- Efter små to uger som uuddannet hjemmehjælper måtte jeg se i øjnene, at arbejdspresset var mere end jeg kunne klare. Men den korte tid, jeg fik indblik i sosu-assistentens hverdag, ville jeg ikke være foruden. Jeg har fået stor respekt for det arbejde de udfører og den uvurdérlige indsats de yder

af Bodil Kjær
Klokken er otte om morgenen, det er mørkt, det regner og blæser og jeg er på vej til den første borger på listen sammen med Jette, en garvet sosu-assistent.
Vi har cyklen med, men går til de første besøg i dag. Jeg får en kort introduktion på vejen så jeg er forberedt på de arbejdsopgaver, der møder os. Hun er god, min instruktør. Tålmodig, venlig og hjælpsom og lader mig slet ikke ane, at hun føler sig lettere stresset over, at hun skal sætte mig ind i arbejdet som medhjælper ved lokalcentret.
Jeg er nybegynder. Og jeg er ikke den eneste. Der er så stor mangel på uddannede sosu-assistenter, at kommunerne nu ansætter folk som mig, uuddannede og uerfarne, men interesserede og håbefulde. Jeg skal nok komme efter det. Arbejdsopgaverne er jo ikke så krævende. Det er for det meste hjælp til ældre mennesker eller folk, der af én eller anden årsag har fået brug for støtte i hverdagen efter sygdom.
Det lyder overkommeligt og jeg er fortrøstningsfuld. Jeg har personlige erfaringer med at hjælpe syge og ældre i min egen familie og omganskreds, så hvor svært kan det være?
I løbet af dagen skal jeg blive meget klogere.
Min tålmodighed vil blive prøvet og troen på mine egne evner ligeså.
Men her til morgen, før det første besøg, er jeg lykkeligt uvidende og glæder mig bare til at kunne være med i et arbejde hvor jeg føler, at jeg kan gøre en positiv forskel.

30 minutter hos fru Jensen
Vi parkerer cyklerne og tager elevatoren op til tredje sal. Jeg har fået at vide at vi skal vække fru Jensen, der er lettere dement og dertil gangbesværet.
Vi skal sørge for at hun kommer på toilet, får børstet tænder, får tøj på og får morgenmad. Medicinen skal også tages og der skal laves kaffe og te, så hun har til formiddagen, vi skal nemlig hen til hende ved frokosttid igen og sørge for dagens videre forløb.
Vi har 30 minutter. Det står på vagtsedlen. Og der er lagt fem minutter imellem hvert besøg, så vi kan nå fra det ene sted til det andet. Det er vi også nødt til, for selvom vagtplanen er tilrettelagt så vores besøg ligger indenfor rimelig afstand, så kan man ikke tage højde for det uventede, hvilket bliver tydeligere som dagen skrider frem.
I dag er vi to, så det går.
Jeg følger med, så godt jeg kan, og assisterer i den grad, det er muligt. Forbereder morgenmaden, mens Jette tålmodigt og venligt hjælper til i badeværelset. Fru Jensen er tydeligt glad for vores selskab og gør sit bedste for at være selvhjulpen.

De praktiske retningslinier
Der er en mappe i hver enkelt bolig, der er tilknyttet kommunens hjemmehjælpsordning, med alle de informationer, som er nødvendige.
I den står opgaverne beskrevet, hvilken medicin der skal tages og andre informationer, som sosu-assistenten eller en afløser kan have brug for. Den erfarne ved, hvad der skal gøres, også selvom fru Jensen er lettere dement og måske ikke helt kan huske, hvad der er blevet aftalt ved sidste visitatormøde. Men for os andre er mappen en hjælpende hånd.
Det vigtigste er medicinen, og at den ældre har det godt. Jette fortæller mig at det ikke altid er så let at bedømme. Specielt hvis det drejer sig om et menneske med demens, fordi de alt for ofte ikke selv er i stand til at lægge mærke til, om smerterne eller ubehaget er opstået for nyligt eller er uændrede. Som fast sosu-assistent får man naturligvis kendskab til den enkelte gennem de daglige besøg og har derfor mere føling med, om der er noget, der skal tilses af en læge eller en sygeplejerske.
Og er der tvivl må sygeplejersken rådspørges eller vi kan ringe til områdelederen.
Heldigvis har alle medhjælperne mobiltelefoner og vi har også mulighed for at ringe til én af dem, hvis vi føler os usikre. Og det er alt sammen meget godt så længe jeg er med som føl og har den tryghed, at jeg ikke står med ansvaret i sidste ende.
Men jeg skal kun med som føl få gange, har jeg fået at vide ved ansættelsessamtalen. Allerede ved dette første besøg kan jeg mærke en vis utryghed omkring det forsvarlige i ansættelsen af uuddannede til pleje af syge og ældre mennesker.
Ganske vist får vi kursus i medicinering, men kurset er kun på et par timer og går mest ud på at sørge for, at den medicin, der skal uddeles, også er det rigtige antal og at den tages som foreskrevet. Altså tabletter der kan sluges, brusetabletter der skal opløses i vand og så videre. Sygeplejersken kan naturligvis kontaktes, men vi skal være i stand til at skelne mellem hvad og hvornår. For de har jo også travlt og er på et vagtskema med nøje afregnede tidsintervaller ligesom vi er det.
Lige nu kan jeg se, at med de opgaver vi har plus muligheden for uventede hændelser, så vil der ikke blive megen tid til det menneske, vi er her for at hjælpe, selvom Jette gør hvad hun kan for at tilgodese dette også. Min respekt for hende vokser betydeligt i løbet af dagen.

