Ungdomshusbevægelsen kæmper ufortrødent videre. Blok-R er en rigtig metode at bruge til at lægge pres på politikerne. Det virker også som en rigtig beslutning at udskyde belejringen

af Jens Henneberg Andersen, Kommunistisk Parti København.
Belejringen! Det skulle have været i dag. I dag ville aktionsgruppen 'Blok-R' have blokeret Københavns Rådhus. De ville spærre politikerne inde i Rådhuset, i forbindelse med endnu et møde i Borgerrepræsentationen.
Hvorfor? Fordi de unge i København endnu ikke har fået et Ungdomshus. Kære politikere, lød parolen, vi kan ikke holde folkekøkken og koncerter i jeres hensigtserklæring. Den blev vedtaget 13. december, og siden da er der sket! ikke ret meget.
Det skulle Blok-R gøre noget ved. Aktionsgruppen blev lanceret på et tidspunkt, hvor forhandlingerne virkede fastlåste. Siden har situationen ændret sig. Blok-R har udskudt belejringen på ubestemt tid.
Frederikssundsvejens Skole i Københavns Nordvestkvarter er kommet i spil. Skolen lukker til sommer. Det skyldes Borgerrepræsentationens såkaldte strukturændring på skoleområdet, der har medført en række både problematiske og beklagelige lukninger af folkeskoler og andre institutioner.
Men når nu skolen lukkes, så skal bygningen ikke stå tom. Et Ungdomshus er et oplagt alternativ.
København er fattig på kulturtilbud til unge, og Nordvestkvarteret er om muligt endnu fattigere. Skolelukninger er endnu et led i rækken af besparelser på børne- og ungeområdet.
Er Københavns politikere egentlig klar over, hvilke sociale spændinger de skaber med deres hovedløse beslutninger? Lukning af ungdomsklubber, rydning af Ungdomshuse(t), oprettelse af visitationszoner.
Politikontrol i stedet for selvbestemmelse eller social- og ungdomspædagoger. Ydmygelse i stedet for anerkendelse. Er det virkelig deres bud på en tidssvarende og ansvarlig ungdomspolitik?
Et nyt Ungdomshus kan være med til at trække i en anden retning. En tiltrængt opjustering af kommunens kultur- og socialpolitik. Hvis vi kan få noget positivt ud af lukningen af Frederikssundsvejens Skole, så er det både dumt og uambitiøst ikke at gribe muligheden.

Forhandlingerne
Men hvordan er skolen kommet i spil? Det er såmænd et forslag fra Ungdomshusbevægelsens egne rækker. Forhandlingerne med overborgmesterkontoret blev indledt efter den succesfulde G13-aktion i oktober sidste år.
Ved starten af disse forhandlinger blev Ungdomshusbevægelsen bedt om at fremlægge deres bud på mulige adresser og bygninger. Bevægelsen fremlagde hurtigt en liste med et utal af forslag. Herunder Frederikssundsvejens Skole.
De fleste blev umiddelbart afvist af overborgmesterkontoret. Dog ikke skolen. Men Ritt og co. har i medierne introduceret en helt anden beliggenhed: De gamle remisebygninger ved Bavnehøj på Enghavevej i Københavns Sydhavn.
Enhver der aflægger Bavnehøj et besøg, kan ved selvsyn konstatere, at bygningerne er en samling faldefærdige og aldeles ubrugelige ruiner. De kan ikke bruges til noget som helst.
Til gengæld støtter konstruktive beboere i Nordvestkvarteret aktivt ideen om et nyt Ungdomshus. Den nye borgergruppe 'Naboerne i Nordvest' pointerer, at kvarteret i forvejen er underprioriteret, når det gælder kulturelle tilbud.
Et nyt Ungdomshus kan blive en kulturdynamo for det gamle arbejderkvarter. Og mon ikke de små erhvervsdrivende ser frem til lidt mere liv efter klokken 19.00? Det er ikke overraskende, at de fleste beboerforeninger i nærområdet, ligesom lokalrådet og de nærtliggende store 3F-fagforeninger ser frem til en positiv dialog.
I Borgerrepræsentationen er Enhedslisten og SF positive. Det samme er flere andre i det brede miljø, der bakker op om ungdomshusbevægelsen. Også Kommunistisk Parti.
Ritt og Socialdemokraterne har ikke meldt ud. De Radikale tror på ruinen i Bavnehøj. VKO-blokken er bare imod. Den konservative suppleant til Borgerrepræsentationen Rasmus Jarlov har gjort sig til talsperson for dem, der er imod enhver form for løsning.

