Den store skurk i den sam-fundsøkonomiske udvikling er ikke lønudviklingen, men den høje vækst i forbruget, som ikke mindst skyldes regeringens skattestop og skattelettelsespolitik

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund
Det har længe blandt borgerlige økonomer været fremført som en selvindlysende sandhed, at lønudviklingen i Danmark er ansvarlig for en række tegn på forværring i samfundsøkonomien gennem de senere år.
Faren for overophedning og navnlig det i de seneste år faldende handels- og betalingsbalanceoverskud er ikke mindst blevet tilskrevet en dårligere konkurrenceevne som følge af et for højt lønniveau.
Finansministeriets økonomer skriver således i regeringens seneste økonomiske redegørelse: 'Den stærke vækst i den indenlandske efterspørgsel og bevægelserne i konkurrenceevne har samtidig medført et fald i overskuddet på betalingsbalancen fra cirka 70 milliarder kroner på årsbasis i slutningen af 2005 til godt 20 milliarder kroner i slutningen af 2007'.
Regeringsøkonomerne har opgjort konkurrenceevnen til at være blevet forværret med 30 procent siden 2000 og har her peget på den høje danske lønvækst og kapacitetsproblemerne i dansk økonomi som problemet.
Tilsvarende toner er lydt fra Nationalbanken, Det økonomiske Råd og OECD`s økonomer.

Fakta ignoreres
I forhold til denne analyse har det dog været et bemærkelsesværdigt modstridende faktum, at mens faldet i konkurrenceevnen ifølge regeringsøkonomerne skulle være sket glidende siden årtusindskiftet, så er forværringen af betalingsbalancen først indtruffet i de seneste år.
Samtidig har lønudviklingen - uanset de senere års opsving - ligget meget stabilt på omkring fire procent årligt. Og de seneste tal viser, at lønnen i 2007 som helhed også 'kun' steg med 4,1 procent i gennemsnit - betydeligt under regeringens skøn på 4,6 procent og uanset manglen på ledig kapacitet i dansk økonomi de seneste år. Lønudviklingen er altså ikke gået over gevind, selvom ledigheden er faldet.

Forbruget er skurken
En ny analyse fra økonomerne i Nordea gennemhuller nu også den udiskuterede 'sandhed' om lønudviklingen som den store skurk i samfundsøkonomien. Nordeas analyse viser, at det voldsomme fald i betalingsbalanceoverskuddet kun i meget ringe omfang skyldes lønvæksten i Danmark.
Tværtimod er det den stærke vækst i danskernes forbrug samt i bolig- og erhvervsinvesteringerne, som har reduceret overskuddet på betalingsbalancen.
Af faldet på 50 milliarder kroner de seneste to år kan de 35 milliarder henføres hertil. Og de resterende 15 milliarder kan i vidt omfang også tilskrives andre forhold end løn, herunder ikke mindst kraftigt voksende udgifter til danske skibes køb af brændstof i udlandet.
Dermed kan den isolerede effekt af lønudviklingen i Danmark opgøres til højst fem milliarder kroner eller ti procent af forværringen af betalingsbalancen siden 2005.
Når konkurrenceevneudviklingen - opgjort på traditionel vis - således tilsyneladende betyder mindre, hænger det efter min opfattelse sammen med, at dansk erhvervsliv har været i stand til at opdyrke nicher, hvor lønnen betyder mindre, og hvor varepriserne er højere.

Skattepolitikken
Den store skurk i den samfundsøkonomiske udvikling er således ikke lønudviklingen, men tværtimod den høje vækst i forbruget, som jo ikke mindst skyldes regeringens skattestop og skattelettelsespolitik og de hermed forbundne store skattefrie gevinster på boligmarkedet.
Når de borgerlige økonomer har villet placere ansvaret for forværringen af handels- og betalingsbalancen hos lønmodtagerne, er der således i allerhøjeste grad tale om politisk økonomi.
Det vil sige om en politisk bestemt udmelding i fordelingskampen, som har skullet tjene til at inddæmme lønmodtagernes bestræbelser på at få del i fremgangen. Det er også i vid udstrækning lykkedes: De senere års store indkomstmæssige fremgang er indtruffet hos aktie- og boligejere samt de toplønnede i det danske samfund.
Regeringen har i sin levetid forfulgt en ganske bestemt udviklingsmodel, nemlig at fremme det private forbrug og den private sektor på den offentlige sektors bekostning.
At regeringens egne økonomer i denne forbindelse er bydrenge for regeringens politisk bestemte udmeldinger i den samfundsøkonomiske fordelingskamp og til støtte for regeringens udviklingsmodel er for så vidt mindre overraskende.
Mere bemærkelsesværdigt er det, at også Det økonomiske Råd deltager i denne 'politiserede økonomi' til støtte for regeringens samfundsøkonomiske udviklingsmodel, når det oven i købet er denne model, som bærer hovedansvaret for forværringen af den samfundsøkonomiske udvikling.