Det er for dyrt at holde liv i landområderne. Sådan har skiftende regeringen øjensynligt tænkt. Udsultningen af landet er omfattende og problemet breder sig med foruroligende hast

af Arne Lund, trafiksekretær for Enhedslistens folketingsgruppe
I efteråret 2007 sendte DR2 tema-aftenen 'Den rådne banan'. Et begreb, der dækker den del af Danmark, der strækker sig ned langs den jyske vestkyst, over Sydfyn og Lolland-Falster til Bornholm. Indenfor denne krumning skulle der angiveligt findes utallige forfaldne småbyer.
Byer uden fremtid, og hvor butiksdød og skolelukning er en del af hverdagen. Byer, der ikke har en reel chance for at genvinde det liv, der engang karakteriserede dem.
På samme tid bragte månedsbladet Samvirke en liste over 53 landsbyer, der snart vil dø som følge af ringe tilflytning. Det bemærkelsesværdige ved listen var, at en pæn del af de nævnte byer ikke lå indenfor den rådne banan, men tæt på større bysamfund, hvor der er vækst og dynamik.
Opfattelsen af, at døende landsbyer og affolkning hører den rådne banan til, holder ikke, thi sådanne bysamfund findes overalt, og de breder sig med foruroligende hast. Ikke som følge af en naturlov, men på grund af politiske valg og som følge af, at lovgivningen administreres på en bestemt måde.
Heldigvis findes der dog inden for den rådne banan områder, der ikke lever op til den triste beskrivelse. Og her kan man finde mange ildsjæle, der kæmper for at standse det negative forløb.
Som alle andre ønsker landbefolkningen også at få del i en god offentlig service og vil - forståeligt nok - ikke lade sig nøje med noget, der er ringere end det, der findes i de større byer.
Problemet er, synes skiftende regeringer at tænke, at det er alt for dyrt at holde liv i landområderne. Gennem årene har landspolitikerne forsøgt, at gøre det klart for folk på landet, at hvis man absolut vil bo i naturskønne omgivelser, så må de klare sig selv, og ikke stille krav til samfundet om dit eller dat.
Den er imidlertid ikke rigtig feset ind, og så må folk jo føle. Blandt andet derfor fik vi kommunalreformen.

Fraværet af planer
De regeringsgrundlag, Fogh-regeringen har skrevet siden 2001, indeholder intet ord om landdistrikterne. Intet om de særlige vilkår, der gælder for befolkningen her. Ingen overvejelser om, hvordan man fortsat sikrer en god offentlig service, fremmer lokale arbejdspladser, en varieret bosætning med videre.
Og ikke ét ord om, hvordan det både vil være muligt at skabe erhvervsmæssig og social dynamik, samtidig med at landområdernes unikke kvaliteter fastholdes og forbedres.
Flere faktorer bidrager til, at så mange landsbyer og landområder i disse år er ude i noget, der bedst kan betegnes som frit fald. I det følgende nævnes nogle, men læseren kan selv supplere med egne erfaringer og indtryk.

Skoler
Landsbyskoler lukkes på stribe. Siden 1990 har cirka 400 drejet nøglen om - primært på grund af faldende børnetal.
Argumentet er det sædvanlige: økonomien, men derved glemmes, at når skoler lukkes, så forsvinder et vigtigt samlingspunkt. Og når de små skoler sammenlægges med større, så svækkes forældrenes indflydelse.

Biblioteker
Her har Brian haft travlt med grønthøsteren. Siden kommunalreformen trådte i kraft, er 20 procent af alle biblioteker og bogbusser lukket, og også her handler det om besparelser.
For selvom vi lever i et rigt land, så har vi ikke råd til at være rige, som Niels Hausgård synger. Lukningerne rammer dog ikke kun landområderne, også i større og rigere bysamfund skæres der ned.
På nogle biblioteker findes en kommunal borgerinformation, en slags fremskudt rådhus. En fornuftig ting, der sparer mange for turen hen til det rigtige rådhus. Heller ikke det er der mere råd til, selvom kommunalreformen jo netop gik ud på at bringe den kommunale service tættere på borgerne.

