25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kastesamfundet

Kastesamfundet

Lørdag, 05. april, 2008, 00:00:00

I de senere år har regeringen kastet rigtig mange penge efter de brede skuldre og den rammer hver gang

Når man smider noget efter andre, så er det, fordi man ikke kan lide dem. Eller også er det, fordi man holder uendeligt meget af dem og er med dem, fordi de er lige som en selv, men så er det andre ting, man smider med.
'Drengebande kaster sten efter vuggestuebørn', sådan lød overskriften i Nyhedsavisen torsdag. Man må nok sige, at det er grove løjer ved Mjølnerparken på Nørrebro i København.
Der bliver kastet lige lovligt meget med sten i den bydel. Hvis bare halvdelen af Nyhedsavisens historie er sand, er det slemt. Det bliver egentlig ikke meget bedre af, at de relativt store sten nok var tiltænkt pædagogerne.
Det er klart, at statsministeren må tage afstand fra den slags. Man kan komme rigtig alvorligt til skade af at få en sten i hovedet. Især da et vuggestuebarn.

Klyngebomber
Den danske regering har gjort det klart, at den ikke vil være med til at indføre et internationalt totalforbud mod klyngebomber. Der arbejdes for et totalforbud i den såkaldte Oslo-proces, hvor for eksempel Norge og Belgien arbejder for et forbud.
Begrundelsen er, at det vil betyde, at Danmark ikke kan deltage i operationer med allierede, der bruger eller besidder klyngebomber. Det vil gå ud over styrkernes sikkerhed, hedder det. Regeringens løsning er en udskiftning af gamle klyngebomber med nye, som er højteknologiske og målsøgende.
Klyngebomber virker på den måde, at store bomber fra luften udløser 400-1000 små bomber ud over et stort område. Hvis de ikke eksploderer, når de lander jorden, kan de blive samlet op af børn. Og det er netop børn og civile der især bliver ramt.
De steder, hvor klyngebomberne især slår til, er i Afghanistan, hvor 5-14-årige drenge samler de ueksploderede bomber op, fordi de tror det er legetøj eller andre interessante genstande.
I den sydlige de af Libanon er omkring 90 procent af landbrugsjorden forurenet med klyngebomber. Og Irak - ak ja - siden Golf-krigen i 1991 er 4000 civile blevet dræbt eller lemlæstede, heraf 60 procent børn.
Halvdelen af landbrugsjorden i Laos er forurenet med klyngebomber. Det er helt sikkert, at ingen af de steder går folk og venter på, at der bliver kastet smart-bombs efter dem.

Penge
I de senere år har regeringen kastet rigtig mange penge efter de brede skuldre og den rammer hver gang. Det sker for eksempel via skattelettelser og ved at skrue op for energiafgifter og lignende. Nu er SF på banen med et nyt udspil til en skattereform. Og jo - skatten på arbejde skal sænkes både i top, bund og midte.
SF`s begrundelse er, at 'vi lever i en globaliseret verden. Arbejdskraften bliver mere og mere mobil, og derfor er det afgørende, at vi sætter arbejdsindkomstskatten ned. Det gælder alle indkomstgrupper.' De manglende penge vil SF tage via energiafgifter og højere afgifter på cigaretter.
Kan man virkelige lave et velfærdssamfund af skatter på tobak? Problemet i SF`s forslag er jo, at afgifterne rammer lige hårdt i top og bund.
SF begrunder de lavere skatter med, at folk så vil arbejde og uddanne sig mere. Måske jo, men det tilskynder også arbejdsgiverne til at holde arbejdskraften billig. I sidste ende betyder det, at de undlader at udvikle virksomheden og dermed bliver tabere i den globale konkurrence.
Netop lavtlønsstrategien er et af USA`s problemer. For - uanset hvad - så vil lavere skatte også føre til lavere lønninger og tilskynde til lavtlønsjob.
Det er ikke underligt, at Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, kalder forslaget for rosværdigt. SF`s projekt for tiden er at kaste sig i armene på snart hvem som helst.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. apr. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp