De offentligt ansattes kamp for anstændige løn- og arbejdsforhold er en vigtig del af kampen for den kollektive velfærd.
fra Kommunistisk Partis faglige udvalg
De offentlige arbejdsgivere afviser de offentligt ansattes berettigede lønkrav. Derfor er kursen sat mod en storkonflikt.
Det er velfærdssamfundets kerneområder, som vil blive inddraget: Daginstitutioner, ældrepleje og store dele af sundhedsområdet.
De ansatte har et stort lønefterslæb. Der er samtidig en meget stor gruppe lavtlønnede, især i de traditionelle kvindefag. Derfor er det nødvendigt at sprænge rammen på 12,8 procent, som regeringen vil diktere.
Støt de offentligt ansattes kamp
Det er på høje tid at gøre op med de offentligt ansattes store lønefterslæb. Det er helt uacceptabelt, at de ansatte i velfærdssamfundets kerneområder er kendetegnet ved deres dårlige løn. Markante lønstigninger vil kunne afhjælpe manglen på arbejdskraft i den offentlige sektor.
Der er vilje til kamp. Utallige tillidsmandsmøder, demonstrationer og strejker har vist, at de offentligt ansatte er klar til at kæmpe for deres berettigede krav. Det er det bedst tænkelige grundlag for at skabe en aktiv konflikt, der kan bryde den økonomiske ramme, som regeringen vil diktere.
På en række områder er der indgået forlig. Men det samlede resultat i disse forlig ligger langt fra medlemmernes berettigede krav. Det vil føre til en øget lønspredning og imødekommer hverken kravet om markante lønstigninger eller et særligt løft af mindstelønnen.
Derfor: Stem nej.
Den borgerlige regering spiller et kynisk spil
Regeringen har - med støtte af Dansk Folkeparti - gennemført skattelettelser for ti milliarder kroner til de bedst økonomisk stillede.
Når plejepersonalet, pædagoger og sygeplejersker kræver et velfortjent lønløft, mener regeringen, at der kun er råd til mådehold.
Den offentlige sektor er systematisk blevet udsultet. På trods af rekordoverskud på de offentlige finanser har regeringen tvunget kommuner og regioner til en lang række nedskæringer. Regeringen kræver at kommunerne og regionerne fastholder denne kurs.
Den offentlige sektor er blevet markedsgjort. Kontrol og minut-tyranniet betyder dårligere arbejdsforhold for de offentligt ansatte. Det har skabt et enormt bureaukrati og betydet endog meget store ekstraudgifter. Udlicitering og privatisering er en hastigt voksende trussel. Senest har regeringen krævet af kommunerne, at mindst 25 procent af de kommunale opgaver sættes i udbud.
Det er også din velfærd
De offentligt ansattes kamp for anstændige løn- og arbejdsforhold er en vigtig del af kampen for den kollektive velfærd. Det er ikke nok at erklære sin støtte til den kollektive velfærd. Der må opbygges en aktiv solidaritet med de offentligt ansatte, som nu vil blive kastet ud i kamp. Det gælder ikke mindst for fagbevægelsen - også på det private område.
Regeringsindgreb - nej tak!
Oppositionen i Folketinget må melde klart ud om dens holdning til de offentligt ansattes lønkamp. Et kommende regeringsindgreb i konflikten må entydigt afvises.
Det nødvendige politiske alternativ til den borgerlige regering kan kun skabes gennem et forsvar for et solidarisk samfund med en styrket offentlig sektor. Det kræver fuld støtte til de offentligt ansattes krav om markante lønstigninger.
For en aktiv konflikt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278