Venstres nye ordfører, Søren Pind, har påtaget sig at flytte de autoritære liberalismes positioner frem på slagmarken. Det vælter ud med forslag og erklæringer fra hans blog

Venstres nye ordfører, Søren Pind, har påtaget sig at flytte de autoritære liberalismes positioner frem på slagmarken. Det vælter ud med forslag og erklæringer fra hans blog.I stigende grad er de marginale dagsordner ved at indtage scenen og udfylde det politiske rum.
Det er en udvikling, der er baseret på principløshed - anything goes. Civilisationer, nationer, religion, multikultur og etnicitet er blevet nøglebegreber for den borgerlige magt til at forstå verden og for at agere i den. Det er en praksis som anføres af den autoritære liberalisme, der har fået en ny bannerfører i Søren Pind.
Der har været bål i gaderne, antændt af unge af anden etnisk baggrund, som det hedder. I medierne og af politikerne bruges logik, der er baseret på religion og kultur. Det fortælles, at urolighederne er næret af religiøse energier på grund af tegningerne af Muhammed. Det fortælles også, at det er kulturforskellene mellem unge, der har aner i Mellemøsten og i Danmark.

Kultur eller klasser?
Vist spiller religion endnu en rolle, og forskellige værdier er på spil. Men - det er først og fremmest sociale og klassemæssige spørgsmål.
Det handler om et uddannelsessystem, som reagerer på netop religion og kultur, i stedet for individet og gruppen. Hvad er mulighederne efter skolen?
Det gælder for danske såvel som for andre grupper, nogle klarer sig, og andre har det svært af flere grunde, som ofte er sociale. Hvorfor skal disse unge altid have smidt i hovedet, at der er noget religiøst og kulturelt besværligt ved dem?
Dette greb betyder reelt et forstærket pres på disse unge, fordi samfundet reagerer uden at forstå dem. Bedre bliver det ikke, når denne ufølsomhed fra samfundets side bliver fulgt op af vilkårlig 'nultolerance' i gaderne. Tolerance ville jo - under alle omstændigheder - være en god ting at lære.
I virkeligheden skærpes konflikterne. Der åbnes døre til endnu mere religion. Islamisk Trossamfund bliver pludselig en spiller på banen, fordi det ene system forstår det andet system. Hizb-ut-tahrir træder frem. Endnu mere fokus på det religøse, der tenderer til at blive den fundamentale modsætning i samfundet.
Vores religion mod deres religion - som angiveligt på bunden handler om kampen mellem civilisationer og deres overlevelse. Som Søren Pind skriver på sin blog om situationen i den sidste uge:
'Sagen er enkel: Igennem hele verdenshistorien har signaler som disse betydet civilisationens sammenbrud. Når de få, men hæmningsløse og brutale, tager magten er flertallet - de normale - skrækslagne. Og myndighederne taler og taler om samtale, dialog - mens befolkningen bliver ofret. Og opdraget til, at selvtægt fremover må være vejen frem.'

Fragmentering eller demokrati?
Også nationalspørgsmålet har fået status som et værktøj, der kan tages frem, når det er bekvemt, og som bliver gemt væk, når det ikke passer ind i forretningsplanen.
Afmonteringen af Balkan fortsætter. Nu med Kosovo. Separatistiske bevægelser i Spanien, Irland, Belgien, Frankrig og Italien har fået EU til at ryste.
Flere af de militante bevægelser er med god grund kaldt terroristiske. Men ikke Kosovo. Denne evindelige fragmentering giver lige så lidt mening som den overstatslige opbygning. Ingen af de to spor fører til mere demokrati, større selvbestemmelse eller mere internationalisme.
I dette farvand af vanvid har Venstres nye ordfører i skikkelse af Søren Pind, påtaget sig at flytte de autoritære liberalismes positioner frem på slagmarken.
Det vælter ud med forslag og erklæringer fra hans blog, som begynder at tage form af en bevægelse, der samler de mest reaktionære stumper.
Gps-armbånd til unge under 15 år, så kan de lære det. Og hvis ikke det hjælper, skal deres forældre tage skraldet. Nu mangler bare forslaget om at tage forældreretten fra børnene.