26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mere demokrati, tak

Mere demokrati, tak

Tirsdag, 25. marts, 2008, 00:00:00

Det er hovedsageligt det liberale parlamentariske demokrati, man beskæftiger sig med i demokratikanonen

af Holger Terp, Hvidovre
Det er skam en fin og flot bog over den vestlige demokratiopfattelses historie, demokratikanonen fremviser.
Med forsigtighed kan den sagtens bruges som opslagsværk i historieundervisningen af de elever, som har brug for en kortfattet genopfriskning af de vigtigste borgerlige demokratibegreber.
Hovedproblemet med demokratikanonen er dens begrænsede plads. De mange flotte illustrationer levner ikke meget plads til tekst eller supplerende litteraturlister. Og alternative demokratiopfattelser er der ikke mange af. Det er hovedsageligt det liberale parlamentariske demokrati, man beskæftiger sig med.
Når der engang kommer en alternativ demokratikanon, kan den blandt andet indeholde følgende:
Direkte demokrati (Schweiz og alternative bevægelser), anarkistisk demokrati, (Pierre-Joseph Proudhon), socialistisk demokrati (Lenin og Trotsky), tidlig indisk demokrati, islamisk demokrati, økonomisk demokrati og utopisk demokrati.
Den vestlige, liberale slagside i demokratikanonen viser sig ved udeladelsen af en af de vigtigste eksempler på opbygning af demokrati i det nittende og tyvende århundrede: De indiske fæstearbejderes kamp for borgerlige rettigheder i Sydafrika i perioden frem til første verdenskrig under Mohandas Gandhis ledelse.
Denne kamp indeholdt alt, hvad politisk demokrati handler om: Registrering af lovgivningsmæssige uretfærdigheder, opbyggelse af politiske partier, anvendelse af massemedier og erhvervelse af parlamentarisk repræsentation og indflydelse, samt alle de lovlige metoder, inderne anvendte for at nå deres politiske og borgerlige mål.
Meget prisværdigt citerer demokratikanonen den tyske filosof Immanuel Kants definition af begrebet oplysning. Her er ét mere af Kant: Han hævdede i værket Den evige fred, at demokratier ikke går i krig.
Vil det sige, at alle de lande og organisationer, som deltager i krigene i Irak og Afghanistan og alle de andre steder, der plages af krige, ikke er demokratiske?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. mar. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp