Frygten for netop denne konsekvens af Kommunal-reformen er både sagt og skrevet - også før den 1. januar 2007
af Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus
Århus Kommune svigter svage borgere. Og Århus svigter nabokommunerne og Region Midtjylland. Alt sammen fordi den kommunale økonomi vægtes mere end kvalificerede helhedsorienterede sociale tilbud.
Det er asocialt, men det er kort og godt den konklusion, som kan drages af Århus Kommunes ønske om at hjemtage yderligere otte sociale institutioner fra Region Midtjylland.
Regionen er forpligtet til at opretholde tilstrækkelige, kvalificerede sociale tilbud, som kommunerne kan benytte sig af. Og især de mindre kommuner er afhængige af, at instanser med et større brugergrundlag end en almindelig kommune, opretholder sådanne sociale tilbud og sikrer udvikling af nødvendige faglige kompetencer med videre.
Samtidig har Kommunalreformen givet kommunerne mulighed for at trække de tilbud hjem, som tilfældigvis har adresse i kommunen.
Var det meningen?
Kommunerne er ikke forpligtet til at videreføre institutionen, og der er set eksempler på, at kommuner har taget institutioner hjem og efterfølgende lukket disse.
Bevæggrunden for at lukke institutionerne er mange: Kommunerne er ikke gode til at købe og sælge sociale tilbud af hinanden. De foretrækker enten selv at etablere tilbud eller at købe tilbud af en mere uvildig instans som regionen. Men også kortsigtede gevinster som salg af ejendomme kan spille en rolle.
Det siger næsten sig selv, at regionen aldrig kan etablere solide og tillidsvækkende sociale tilbud, når institutionens hjemstedskommune til enhver tid kan trække institutionen hjem.
Frygten for netop denne konsekvens af Kommunalreformen er både sagt og skrevet - også før den 1. januar 2007. Alt imens borgere, ansatte og politikere kæmper for den bedste løsning, sidder regeringen betænkeligt tilbagelænet.
Umiddelbart skulle man mene, at ovenstående eksempel tjener til en revision af regeringens kommunalreform med mindre det var meningen, at det, der nu sker, skulle ske?
Revision
Altså at udsultning af kommunernes budgetter skal få dem til at opføre sig som gribbe - uden omtanke for konsekvenserne af deres handling?
Og således at regeringen kan trække på skuldrene og ensidigt henvise til, at det er kommunernes eget ansvar?
Regeringen bør gribe i egen barm - og oppositionen må råbe højt - og erkende en lovmæssig brøler af dimensioner og omgående få sat en stopper for dette vanvid.
Alternativt lyder det skingert og falskt, når velfærdsministeren truer med bål, brand og øget kontrol af netop kommunernes indsats i forhold til sociale, psykiatriske og forsorgsmæssige institutioner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278