05 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Knæfald for religiøse?

Knæfald for religiøse?

Fredag, 14. marts, 2008, 00:00:00

Jeg mener ikke, at hensyntagen til religiøse gruppers rettigheder kan karakteriseres som et knæfald

af Kirsten Kjellerup
At behandle religiøse grupper anstændigt burde være en selvfølge i et demokratisk samfund, uanset hvad man så mener om indholdet i den pågældende gruppes ideologi.
Hizb ut-Tahrir er en lille forening med få medlemmer, og hvis ikke medierne blæste den så stort op, ville man ikke lægge mere mærke til den end til for eksempel Jehovas Vidner, der ligeledes ønsker et teokratisk styre. Der er vel ingen, der anser Jehovas Vidner for en seriøs trussel mod samfundet?
Og at ville forbyde religion, som Steen Flemming Jørgensen foreslår i Arbejderen 12. marts, er i hvert fald slet ikke en realistisk mulighed. Alle mennesker tror på 'noget', og man kan lige så lidt tvinge dem til at tro på 'ingenting', som man kan tvinge dem til at tro på noget bestemt.
Vi ser jo også i vores sækulariserede tidsalder, hvordan en masse mennesker i stedet vender sig til astrologi, numerologi, sandsigere, asatro, Østens Mystik og så videre.
Jeg ved godt, at den unge Marx kaldte religion 'opium for folket', men Marx er heller ikke gud. Religion er betydeligt mere end som så.
Børn er overtroiske, før nogen overhovedet har påvirket dem til noget, og man kan 'stoppe søndagsskoler, koranskoler, dåb og konfirmation' så meget, man vil, det vil ikke forhindre forældre og andre i nærmiljøet i at påvirke børns overtro i ønsket retning.
Lederen den 23. februar var en kritik af Villy Søvndals udfald mod en lovlig demonstration, arrangeret af en lovlig forening.
Denne nye tone fra Søvndal har fået mig til at melde mig ud af SF. Jeg ønsker på ingen måde at blive forbundet med partiets højredrejning, og jeg er helt enig med Arbejderens redaktion i de synspunkter, der gives udtryk for i lederen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. mar. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp