Skulle man måle differencen mellem Churchill og de mest reaktionære og arbejderfjendtlige elementer indenfor nazistiske kredse, vil et målfoto kun afsløre et mulehår som forskel
af Aage Staffe, Jyllinge
I Dagens historie i Arbejderen den 5. marts kunne vi læse, at frihedens og demokratiets forkæmper Churchill den 5. marts 1946 gav et af startskuddene til Den kolde Krig.
Tidspunktet rimer ikke helt med min noget læderede hukommelse, hvorfor jeg efter citatet fra historien nedenfor bringer lidt stof til eftertanke.
'Den 5. marts 1946 holder den tidligere britiske premierminister, Winston Churchill, en tale på Westminster College i staten Missouri, USA. Talen kommer til at gå over i historien som et af startskuddene til Den Kolde Krig mellem de socialistiske lande og de kapitalistiske stormagter.
Mange borgerlige historikere bruger ligefrem talen til at markere selve begyndelsen på Den Kolde Krig, ikke mindst på grund af Churchill`s formulering om, at 'et jerntæppe er sænket ned gennem Europa'.
I den stærkt antikommunistiske tale lægger Churchill op til direkte konfrontationer med Sovjetunionen, der mindre end ét år tidligere var USA`s og Storbritanniens allierede i kampen mod Nazityskland, og som har lidt langt de største tab i krigen.'
Churchill`s meriter
Churchill var som flertallet i den engelske overklasse - med tilhørende aristokrati - reaktionær, militærliderlig, racistisk og brugte ret så mange af sine tvivlsomme talenter på at bekæmpe indfødte under krigene i Sydafrika og arbejdere og bønder under revolutionen i Sovjet.
Under Vinterkrigen Sovjet-Finland forsøgte han at etablere og indsætte ekspeditionskorps som støtte for de finske tropper, der var ledet af fascisten Mannerheim.
Denne general havde 26.000 finske arbejderes liv på samvittigheden under arbejderopstandene efter Første Verdenskrig.
Under Den røde Hærs offensiv i 1945 mod Berlin flygtede store tyske styrker gennem de engelske linjer uden at blive afvæbnet. Krigsgale SS-enheder ville fortsætte kampen mod de russiske styrker, men blev forhindret i at fortsætte galskaben af enheder fra den tyske Wehrmacht.
I dette kaos - tomrum - var det Churchill`s hensigt at bevare de tyske styrkers kampkraft, for at de senere sammen med allierede styrker kunne indsættes mod Sovjet.
Denne nærmest sindssyge plan blev forhindret af den øverstbefalende for de allierede styrker, Eisenhower.
En storkapitalens jonglør
En analyse af stormagternes Kolde Krigs egentlige formål kan man diskutere fra nu af og til juleaften, men uomgængeligt er, at formålet fra de vestlige magter - storkapitalens jonglører - var globalt at bevare magt, fortsætte udbytning og nedkæmpelse af de progressive kræfter indenfor arbejderbevægelserne.
Skulle man måle differencen mellem Churchill og de mest reaktionære og arbejderfjendtlige elementer indenfor nazistiske kredse, vil et målfoto kun afsløre et mulehår som forskel.
Vor borgerlige medieverden har forsøgt at skabe et billede af den uselviske frihedskæmper, som i virkelighedens verden var en undertrykker af format.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278