Den nuværende regering har gjort offentligt arbejde til en simpel vare. Værdi og anerkendelse udtrykkes over alt i lønnens størrelse

af Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus
Op til den kommende overenskomstkonflikt har jeg opdaget, at vi ikke kun har én modstander - men hele tre.
For det første har vi landets finansminister, som stort set har centraliseret hele magten. Men det spil kender vi, og kampens aktører er synlige og velkendte.
For det andet står vi overfor en befolkning, der godt nok støtter os lige nu, fordi den synes, at vi som omsorgspersonale fortjener noget mere i løn for vores slid.
Men befolkningens støtte indeholder ikke en afstandstagen fra årtiers negligeren af ligestillings- og ligelønskampen. Og spørgsmålet er, om det er den umiddelbare sympati eller fordommene, der vinder, når strejken har varet længe nok.

Det indre bæst
For det tredje er der vores indre modstander, der spiller med hvert eneste minut i døgnet. Vores evige angst for ikke at gøre tingene godt nok. Vores tvivl om, hvorvidt vi faktisk kan organisere og udkæmpe en stor overenskomstkamp, hvor vi skal op mod hele det politiske magtapparat og vinde en befolkning - ikke kun den første dag, men under hele konflikten.
Vores oplevelse af, at vi skal gøre alt dobbelt så rigtigt som vores mandlige kolleger, og frygten for, at selv den mindste fejl vil blive udskreget som amatørisme.
Jeg ser disse tre modstandere for mig hele tiden og tænker, hvor er det stærkt, at vores kortuddannede endeligt har sagt nok er nok - og med dødsforagt er villige til at kaste sig ud i en omfattende konflikt, som næsten ingen af dem har erfaring med.
Men jeg tænker også hele tiden - bare det går. Mon det går. Er vi dygtige nok. Har vi det hele med. Og sådan kunne jeg blive ved.
Det afgørende er, at jeg - og vi i fagforeningen - alle bærer på en byrde ud over kampens spænding, der har hvilet tungt på kvinder i mange årtier, nemlig den inderliggjorte oplevelse af aldrig at være tilstrækkelige på afgørende felter, når det drejer sig om andet og mere end at sørge for familiens reproduktion.
Og i vores fagforening er byrden dobbelt, fordi vi også skal slæbe rundt på oplevelsen af altid at være alle andre underlegne, fordi vores skolegang har været kort, og vi har altid måttet slå os til tåls med lav løn.

De varme hænder
Vores eneste anerkendelse har altid samtidig været nedgørende: at vi har et stort hjerte og er gode til omsorg med varme hænder. Ja, det stikker så dybt i samfundsbevidstheden, at vi selv er begyndt at bruge symbolerne for at søge anerkendelse for vores arbejde og støtte til vores krav i det politiske system og i offentligheden.
Det har da heller ikke skortet på politiske, tekniske og akademiske advarsler om, at man selvfølgelig ikke kan sammenblande en ligelønskamp med en overenskomstkonflikt.
Det kan der måske være noget om - i hvert fald har man aldrig gjort det, men omstillingsparathed er jo en dyd i dag, så hvorfor skulle det ikke også gælde spørgsmålet om, hvad en overenskomstkomstkamp egentlig kan indeholde.
Og faktisk er det underordnet - for vores medlemmer vil have meget mere i løn - nu!

Varegørelsen
Men hvorfor lige nu? Hvorfor ikke for tre år siden, hvor den nuværende overenskomst blev vedtaget med et meget stort flertal? Svaret er ligeså simpelt, som det er skræmmende: Den nuværende regering og meget store dele af den politiske og akademiske elite har gjort offentligt arbejde til en simpel vare.
Værdi og anerkendelse udtrykkes over alt i lønnens størrelse. Og vores medlemmer tænker som så: Nu har de leflet for os i flere år, godt så, så skal de også betale for det.
De mærker nemlig mere end nogen andre, hvad det vil sige, at omsorg og pleje er gjort til en vare. De mærker hver dag konsekvenserne af, at økonomisk rationalitet har fortrængt en human indstilling til hinanden.
De mærker hver dag, at den faglige stolthed og den humanistiske indstilling, der igennem årtier har kompenseret for manglende lige løn, nu har mistet sin betydning. I den situation kender værdigheden kun et svar: Mere i løn og lige løn.
I har revet omsorgskåben af os, den kompensatoriske stolthed, I altid har pacificeret os med. Godt, så er der kun den åbne og regulære kamp for lige løn tilbage, hvis vi ikke skal bombes helt tilbage, til før kampen for ligeløn overhovedet blev et centralt tema.
Hverken jeg selv eller det store flertal af fagforeningens medlemmer kan mobilisere de store og forkromede analyser, der kan begrunde vores krav med referencer til menneskerettigheder og så videre. Vi er først nået til en indre erkendelse af, at et system, som tvinger os til en inhuman tankegang, også skal smage sin egen medicin. Det er dertil, vi er kommet.
Og så er tvivlen alligevel vores faste ledsager her i forberedelsen til vores måske vigtigste opgør i årtier, både som kvinder, som kortuddannede, og som lavtlønnede med varme hænder, uden at nogen interesserer sig for vores hoveder. Dem regner de alligevel ikke med.

