Forskellen på det statslige og det kommunale arbejdsmarked bør give anledning til at filosofere lidt over tallene

af Dennis Kristensen, formand for FOA Fag og Arbejde
Pressen er begyndt at spørge om, hvordan FOA kunne sige nej til en overenskomst, der gav 12,8 procent, og supplerer med udregninger af, hvad det ville have givet økonomisk til udvalgte faggrupper.
Derfor kunne det måske være tid til lidt talgymnastik med hjælp fra FOA`s lommeregner. Det er såmænd rigtigt nok, at den ramme, som lå til grund for finansministerens overenskomstforlig med de statsansatte, indeholder mulighed for ganske pæne lønstigninger i forhold til de seneste 20 års overenskomster.
Til gengæld skal overenskomster i mine øjne ikke måles med fortidens alen, men derimod med den aktuelle velstandsudvikling i samfundet.
Og netop denne og dermed forbedringerne i købekraften for samfundets øvrige grupper berettiger de offentligt ansatte til at nære betydelige forventninger til de næste tre års lønudvikling.
Velstandsudviklingen i disse år slår da også de seneste 20 års med flere hestelængder.
Men også forskellen på det statslige og det kommunale arbejdsmarked bør give anledning til at filosofere lidt over tallene.
Det statslige forlig indeholder en samlet ramme på 12,8 procent. Det er ikke det samme som lønstigninger på 12,8 procent, fordi aftalen også indeholder andre elementer end dem, alle får del i, herunder for eksempel pension og barsel.
Jeg havde gerne set, at det statslige forlig havde ligget noget højere i lyset af de ventede prisstigninger og velstandsudviklingen.

Minus på 1,5 procent
Når rammen ikke blot kan overtages af de kommunalt ansatte, er der flere årsager, som udspringer af forskellene mellem det statslige og det kommunale område. De vigtigste drejer sig om lønefterslæb og lønforskelle.
De kommunalt ansattes efterslæb i forhold til de privatansattes lønudvikling siden 1996 udgør i dag i følge Danmarks Statistik (DST) 1,5 procent.
Det efterslæb har de statsansatte ikke. De statsansatte har med andre ord haft en lønudvikling, som har været på linje med de privatansattes.
Finansministeren har løbende udbetalt lønninger til sine ansatte, så de har kunnet følges med de privatansatte, mens kommunerne ikke har haft samme mulighed. Underligt nok vil finansministeren ikke give de kommunalt ansatte de samme muligheder, som han allerede har givet sine ansatte. Men det er en anden historie.
Indtil for et års tid siden troede arbejdsgivere og organisationer på det kommunale område, at også de kommunalt ansattes lønudvikling lå på linje med de privatansattes.
På et tidspunkt blev vi dog opmærksomme på, at DST allerede i 2001 havde påpeget et såkaldt databrud i lønstatistikken, som skyldes forkerte indberetninger af løn fra kommunerne.

For lav stigningstakt
Parterne har med andre ord hidtil haft den fælles forudsætning for overenskomstfornyelserne gennem en årrække, at de privatansattes, de statsansattes og de kommunalt ansattes lønudvikling lå på linje.
Det betyder ikke, at vi er blevet snydt for noget, vi har aftalt. Det betyder derimod, at vi har aftalt lønstigninger, som kommunerne har udbetalt, men som ikke har bragt os på samme stigningstakt som de privatansatte og de statsansatte.
Derfor skal vi som minimum have efterslæbet ud over den statslige ramme. Samtidig har den samme ramme vidt forskellig virkning for stat, kommuner og regioner. Vi har regnet på det i FOA.
Hvis det ikke skal være for teknisk - og det ikke skal udløse den Store Nordiske Talkrig - kan man for overskuelighedens skyld vælge at betragte de 12,8 procent som lønstigninger, selv om de mere retvisende er arbejdsgiverens samlede omkostningsstigning.
For ikke at kalde Dansk Arbejdsgiverforening på banen med nye regnestykker, har vi også valgt at regne på de såkaldte bruttolønninger, der omfatter både den faste løn, pension, ferie og arbejdstidstillæg med videre. De faktiske lønstigninger ville være lavere, men tendensen er alligevel klar nok.

Interessante tal
Regnestykket giver et interessant billede:
- 12,8 procent af den gennemsnitlige løn for alle statsansatte (35.626 kroner om måneden) giver en gennemsnitlig stigning på 4560 kroner om måneden.
- 12,8 procent af den gennemsnitlige løn for alle regionalt ansatte (32.795 kroner om måneden) giver en gennemsnitlig stigning på 4198 kroner om måneden.
- 12,8 procent af den gennemsnitlige løn for alle kommunalt ansatte (28.120 kroner om måneden) giver en gennemsnitlig stigning på 3599 kroner om måneden.
Det er med andre ord langt billigere for kommunerne at betale den samme stigning i procenter end for staten. Og de ansatte oplever naturligt nok gennemsnitligt set en langt mindre lønstigning, nemlig knap 1000 kr. i gennemsnit.
Forklaringen er sådan set enkel nok. De dyre drenge og piger er stærkere repræsenteret i staten, mens de billige - først og fremmest piger - er i overtal i kommunerne.
Også i kommunerne ville en ensartet lønstigning på 12,8 procent give meget forskellige resultater som gennemsnit for de enkelte forbund.

Klare forskelle
Nogle få eksempler kan give en god illustration:
- Alle kommunalt ansatte stiger i gennemsnit 3599 kroner om måneden.
- Foreningen af kommunale chefer stiger 7438 kroner om måneden.
- Mens DJØF`erne i snit får 5547 kroner ekstra om måneden.
- I Ledernes Hovedorganisation får hver 4253 kroner om måneden.
- I HK Kommunal er tallet 3674 kroner om måneden.
- Til BUPL`s medlemmer er der 3440 kroner om måneden.
- Medlemmer af Dansk Funktionærforbund får 3542 kroner om måneden.
- Til 3F`er er der 3031 kroner om måneden.
- Endelig får FOA-medlemmer i snit 2997 kroner om måneden.
Disse tal er sammen med de kommunalt ansattes dokumenterede lønefterslæb en del af svaret på, hvorfor de kommunalt ansatte ikke blot ville overtage den økonomiske ramme fra finansministerens forlig med de statsansatte.
Også selv om dette indlæg sikkert vil udløse en stribe nye beregninger fra flere sider.