I velfærdsmæssig hen-seende har Kvalitetsreformen altid været en papirtiger - og den er blevet det i endnu højere grad. Men desværre bliver det ikke herved

af økonom Henrik Herløv Lund, professor Per Schulz Jørgensen og børne- og ungdomspsykiater Bente Rich, alle medlemmer af Den Alternative Velfærds-kommission
Regeringens kvalitetsreform er omsider omsat i en politisk aftale. Den stort anlagte reform, der blev lanceret som en fornyelse af hele den offentlige sektor, er undervejs skrumpet betydeligt i omfang og ambitionsniveau.
Men desværre er det ikke reformens negative aspekter - den øgede kontrol og dokumentation, tilsidesættelsen af de offentligt ansattes faglige og professionelle råderum, bureaukratiseringen og markedsstyringen - som er blevet luget ud.
Tværtimod er det de få tilløb til bedre service for borgerne, som reformen i forvejen rummede, som der nu er blevet givet køb på.
For eksempel er afskaffelsen af lukkedage i daginstitutioner nu reduceret til, at der ikke skal være 'løsrevne lukkedage', hvilket kun vil medføre en anden placering af lukkedagene. At børn i daginstitutioner kan få et sundt måltid om dagen er godt, men det bliver forældrene, som betaler mere end 80 procent heraf.
I velfærdsmæssig henseende har Kvalitetsreformen altid været en papirtiger - og den er blevet det i endnu højere grad. Men desværre bliver det ikke herved.

Øget bureaukrati
I aftaleteksten angives det som målet, at 'der skal afbureaukratiseres i den offentlige sektor'. Men realiteten er, at der indføres mere mål- og resultatstyring, øgede dokumentations- og kontrolkrav, mere akkreditering og evaluering og flere brugertilfredshedsundersøgelser, mere udbud og 'pengene følger borgerne'-modeller.
I forligsaftalen hævdes, at sigtet er, at der skal være tid til borgerservice og bruges mindre på administration. Men effekten af de anførte tiltag vil være den stik modsatte: Offentligt ansatte vil blive tvunget til at bruge mere tid på administration, rapportering og kontrol og dermed få mindre tid til de egentlige velfærdsydelser end i forvejen.
Kvalitetsreformen og dens markedsstyring vil ikke skabe mindre bureaukrati, men mere.

Omsorg nedprioriteres
Velfærdssektoren har i de senere år måttet døje med en såkaldt 'modernisering' efter nyliberalistisk inspiration. Den overordnede ide har været en overordnet økonomistyring med mål-, ramme- og resultatkrav. Vel at mærke et resultatkrav, der kunne måles kvantitativt.
Men hermed er de kvalitative aspekter af velfærdsarbejde blevet usynliggjort i og med, at de ikke måles og styres i den nyliberale markedsstyringsmodel. Dette afspejler naturligvis også en nedprioritering. Denne styringsmodel forstærkes med den indgåede aftale om Kvalitetsreformen. Det angives, at aftalen skulle føre til mere kvalitet og bedre service. Men indholdet stiller flere sammenlignelige 'kvantitative målinger' af resultater, kvalitet, service og så videre i udsigt. Og resultatet vil blive, at velfærdsarbejdets kvalitative aspekter: kvalitet, faglighed og ikke mindst omsorg, skubbes endnu mere til side.
Med aftalen vil administrative værdier endnu mere få forrang frem for faglige værdier.

Mere kontrol
Regeringen og forligspartier taler i aftalen om mere frihed til institutioner og kommuner. Igen vil ord og praksis være i modstrid med hinanden. For de mange nye målinger er jo nok så meget flere registreringer, mere dokumentation, og flere rapporteringer af de offentligt ansattes indsats og tidsforbrug.
Vi har i forvejen i de senere år set en udvikling, hvor de offentligt ansattes faglige og professionelle råderum i institutionerne skubbes til side og erstattes med styring ovenfra på økonomi og (målbar) effekt. Med aftalen om kvalitetsreformen brydes denne negative udvikling ikke, tværtimod lægges der op til mere kontrol og styring af offentligt ansatte fra regeringens side.

Uløste problemer
Og så er der alle de store problemer for velfærden og den offentlige sektor fremover, som reformen ikke bidrager det mindste til at løse.
Det er for eksempel en kæmpetrussel mod velfærden, at 150-200.000 offentligt ansatte de næste ti år går på pension; for hvordan sikrer vi en sådan rekruttering, at velfærden ikke udhules indefra?
Trepartsaftalerne sikrer et antal flere uddannelsespladser, især indenfor sosu-området, men langtfra tilstrækkeligt. Og den såkaldte 'jobplan' i finanslovsaftalen sikrer - på trods af store skatterabatter - kun en øget tilgang til arbejdsmarkedet på i alt 7000 personer. Det hjælper som en skrædder i helvede.
Ydermere gælder for eksempel, at hvis velfærden i de kommende år skal opretholdes i lyset af flere ældre og øget velstand, kræver det 25-35.000 flere ansatte til offentlig velfærdsservice frem til 2015. Regeringen vil kun afsætte 9000, hvilket naturligvis kun kan medføre ringere velfærd og øget belastning af velfærdsarbejderne.
Tilsvarende gælder, at hvis velfærden skal opretholdes og fornyes, skal der i gennemsnit frem til 2015 afsættes seks-syv milliarder kroner årligt i realstigning til offentlig velfærd.

Fortidens recepter
Men regeringen fastholder på længere sigt at reducere stigningen til omkring fire milliarder kroner årligt og er i fuld gang med at stramme de økonomiske tommelskruer på kommunerne, hvor velfærdsopgaverne ligger.
Hvilket naturligvis kun kan medføre endog alvorlig udhuling af velfærden.
Ligesom regeringens udspil til Kvalitetsreform er også den endelige aftale præget af regeringens filosofi om at bruge fortidens liberalistiske recepter om mere marked og markedsstyring til at løse fremtidens velfærdsproblemer.
Fortidige løsninger på fremtidige problemer har aldrig virket, og det gør det da heller ikke i dette tilfælde.