Masseødelæggelsesvåben blev hyppigt omtalt. De fleste i Folketinget mente nok, at Irak besad sådanne våben. Men her er det vist Anders Fogh Rasmussen, der vildførte os alle i tiden før folketingsdebatten

af Søren Brogård, Birkerød
I dag demonstreres der i hele verden imod krig - også i Danmark. Vi demonstrerer imod krigen i Afghanistan og imod den fortsatte besættelse af Irak.
Krigen mod Irak indledtes for fem år siden, og om få dage er det også fem år siden, at Folketinget indledte sin behandling af forslaget om Danmarks krigsdeltagelse. I dagens anledning er der grund til at se på, hvordan beslutningen blev taget - og af hvem.
Folketinget debatterede onsdag den 19. marts og fredag den 21. marts 2003 forslag B118 om dansk deltagelse i krigen mod Irak, eller som det officielt og lidt eufemisk hedder: Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i multinational indsats i Irak.
Debatten i Folketinget varede i alt 19 timer, godt ti timer til første behandling og knap ni timer til anden (og sidste) behandling. Jeg har brugt nogle dage til at gennemlæse det fuldstændige folketingsreferat (fortryk nummer 19, 2002-2003).
Det er spændende læsning, undertiden dramatisk, ind imellem opmuntrende, men tit forstemmende. Og af og til lettere komisk. Parterne står stejlt overfor hinanden, og ingen flyttede sig en tomme under den lange debat:
Krigstilhængerne (V, DF, KF) under pres fra statsministerens telefonsamtaler med præsident George W. Bush og stillingtagen for krig sammen med England og Spanien imod det øvrige EU, og krigsmodstanderne (S, SF, RV, EL, KRF) i overbevisningen om, at den af USA og England ønskede krig er i strid med folkeretten.
Folketingsmedlemmerne kom under debatten vidt omkring. Men det væsentlige og gennemgående tema var, om et angreb mod Irak var i overensstemmelse med folkeretten eller ikke. Dette afhang af, om det var FN, der havde besluttet magtanvendelsen eller - i realiteten - alene USA.

FN-sporet
Alle i Folketinget ville bøje sig for en FN-beslutning, og ingen i Folketinget var villig til at gå udenom FN. Alle ville følge det, man kaldte 'FN-sporet'. Men statsministeren havde kort tid før folketingsbehandlingen lanceret ordvalget 'forankret i FN' og 'funderet i FN'.
I perioden op til folketingsdebatten blev de to udtryk brugt i den offentlige debat synonymt med det, man mente med FN-sporet. Og at holde sig til FN-sporet havde jo hele tiden betydet et krav om en (ny) beslutning i FN, før en krig kunne startes.
Men det skulle snart fremgå, at statsminister Anders Fogh Rasmussen havde en mere veludviklet sprogfornemmelse og større sans for finurligheder end os andre givet. 'Forankret' og 'funderet' i FN skulle vise sig at betyde fortolkning og udnyttelse af tidligere FN-resolutioner - og ingenlunde et krav om en ny beslutning i Sikkerhedsrådet, som opfattelsen før havde været.
Og alle 'handlingstilhængerne' i Folketinget klappede i hænderne over den snilde løsning. Og det til trods for, at det stod klart, at et flertal i Sikkerhedsrådet på 11 mod fire var imod krigen i den foreliggende situation.
Regeringen havde ladet Udenrigsministeriets folkeretskontor udarbejde et notat. Efter dette notat ville en militær aktion mod Irak være i overensstemmelse med folkeretten.

Weekend-notatet
Dette 'weekendnotat', som det blev kaldt, støttede regeringssiden sig mere og mere til, desto mere folkeretlig trængt den blev, efterhånden som debatten udviklede sig. Weekendnotatet var tåget i sin argumentation, men altså klart i sin konklusion.
Det er ikke for meget sagt, at regeringssiden nærmest klamrede sig til den lokale juridiske ekspertise. Udenrigsministeren forsøgte i et langt, velmenende indlæg at forsvare notatet. Der skulle i alt udfolde sig fem timers debat, før det lykkedes Niels Helveg Petersen (RV) at give weekendnotatet dødsstødet:
Han påviste, at et af argumenterne for notatets konklusion var en
politisk vurdering. I notatet skrev man (folketingsreferatet, side 6286 II), at 'fortsat våbeninspektion er udsigtsløs'. Og dette spørgsmål var netop den politiske, helt fundamentale hovedmodsætning i FN, hvor der i Sikkerhedsrådet som tidligere nævnt var 11 lande for fortsat våbeninspektion og kun fire imod.
Det har nok rystet V, DF og KF, men de fastholdt blot deres standpunkt. Som lægmand må man undre sig over, at juridiske responsa af mange (politikere) nærmest tillægges kultstatus.
Et lettere komisk indslag i debatten blev leveret af DF`s Jesper Langballe. Han havde bemærket, at der var 11 i Sikkerhedsrådet mod krigen og kun fire for, og satte sig som mål at godtgøre, at det var de 11, der splittede. Splittede FN, NATO, EU, Norden - ja, verdensopinionen.