Tidsplanen er stram
Der er hele tiden vagtplanen at tage hensyn til og vi skal videre. Fru Jensen er vant til dette og hilser os smilende farvel fra sin sofa, hvor hun sidder velforsynet med vand, kaffe, te og morgenmad.
Næste stop er hos fru Lunquist, som også skal vækkes, eller i hvert fald op, hun er nok vågen på dette tidspunkt og ligger og venter på vores besøg.
Vi kommer derfor hurtigt ud af døren og har alligevel brugt lidt for meget tid, men håber på at kunne genoprette det senere.
Vi har godt halvanden time per uge til det praktiske med rengøring og så videre og der kan vi jo ændre lidt, så der bliver frihed til at hygge lidt med en kop kaffe og en snak.
Men tidsplanen skal overholdes så vidt det er muligt, også fordi der er indlagt besøg hos andre, hvor vi skal være to sosu-assistenter til de, der har brug for at blive liftet ud af sengen eller som skal løftes og støttes. Der hvor vi skal være to, må og skal tiden overholdes. Det er uhyre vigtigt, for de andre sosu-assistenter har jo deres vagtplan at overholde.
Jeg ikke undgå at føle stor respekt for det forudgående arbejde med at sammensætte vagtplanen. Det er et job, der er underkendt og som i sidste ende er dét, vores arbejde står eller falder ved.
Det inkluderer naturligvis omrokeringer i sidste øjeblik ved sygdom og kalkulering med de meget nødvendige vikarer, som på næsten daglig plan rekrutteres, så vi kan dække alle behovene hos de ældre, som er afhængige af vores hjælp.
Alle besøgene er afpasset efter opgavernes art. Nogle steder skal vi blot hjælpe med støttestrømper, andre steder er det tilberedning af frokost og nogle har også behov for rengøring og eventuelt indkøb. Der er på denne dag otte-ti vagtplaner, der skal passes sammen. Hver vagtplan har omkring 14 besøg og dette er blot dagvagten.

Flere besøg om aftenen
Men så er der jo aftenvagten, og den er inddelt i endnu flere besøg. Jette fortæller, at der somme tider kan være op til et par og tyve og at mange af besøgene er kortvarige. Hun har prøvet det med aftenvagterne i en del år og har valgt dagvagterne i stedet fordi de, på trods af den travlhed jeg allerede er begyndt at mærke, alligevel er mindre stressende.
Aftenvagterne betyder i praksis, at sosu-assistenten skal afvikle besøg og udføre arbejdsopgaverne der, ud igen, op på cyklen og videre til en anden og igen ind og hen til en ny. Hele tiden skal man huske på, at det er i den indre by med etageejendomme, så vi taler her om at skulle op på anden, tredje eller femte sal. Nogle gange er der elevator, men det er ikke altid, så der bliver slidt en del på bentøjet.

Spisepausen er et åndehul
Vi har selvfølgeligt en spisepause, et åndehul midt i vagten, hvor vi mødes med de andre. Men det er ikke altid det lykkes.
Nogle gange sker det, faktisk mange gange, at vagtplanen ikke kan overholdes, får jeg fortalt, fordi der sker uventede ting og sosu-assistenten halser bogstaveligt talt fra den ene opgave til den anden og må så tage spisepausen til hjælp, så de kan give den hjælp der er behov for.
Dette er endnu mere aktuelt for vikarerne, der ikke kender området så godt og som skal ud til nye borgere, nye opgaver og nye situationer hver gang. Så vagtplanen bliver her i højere grad en udfordring end jeg havde forestillet mig.
Jette beroliger mig med at man altid kan tage kontakt til de andre sosu-assistenter, de mere prøvede i hvert fald, de vil altid gøre hvad de kan for at komme til hjælp, så alle når deres besøg indenfor arbejdstiden.
I mit stille sind tager jeg hatten af for den utrolige beredvillighed, solidaritet og det imponerende teamwork, som jeg oplever her.

