Problemet er, at S-ledelsen et godt stykke hen ad vejen deler regeringens politik. Regeringen og S-ledelsen deler i høj grad en fælles politisk inspirationskilde i nyliberalismen og New Labour

af cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund
Krisen i Socialdemokraterne er åbenbar. Partiet fik ved det seneste valg den laveste tilslutning i flere generationer og efterfølgende opinionsundersøgelser har vist endda fortsat vigende opbakning i forhold hertil.
Dette har naturligvis affødt en genopblussen om partiets politik og ledelse internt i Socialdemokraterne, navnlig eksemplificeret i Ritt Bjerregård og det københavnske socialdemokratiske 'Røde skole'.
Også udenfor partiets egne rækker diskuteres Socialdemokraternes krise flittigt. Der synes at være bred enighed om nødvendigheden af et klarere alternativ til regeringen.
Denne debat er imidlertid ikke ny, men blev rejst allerede fra starten af forrige valgperiode for år siden og er med mellemrum dukket op igen. Imidlertid må man konstatere, at kritikken har gjort begrænset indtryk på S-ledelsen, som i det væsentlige har fastholdt en politik tæt op af regeringens:
Fortsat accept af skattestoppet, en gennemgående hård værdipolitik (udlændinge-, rets- og skolepolitik) og en stram økonomisk politik/offentlig udgiftspolitik - således at primært velfærdspolitikken har skullet udgøre alternativet til regeringens politik, hvilket der tilmed ikke har været fuld dækning for, blandt andet på grund af den stramme økonomiske politik.
Så hvorfor er det lige, at S-ledelsen ikke har fulgt de mange gode råd og har udviklet et klarere alternativ og har 'set til venstre'?

Nyliberalismen
Forklaringen på, at S-ledelsens politisk ligger så tæt på regeringen, er ikke bare, at S-ledelsen ligger 'taktisk underdrejet' for en overlegen regeringsopbakning og politik. For hvis det bare var en taktik, ville den for længst være opgivet, al den stund den tydeligvis ikke har bragt S tilbage på den politiske midtbane.
Forklaringen er derimod, at S-ledelsen - det vil sige Thorning Schmidt fløjen - i vid udstrækning politisk er inspireret fra den samme kilde, som også er hovedinspirationen for regeringens politik: Nyliberalismen. Inspirationen er tilmed i høj grad kommet via den samme mellemstation, nemlig New Labour i England.
Nyliberalismen er en politisk strømning, der især blev udbredt fra slutningen af forrige århundrede, og som handler om rehabilitering af markedet i forhold velfærdsstaten. Velfærdsstaten skal dels markedsgøres, det vil sige føres tilbage til markedet gennem privatisering og udlicitering.
Dels skal den tilbageblevne offentlige sektor markedsstyres gennem markedsmekanismer (for eksempel frit-valgs-ordninger og mål- og resultatstyring).
Endelig skal fordelingspolitikken i højere grad give økonomiske incitamenter til at arbejde og tjene mere via skattelettelser for de højere indkomster og lavere ydelser for de lavere indkomster.
Anders Fogh Rasmussens politiske tilknytning til nyliberalismen er veldokumenteret. Nyliberalismen i sin mest radikale form lå til grund for hans bekendte bog Fra socialstat til minimalstat (1993), hvor velfærdsstaten dels skulle beskæres kraftigt, dels markedsgøres og markedsstyres.

Markedsstyring
Med regeringsovertagelsen har Anders Fogh Rasmussen og Venstre imidlertid accepteret velfærdsdelen af den moderne stat, men fastholdt markedsgørelses- og markedsstyringsfilosofien. Regeringens aktuelle Kvalitetsreform er således en masterplan for markedsstyring i den offentlige sektor.
Men nyliberalismen har fra 1990`erne også været en central inspirationskilde for den socialdemokratiske ledelse omkring Nyrup.
Nyliberale tanker om at bruge markedsmekanismer i den offentlige sektor og styrke markedet i samfundsøkonomien vandt i denne periode udbredelse i en lang række europæiske socialdemokratier ikke mindst takket være den succes, som New Labour havde med en sådan politik i England fra slutningen af 1990`erne.
Nyrup-regeringens nyliberale inspiration sås blandt andet i den såkaldte 'strukturpolitik', der byggede på nyliberalt inspireret udbudsøkonomi og nyliberal tankegang om tilpasning til markedet, for eksempel i arbejdsmarkedspolitikken.
Også skattepolitikken blev underlagt det nyliberale rationale gennem skattelettelser til beskæftigede og nedsættelse af marginalskatterne for mellem- og højindkomster.
Endelig blev markedstankegangen lagt til grund for den såkaldte modernisering af den offentlige sektor blandt andet gennem udstrakt privatisering, begyndende udlicitering, frit valg og indførelse af mål og resultatstyring.