Talmajestæten
Han bragte dertil den gamle danske politiker og videnskabsmand C. C. G. Andræ på bane, ham der opfandt forholdstalsvalgmåden ud fra sit ønske om at sikre mindretallet repræsentation og indflydelse (Fællesforfatningen af 1855).
C. C. G. Andræ var modstander af, at et flertal i Rigsdagen blot tromlede deres vilje igennem. Han fandt i sin uvilje mod et sådant flertalsvælde på begrebet 'talmajestæten': Man skulle ikke umiddelbart bøje sig for et flertal, et tal.
Så langt så godt med Jesper Langballe, flertallet mod krig i Sikkerhedsrådet i erindring. Men dagens situation i vort lille land er jo den, at et flertal (V,DF,KF) hyppigt gennemfører lige hvad de vil. Og afstemningen i Folketinget om at sende Danmark i krig, er ingen undtagelse.
Med et spinkelt flertal i Folketinget blev krigserklæringen vedtaget. En krigserklæring med 61 stemmer for og 50 imod, i et Folketing med 179 medlemmer?
I sandhed, talmajestæten har sendt Danmark i krig, den majestæt som Jesper Langballe ellers ikke ville bøje sig for, 'en perversion af demokratiet, der siger, at flertallet har altid ret' (Jesper Langballe, folketingsreferatet, side 6424 I). Nogle kunne måske finde trøst i, at 68 af Folketingets 179 medlemmer udeblev fra afstemningen - 40 procent. Andre vil mene, at det var ansvarsløst.
Der var tilløb til dramatik under anden behandlingen af lovforslaget fredag eftermiddag, den dag krigen begyndte. Hidtil havde oppositionen kunnet henvise til, at heller ikke Norge fandt militær intervention i Irak i overensstemmelse med folkeretten.
Men klokken 14 oplyser Troels Lund Poulsen (V), at den norske statsminister Kjell Magne Bondevik i en tale i Stortinget har sagt, at det folkeretlige krav for magtbrug i Irak klart var til stede.
Frank Jensen (S) svarer undvigende. Søren Gade (V) oplyser, at Kjell Bondeviks tale netop samme dag er holdt i det norske Storting. Peter Skaarup (DF) har nu sin ordførertale under debatten og siger her, 'at heller ikke Norge kan se nogen folkeretlige problemer i den krig, der finder sted' (folketingsreferatet, nederst side 6440 II).

At læse indenad
Men det skulle Peter Skaarup ikke have sagt. Klokken er blevet 14.45, og mange i Folketinget har nu skaffet sig og læst Bondeviks tale. Det faldt i Morten Helveg Petersens (RV) lod at afmontere Troels Lund Poulsens, Søren Gades og Peter Skaarups norske and.
I Bondeviks tale står: 'Uden en ny vedtagelse i Sikkerhedsrådet foreligger der ikke et klart folkeretligt grundlag for magtanvendelse' (folketingsreferatet, nederst side 1441 I). Det var en vandgang for krigstrekløveret.
Men kløverets vildførelse af Folketinget fik ingen konsekvenser for de tre. Sagen var alvorlig, men alligevel latterlig, så rigtig dramatisk blev det ikke. De tre havde bare ikke kunnet læse indenad. Hele denne affære varede mindre end en time. Ingen af de tre fandt lejlighed til at sige undskyld for fadæsen.
Masseødelæggelsesvåben? De blev hyppigt omtalt, og indtrykket er, at alle i Folketinget mente, at Irak besad sådanne våben. Nogle kunne endda remse diverse raketter, kemiske kampstoffer og biologiske våben op med antal-, liter- og kiloangivelse og virkningsgrad.
Men her er det vist statsminister Anders Fogh Rasmussen, der har vildført os alle i tiden før folketingsdebatten.
Statsministeren tog ikke ordet en eneste gang under den 19 timer lange debat.