Det handler om mennesker
I dag er det også tilfældet, at vi ikke kan overholde planen, hvor godt vi end planlægger.
Jeg overvejer hvordan det skal gå, når man kun er én på ruten. Besøget hos Fru Lundquist kræver to sosu-assistenter, så vi møder Lene udenfor og tager elevatoren op til femte sal.
Fru Lundquist er næsten 90 og svært dement, lille og skrøbelig og på randen til at sige farvel til denne verden. Det er meningen at vi skal vække hende og sørge for en god start på dagen, men da vi kommer ind i soveværelset ligger hun halvvejs ude over kanten i fodenden af sengen.
Jette og Lene styrter derhen og de får sammen løftet den ældre dame fri fra den akavede stilling, alt imens de taler beroligende til hende og skiftevis sammen og til mig, så vi får situationen under kontrol.
Der er ikke så meget respons fra den ældre dame og Lene og Jette går i gang med alt det praktiske, mens de planlægger at indflette flere besøg i løbet af dagen, fordi Fru Lundquists tilstand er som den er.
Hun har øjensynligt villet på toilet i de tidlige morgentimer og har prøvet at komme ud af sengen og er så blevet hængende der på kanten uden at kunne komme hverken op eller ned.
Vi kan kun gisne om, hvor mange timer hun har ligget sådan og jeg håber, at hendes demente tilstand har gjort, at hun ikke selv er klar over det.
Jeg vover ikke at spørge på dette tidspunkt, men jeg undrer mig dybt over at Fru Lundquist ikke er på et plejehjem eller et sygehus, hvor hun kan blive passet og plejet på en værdig måde i den sidste tid hun har tilbage. Hun kan ingenting selv og er åbenbart ikke bevidst om ret meget af det der foregår.
Jette og Lene arbejder professionelt og får skiftet sengetøj og klædt hende pænt på imens jeg laver den te og sukkermad, som jeg har fået at vide at Fru Lundquist gerne vil have. Men hun har helt klart brug for noget mere næringsrigt og derfor skal Jette og jeg have købt ind til en energidrik ind imellem vore andre besøg.
Det er de ældres behov der kommer i første række, sådan bør det i hvert fald være, og sådan er det også for det meste, men det er ofte på bekostning af sosu-assistentens arbejdsplan, som så skal indrettes herefter.

Kan vi være det bekendt?
Som dagen skrider frem og jeg får talt mere med Jette og de andre finder jeg ud af, at stress og udmattelse er mere normen end undtagelsen blandt sosu-assistenterne. Da dagen er omme er jeg ikke i tvivl om, at de både er overbebyrdede og underbetalte og at deres arbejde også i den grad er undervurderet.
Flere af dem, jeg taler med, erkender at de både fysisk og psykisk kommer til kort og følelsen af utilstrækkelighed koblet sammen med stress gør, at sygedagene, også de længerevarige sygdomsperioder, bliver en del af arbejdslivet.
Jette fortæller, at lokalcentrene er nødsaget til at ansætte folk, som egentligt er uden kvalifikationer til at afhjælpe situationen. Det er ikke alene utilfredsstillende for de uddannede, da det betyder en større arbejdsbyrde for dem, men det er også utilfredsstillende for de ældre, der i stigende grad må se sig overladt til en hjælp, der får dem til at føle sig usikre.
Nye mennesker der træder ind ad døren som skal sættes ind i borgerens behov og situation, er anledning til stress og utryghed blandt de ældre, som i forvejen er udsatte og afhængige af udefrakommende hjælp for at klare sig så længe som muligt i egen bolig.
Jeg har blot været med i kort tid; men er allerede overbevist om at dette slet ikke holder i længden. Vi nåede alle besøgene denne dag. Vi fik løst alle opgaver og vi fik såmænd også lidt tid til frokosten.
Men vi måtte også stå model til et stresset arbejdsskema, utrygge ældre og syge mennesker, opgaver der måtte henlægges til et andet tidspunkt, hurtige beslutninger, som skulle sikre vores arbejdsplan sammenhæng, men som betød afkald for de mennesker vi skal hjælpe, og så denne nagende følelse af utilstrækkelighed.

Respekt
Efter små to uger (inkl. forflytnings- og medicineringskursus) måtte jeg se i øjnene, at arbejdspresset var mere end jeg kunne klare.
Det var utroligt lærerigt for mig at være med som medhjælper. Og den korte tid jeg fik mulighed for at få indblik i sosu-assistentens hverdag ville jeg ikke være foruden.
Jeg har fået stor respekt for det arbejde de udfører og den uvurdérlige indsats de yder.
Jeg er personligt ikke et øjeblik i tvivl om, at der bør gøres noget radikalt for at sikre velfærden på dette område i det danske samfund.
Vi kan ikke forsvare at lægge dette arbejde i hænderne på et personale, der for øjeblikket i udtalt grad består af uuddannede medhjælpere eller vikarer, selvom også de er hårdtarbejdende og velmenende. Det er uholdbart i længden og man kan spørge sig selv, om det virkeligt er ønskeligt for et foregangsrigt velfærdssamfund i dagens Europa at godtage status quo på dette område.

Alle navne er - efter aftale - ændret i artiklen.