Skal de ældre, børnene og de syge virkelig håbe på økonomiske kriser, for ellers er der for få til at passe dem?

af Kirsten Normann Andersen, formand for FOA-Århus
Offentligt ansattes kamp for bedre løn er også en kamp for bedre ældrepleje, bedre børnepasning og et bedre sundhedsvæsen.
På de områder vil det nemlig fremover blive endnu vanskeligere at skaffe den nødvendige arbejdskraft, hvis ikke politikerne vil give medarbejderne en løn, som de kan leve af.
Allerede i dag lider de offentlige velfærdsområder under en katastrofal mangel på kvalificeret arbejdskraft. Flere og flere medarbejdere har ikke den nødvendige uddannelse til at løse opgaverne, og ofte er det slet ikke muligt at få besat ledige stillinger.
Det er til stor skade for de borgere, som er afhængige af vores hjælp. Derfor handler det om ansvarlighed, når over halvdelen af de offentligt ansatte nu er på vej i konflikt.
De tager et ansvar for velfærden, som kun kan blive bedre, hvis lønnen på velfærdsområderne svarer til lønnen på det private arbejdsmarked.
Regeringen har vurderet, at samfundsøkonomien kan bære skattelettelser, som folk med høje indtægter får meget ud af.
Så må samfundsøkonomien også kunne bære de massive lønstigninger til de lavtlønnede, der er nødvendige, hvis nogle af de vigtigste områder i vores samfund skal fungere ordentligt.
De økonomiske konjunkturer går traditionelt op og ned, og nogle politikere håber måske på, at det bliver lettere at skaffe arbejdskraft til ældrepleje, børnepasning og sundhedsvæsen, når arbejdsløsheden en dag stiger.
Men skal de ældre, børnene og de syge virkelig håbe på økonomiske kriser, for ellers er der for få til at passe dem?
Skal ældrepleje, børnepasning og sundhedsvæsen i et af verdens rigeste samfund virkelig være områder, som de ansatte flygter fra, så snart de kan?
Sådan en situation er absurd og uværdig for os alle.