De social-liberale socialdemokrater
Selvom den nyliberale inspiration således i høj grad satte sit præg på Socialdemokraternes politik under Nyrup, var der dog også grænser for, hvor langt hele partiet ville gå:
Velfærdsstatens kerneopgaver skulle således forblive offentligt leveret og produceret. Men der var så absolut tanker i Nyrup-fløjen om at gå videre ad den nyliberale inspirations bane. De var ikke mindst udbredt i de socialdemokratiske ungdomsorganisationer, Frit Forum og DSU.
Og de blev blandt andet formuleret af daværende formand for DSU, Henrik Sass Larsen, som i dag er partiets politiske ordfører, og som sammen med en anden tidligere DSU-formand, Morten Bødskov, i dag finansordfører i S, udgør de 'grå eminencer' bag Helle Thorning Schmidt.
I bogen Tilbage til friheden (1996) argumenterede Henrik Sass Larsen således for 'mindre stat' og større valgfrihed:
Den offentlige sektor skulle slankes og det offentlige monopol på offentlig velfærdsservice brydes gennem privatisering og udlicitering af for eksempel sundhedsydelser og hjemmehjælp. Børnecheck og solidarisk folkepension tilhørte ligeledes fortiden.
Samme nyliberale inspiration genfindes i bogen Forsvar for fællesskabet (2002), der blandt andet har Helle Thorning Schmidt og Morten Bødskov som forfattere, og som tydeligvis også har nyliberal, New Labour-formidlet inspiration.
Det ses for eksempel i betoningen af, at politikken skulle tage udgangspunkt i individualiseringen, betoning af pligter i forhold til rettigheder i socialpolitikken, at socialpolitik skulle målrettes til de svageste, betoning af skattelettelser for arbejdsindkomster, samt af ansatser til opgør med den offentlige sektors størrelse og vækst.
At disse tanker ikke senere er blevet forladt, ses af, at da Nyrup havde måttet gå af i 2002 og Lykketoft overtage partilederfunktionen, fremlagde Henrik Sass Larsen et bud på en ny velfærdspolitik, indeholdende mange af de samme tanker. Men oplægget blev kasseret af Lykketoft som 'for kontroversielt'.
Helle Thorning Schmidt og navnlig de 'grå eminencer' bag hende, Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov, udgør således i realiteten partiets social-liberale højrefløj, der efter Nyrups eget exit fra dansk politik viderefører den nyliberalistiske, New Labour-formidlede inspiration i politikken.

Derfor 'kopipolitik'
Årsagen til S-ledelsens manglende formulering af et klarere politisk alternativ til regeringen ligger således ikke i, at S-ledelsen ligger underdrejet for regeringen af taktiske grunde.
Problemet ligger slet og ret i, at S-ledelsen et godt stykke hen ad vejen deler regeringens politik, fordi regeringens og S-ledelsens i høj grad deler en fælles politisk inspirationskilde i nyliberalismen og New Labour.
Dermed stiller problemet sig anderledes. Det er politisk. S-ledelsen har fra og med formandsvalget i 2005 været meget forsigtig med at lægge sin politik åbent frem, men det er ikke ensbetydende med, at politikken ikke er der. S-ledelsen har en politik.
Det er en politik, som viderefører den gamle Nyrup-fløjs nyliberale og New Labour-inspiration. Og det er en politik, som i sit eget indhold et godt stykke hen ad vejen deler mål og virkemidler med Anders Fogh Rasmussen og regeringen.
Det er derfor ikke underligt, at S-ledelsens synes at føre kopipolitik og ikke underligt, at S-ledelsen ikke formulerer et klarere politisk alternativ til regeringen.
Det vil nemlig kræve, at S-ledelsen frigør sig fra sin politiske arv og sit eget politiske udgangspunkt. Kan den det? Vil den det?