G13-aktionen
Det er ikke kun i selve forhandlingsspillet, at Ritt Bjerregaard optræder manipulerende og beregnende. Det gælder også for omstændighederne omkring forhandlingerne.
Den 6. oktober gennemførte aktionsgruppen G13 en storstilet bz-aktion i udkanten af Nordvestkvarteret. 5000 mennesker var på gaden for at omdanne den store grund med det nedlagte vandværk på Grøndalsvænge Allé 13 til Københavns nye Ungdomshus.
Aktionskonceptet var klart: I direkte forlængelse af ungdomshusbevægelsens kamp og erfaringer ville man ved hjælp af civil ulydighed indtage det gamle vandværk. Man meldte åbent ud om tid, sted og metoder. Aktionen skulle være ikke-voldelig, men konfrontativ. Politiets kæder skulle brydes. Med skjolde, stiger, beskyttelsesudstyr og gasmasker.
Den 6. oktober blev en opvisning i overdrevet magtanvendelse. Dagens aktivitetstilbud fra Københavns Kommune var tåregas, hundebid, knippelslag og anholdelser.
Men inden aften havde aktionens gule blok indtaget den store grund. Pirat-flaget vajede fra vandværkets højeste skorsten. Aktionen var en succes, selvom huset ikke kunne holdes. Politiets brutalitet blev udstillet for hele Danmark. Mediebilledet var erobret. Opbakningen til et Ungdomshus var enorm.

Ritt's manipulation
Ritt Bjerregaard måtte ændre taktik. Hun tog telefonen og indgik en (hemmelig) aftale med Københavns Politi. I tv-avisen den 7. oktober stod først Per Larsen og siden Hanne Bech Hansen frem, roste de unges optræden og slog til lyd for at indlede forhandlinger. Ritt kunne tage bolden op.
VKO-blokken i Borgerrepræsentationen fremstod som uforsonlige modstandere af at finde en løsning (hvad de jo også er!), mens Ritt iscenesatte sig selv, som den der - med politiets velsignelse - rækker hånden ud mod de unge. Men heller ikke de unge gik fri af hendes rænkespil!
Gentagne gange har hun forsøgt at splitte de unge. Helt bevidst fordrejer og manipulerer hun G13-konceptet og stemningen blandt de unge. Som i Lokalavisen for Nørrebro og Nord-Vest den 6. februar, hvor hun blandt andet skriver, at G13 var 'et nødvendigt opgør med de voldelige aktioner' og: 'Her var nogen, der for første gang søgte en konstruktiv dialog med bystyret.'
At aktionen var konfrontativ, ser hun helt bort fra, ligesom politiets brutalitet og hendes egen laden-stå-til ikke nævnes med et ord.
Det er Ritt, der konsekvent har nægtet dialog. Aktionsgruppen G13 har aldrig taget afstand fra de mange aktionsformer, der har været benyttet i de talrige protester og demonstrationer for et nyt ungdomshus.
De samme unge, der var på gaden den 1. marts, var på gaden den 6. oktober. Splittelsesforsøget bar ikke frugt. Blok-R fulgte samme aktionskoncept som G13. Det er de samme unge, der ville have aktioneret i dag.

Initiativet på gaden
Ungdomshusbevægelsen kæmper ufortrødent videre. Blok-R var og er en rigtig metode at bruge til at lægge pres på politikerne. Det virker også som en rigtig beslutning at udskyde belejringen.
Begrundelsen er, at der skal gives tid og rum til dialogen i Nordvestkvarteret. Det er op ad bakke at trænge igennem det fordrejede mediebillede. Men det skal nok lykkes!
I mellemtiden forbereder aktivister en markering af rydningsdatoen den 1. marts og aktionsdage i april. I dag går de i torsdagsdemo nummer 52. Den bliver firefarvet, og består af de fire Blok-R-blokke, der ellers ville have belejret Københavns Rådhus. Men konceptet Blok-R er klar og kan benyttes med kort varsel.
Ungdomshusbevægelsen udvikler sine kampmetoder og forbedrer håndteringen af strategi og taktik. De unge har stadig initiativet på gadeplan. De har modet, de har gejsten. De ved, at politikerne ikke forærer dem et Ungdomshus. Det er noget er noget, de må kæmpe sig til.