Offentligt ansatte kan ikke kæmpe for bedre løn- og arbejdsforhold uden samtidig at gå i spidsen for at forsvare kvaliteten og sammenhængen i det offentlige systems velfærdsgoder

af Henning Truelsegaard, formand for BUPL Århus - Kirsten Normann, formand for FOA Århus - Else Kayser, formand for DSR kreds Midtjylland - Mette Thomsen, formand for D-bio Region Midtjylland
Mange stiller i disse dage spørgsmålet, hvorfor Sundhedskartellet, BUPL og FOA ikke kan acceptere den samlede lønramme på 12,8 procent, som både regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL) har sat som den ultimative ramme i overenskomstforhandlingerne
Det er der nogle afgørende og meget enkle grunde til. Både Sundhedskartellet og de to forbund BUPL og FOA organiserer fortrinsvis kvinder. Og traditionelt set har kvinderne et lønefterslæb i forhold til grupper med blandet kønssammensætning og med sammenlignelige uddannelser, ansvar og funktioner
En problemstilling som fagorganisationerne og vores medlemmer har gjort opmærksom på siden 1995, hvor sygeplejerskerne gik ud i en storkonflikt, og senest i 2007 hvor sosu-assistenter og sosu-hjælpere gik i aktion for at gøre opmærksom på deres løn- og arbejdsvilkår.
Dette gav genlyd helt ind i folketingssalen. Ligeledes har pædagogerne tilbagevende kæmpet for anstændig løn- og arbejdsvilkår til gavn for børnene.
Det er disse historisk begrundede skævheder, vi ønsker at få rettet op på nu, hvor alle politiske partier og arbejdsgiverne taler så varmt om at sætte mere fart i ligestillingen. Men den er og bliver en illusion, hvis ikke der også er ligeløn.
Så vi har en berettiget forventning om, at de politiske partier ved finanslovsforhandlingerne finder penge til at rette op på dette misforhold. Måske ikke på en gang, men så over en relativ kort periode - og inden overenskomstforhandlingerne i 2011.

Handler også om velfærd
Dagligt får vi fra organisationerne tilbagemelding om, at der er ledige stillinger på det pædagogiske område og indenfor social - og sundhedsområdet, samtidig med at der mangler ansøgere til de ledige stillinger. Alle prognoser viser, at det generelt vil blive svært at skaffe den fornødne arbejdskraft i såvel den offentlige som private sektor.
Såfremt den offentlige sektor fortsat skal kunne løfte opgaverne med at tage sig af vores syge, vores gamle eller vores børn, er det afgørende, at man kan fastholde de nuværende offentlige ansatte og rekruttere nye til området. Et godt udgangspunkt for dette er at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for de ansatte.
Derfor drejer denne overenskomst sig ikke kun om de ansattes vilkår men i lige så høj grad om at sikre fremtidens offentlige velfærd for alle borgere.
Derfor bliver de ansvarlige politikere i Folketinget og indenfor det kommunale og regionale område nødt til at tage ansvaret på sig og sørge for, at der bliver tilført flere midler til omsorgsfagene
Lønmæssigt halter de offentlige ansatte i regioner og kommuner bagefter både staten og det private arbejdsmarked. Dette indebærer, at rammen på 12,8 procent giver betydelig mere på statens område end ude i kommunerne og regionerne.
Den skævhed forventer vi selvfølgelig også, at de politiske partier retter op på. Det har jo på ingen måde skortet på ros til det arbejde, der udføres i kommuner og regioner, så der er ingen saglige begrundelser for ikke at rette op på dette efterslæb.

Ministeren styrer
Af både Nationalbankens, den Europæiske Centralbanks og regeringens egne prognoser fremgår, at priserne vil stige så meget i de næste år, at vi allerede nu kan se, at de aftalte lønstigninger er under pres - og helt kan risikere at blive spist op i overenskomstperioden.
Men bortset fra disse helt enkle begrundelser finder vi det ganske uacceptabelt, at det er finansministeren der helt suverænt sætter KL og Danske Regioner ud på et sidespor og styrer overenskomstforhandlingerne på samme måde, som regeringen nu vil til at styre kommunernes og regionernes økonomi helt ned på decimalen.
For som vi ser det, er der en risiko for, at kommunerne og regionerne end ikke får plads i budgetterne til at indregne de nye lønstigninger. Det kan komme til at betyde nedskæringer andre steder og yderligere undergravelse af velfærden i regionerne og kommunerne.
Af den grund ser vi faktisk en meget nøje sammenhæng mellem vores hovedkrav til overenskomsten og KL`s og Danske Regioners højlydte protester mod den øgede statsstyring og ødelæggelse af det lokale selvstyre. Så ligesom kravet om ligeløn er et politisk krav af bred interesse langt ud over vores egne rækker, er kommunernes og regionernes kamp for politisk og økonomisk selvstændighed det også.
Vi er nemlig helt bevidste om, at de offentligt ansatte ikke kan kæmpe for bedre løn- og arbejdsforhold uden samtidig at gå i spidsen for at forsvare kvaliteten og sammenhængen i det offentlige systems velfærdsgoder overfor borgerne. Derfor har vi valgt at sige, at vi ikke vil acceptere statsstyring af overenskomstforhandlingerne, ligesom ingen borgere kan være tjent med statsstyring af kommunerne og regionerne. .
Og da finansministeren udtrykkeligt har fortalt KL og Regionerne, hvad der er i vente, hvis de overskrider budgetterne, er der kun en vej tilbage. En åben konflikt for at få vores krav igennem og en dækkende økonomisk ramme. Og i det spil er det jo i virkelighedens verden finansministeren og dermed regeringen, som vi skal i konflikt med. Derfor skal løsningen også findes på Christiansborg.