FOA Århus opfordrer alle medlemsorganisationer under KTO til allerede nu, mens der forhandles, at gøre det klart for regeringen, at den hverken skal satse på at splitte KTO eller på et politisk indgreb
fra FOA Århus
Den 15. februar gik de egentlige lønforhandlinger i gang mellem KTO og de offentlige arbejdsgivere. FOA Århus har valgt denne dag til at samle afdelingsbestyrelse og sektorbestyrelser for at markere opbakning til vores forhandlere og som startskud til vore forberedelser på en mulig konflikt.
FOA Århus opfordrer forhandlerne til at holde sammen og fastholde kravene, også selv om det resulterer i en storkonflikt. Der er brug for markante lønstigninger til alle i stat, regioner og kommuner.
FOA Århus opfordrer alle medlemsorganisationer under KTO til allerede nu, mens der forhandles, at gøre det klart for regeringen, at den hverken skal satse på at splitte KTO eller på et politisk indgreb.
De offentligt ansattes krav om et markant lønløft har opbakning i befolkningen, og vi skal ikke tøve med at udvide denne opbakning.
Som ventet er regeringen og mange økonomer begyndt at underminere denne opbakning. De offentligt ansatte skal have skylden for forringet konkurrenceevne og lavkonjunktur, og hvis konflikten går i gang, vil der hver dag komme historier om, hvor mange det går ud over.
For regeringen drejer det sig alene om at holde lønfremgangen indenfor de fire-fem procent, der er sat af i Finansloven, og få befolkningens støtte til et politisk indgreb.
Men vi er forberedte:
* Vi er klar til at tilbagevise regeringens argumenter.
* Vi, vores tillidsrepræsentanter og medlemmer er klar til at gå på gaden og fortælle om, hvad konflikten handler om.
* Vi er parate til at gøre det så vanskeligt for regeringen som muligt at gennemføre et politisk indgreb.
* Vi er parate til sammen med andre lønmodtagere at bruge vores styrke til at forpurre regeringens planer om at tvinge kommunerne til at skære i budgetterne til efteråret.
De offentligt ansatte kræver forbedrede løn- og arbejdsforhold og markante forbedringer af servicen indenfor den offentlige sektor.
Vedtaget den 15. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278