultatet på det kommunale område. Kommunernes Landsforening er åbenbart villige til at lade sig føre i snor af regeringen.
Det er ikke regeringen, der er vores arbejdsgivere, men det er tydeligvis regeringen med Lars Løkke i spidsen, der sidder og styrer vores overenskomstforhandlinger.

Hold fingrene væk!
Og det er den selv samme regering, som afviser at tilføre de nødvendige penge til overenskomstforhandlingerne, og som påstår, at de ikke vil blande sig i dem! Vi vil blot minde dem om, at vores vilje til at slås for en ordentlig løn vokser hver eneste dag - og nu strammer tidsplanen til for arbejdsgiverne - en forhaling af forhandlingerne betyder, at konflikten hastigt nærmer sig.
Til den selv samme regering, som officielt ikke vil blande sig i vores overenskomster ved at tilføre tilstrækkelige midler til kommunerne og regionerne, siger vi: Godt så - så hold fingrene væk - forsøg ikke at true os med et regeringsindgreb.
Og husk: Vi accepterer ikke et resultat, der ikke opfylder vores krav om mandeløn til kvindefag og markante lønstigninger til alle offentligt ansatte.
Det skal være et klart budskab fra denne demonstration til regeringen: Hold fingrene væk fra vores overenskomstforhandlinger - vi accepterer ikke, at et resultat fra statens område bare overføres hverken til kommunernes eller regionernes forhandlinger. Vi kræver, at vores krav tages alvorligt.
Vi har også et meget klart budskab til arbejdsgiverne. Vi står fast på vores krav om højere løn - og det gælder alle offentligt ansatte - kampen for markant højere løn er en fælles kamp. Vi vil stå sammen og vise arbejdsgiverne, at dette mener vi rigtig meget alvorligt. Så alvorligt, at hvis det bliver nødvendigt, er vi fuldstændig klar til at gå ud i en omfattende konflikt til vores krav er opfyldt.

Ovenstående er den tale Mari-Ann Petersen holdt ved demonstrationen foran Kommunernes Landsforening den 15. februar