Respekt
Derfor kalder jeg også 8. marts for kvindernes internationale solidaritets- og kampdag. For det er det udtryk, der bedst beskriver vores aktuelle situation. Ganske vist kæmper vi nu for at få en ordentlig løn for alle. Men vi kæmper også de lavtlønnedes kamp samtidig med, at vi kæmper for lige løn.
Det kalder vi måske med urette: mandeløn til kvindefagene. Når jeg mener, at det måske er med urette, skyldes det, at parolen har sin skyggeside, fordi vi så igen i et billede definerer os selv gennem manden.
Men det, vi jo egentlig kæmper for, er respekten for alle de fag og arbejdsområder, hvor de kvindelige ansatte er i overtal. Arbejdsområder, hvor samfundet indtil nu er sluppet godt fra at betale en notorisk ringere løn. Og med den erhvervsfrekvens, kvinder har i dag, indeholder vores kamp også et vigtigt solidarisk perspektiv.
Ingen i fagbevægelsen kan på noget tidspunkt forvente at kunne kæmpe med fuld styrke for lønmodtagernes rettigheder, hvis vi fortsat bærer den største og mest dybtgående splittelse i vores midte - splittelsen mellem mænd og kvinder - hvor kvinderne traditionelt har været reduceret til reservearbejdskraft og konservativt element, styret af frygten for, at alt skal ryge på gulvet og hjemmet gå i opløsning, hvis ikke vi passer på.
Vi har traditionelt båret forsigtighedens spøgelse og er blevet belønnet herfor med mistro til, at vi overhovedet kan klare ærterne selv. Det er vores mare, også i den kamp vi står overfor.

Nok er nok
Men nogle af mine kolleger vendte denne stemning på et par dage - nemlig mine kolleger i Holstebro. De sagde nok er nok, og denne indstilling bredte sig. Det ville den også have gjort uden tv og massemedier. For de ramte ind i en stemning - en følelse - en opfattelse, der har udviklet sig med stor hastighed indenfor blot nogle få år.
Den har kun givet sig til kende i spredt fægtning, kun i få ord, men nu er den manifest i alle de fagforeninger, hvor hovedparten af medlemmer er kvinder. De sagde stop, fordi de vil have mere i løn, og de vil have lige løn.
Derfor har den overenskomstkamp, vi nu skal ud i, også en betydning, der rækker langt ud over kampen for en bedre lønramme end den, finansministeren har stillet op.
Kampen handler selvfølgelig også om procenter, den handler også om lige løn, men mest af alt handler den om, at lavtlønnede og kortuddannede kvinder på trods af alle odds kan rejse sig og organisere en kamp for at ændre de vilkår, der i årtier har undertrykt dem dobbelt.
Selv et dårligere resultat, end det vi har sat næsen op efter, vil være en sejr, fordi den vil være indledningen til, at vi kan få has på vore tre modstandere - og ikke mindst det bæst, der sidder inde i os og hele tiden fortæller, at det kan vi ikke, det er vi ikke stærke nok til, det kan vi ikke klare godt nok.
Når det bæst er slået ned, skal vi også nok klare de to andre modstandere.
Mine damer og herrer, kan det være værre? Ja - men nu har vi taget skeen i den anden hånd. Vi kan - og vi vil - tage ligestilling, ligeværd og ligeløn alvorligt og vi vil for alvor sætte en ny dagsorden.

Ovenstående er en lettere bearbejdet udgave af den tale, Kirsten Normann Andersen holdt ved 8. marts arrangement.