Posthuse
Post Danmarks forringelser er velkendte og rammer alle, uanset bopæl. Når de alligevel er værre på landet, skyldes det dels de lange afstande og dels, hvad Post Danmark mener, landbefolkningen har krav på.
Først blev det lokale posthus lukket. I stedet kom en postbutik i Brugsen eller hos bageren. Nu skal også postbutikken nedlægges i de tyndest befolkede egne. Og som om det ikke er nok, så svang Post Danmark ved nytårstid atter øksen over landdistrikterne. Her er et udpluk af hvad der faldt:
Ingen pakkeaflevering - ingen køb af frimærker - ingen mulighed for at betale regninger til postbudet - lokale foreningsblade udbringes, når Post Danmark vil, ikke når foreningerne har brug for det, og da kun ved at betale høje gebyrer - virksomheder skal betale ekstra for at få posten inden klokken ti.
Alt sammen for at Post Danmark kan klare sig i den internationale konkurrence. Den forringede postservice skyldes ikke kun, at befolkningstallet falder.
Vi sender færre breve til hinanden, sender flere mails og sms`er i stedet, og mange ordner deres pengesager hjemme på computeren. Så der er ikke behov for den samme postservice, som tidligere. I hvert fald ikke i byerne.
På landet er det noget andet, og her er god postservice - også af sociale og regionale grunde - med til at gøre det attraktivt at blive boende. I postloven står, at ingen må have mere end ti kilometer til nærmeste posthus, men da nogle kommuner skærer i den kollektive trafik, så kan selv ti kilometer være for langt for nogen.
I stedet for at tænke på aktionærerne burde Post Danmark nok snarere se på, hvilken rolle landposten skal have i fremtiden. For eksempel også medtage apotekervarer, biblioteksbøger og lignende. Eller skal disse opgaver klares af de kommunale servicebusser?

Apoteker
Apoteksystemet på landet blev kraftigt forringet, da mange håndkøbudsalg nu er blevet nedlagt. Ordningen betød, at folk kunne få leveret receptpligtig medicin dagligt, men det blev ændret til to gange om ugen.
Den syge, der ikke kan klare sig med det, må selv drage ind til den større by. Forhåbentlig er vedkommende rask nok til at klare turen. Håndkøbudsalget blev flyttet til for eksempel tankstationen eller døgneren, der dog ikke må ligge inde med receptpligtig medicin.

Butikker
De tilbageblevne butikker - knap 3000, og det laveste tal nogensinde - skranter. Flere steder er eneste indkøbsmulighed en dyr og dårlig døgner med begrænset vareudvalg.
Lokalsamfundsbutikkerne kan ikke hamle op med byernes mega-markeder, og deres lokkende tilbud om varer til langt under værdien.
Grotesk er det, at for at lokalsamfundsbutikker kan have for eksempel mælk på hylderne, så må de købe det hos for eksempel Bilka til almindelig butikspris. Arla giver nemlig ikke rabatter til de små butikker.

Pendlerkulturen
De fleste af dem, der flytter på landet, tager ikke jobbet med sig. Så hver morgen pendler folk tilbage til byerne, og når de vender hjem om eftermiddagen, er de så trætte af den lange transport, at der ofte ikke er megen tid og energi til at engagere sig i det lokale landsby- og foreningsliv.
Pendlerne har bevisligt en ringere og sjældnere kontakt til for eksempel lokale myndigheder, end de der arbejder lokalt. Resultatet er forudsigeligt: Skrantende foreninger, der har svært ved at finde frivillige nok, og det uanset om det drejer sig om idrætsklubber, politiske partier, kulturelle foreninger eller lignende.
Omvendt ses, hvor stor en forskel lokale arbejdspladser kan gøre for landsbyens sociale liv, og at en lokal virksomhed kan bidrage til at holde liv i aktiviteter, der overstiger, hvad landsbyens størrelse ellers skulle gøre muligt. Thiese mejeri og landsby på Salling er et sådant eksempel.

Pengeinstitutter
Erhvervsudviklingen bremses af, at pengeinstitutterne er fedtede med at yde lån til virksomheder i landdistrikterne, der ønsker at udvide eller etablere sig.
Ofte afvises ansøgere alene på postnummeret, eller de kan måske højst låne halvdelen af, hvad de har brug for. Dette skal ses i relation til pengeinstitutternes bugnende pengetanke.

Trafikken
Kommunernes økonomi er stram, og fra staten får de kun halvdelen af, hvad de skal bruge på den lokale bustrafik. Så nu skæres der i bustrafikken, og ruter nedlægges eller køreplanen forringes. Lige nu er det værst i Midt- og Vestjylland, og ikke kun i de tyndest befolkede egne. Også oplandstrafikken til byer som Viborg og Herning må holde for.
Kan det være anderledes, når bustrafikken år efter år er blevet forringet og taksterne bare stiger og stiger, blot fordi politikerne helst ville slippe billigst muligt om ved opgaven? Logisk nok flygter de rejsende. I 2007 forsvandt to til otte procent af passagererne i de regionale busselskaber.
Det sker samtidig med, at det aldrig har været så billigt at købe en bil, og at benzinpriserne ikke er fulgt med den almindelige prisudvikling. Var den det, skulle en liter benzin i dag koste cirka 25 kroner. Nu koster den en ti`er. Resultater er da også, at folk på landet køber biler som aldrig før.
Der er dog stadig en ret stor gruppe mennesker i landområderne, der ikke har bil: Børn og unge, gamle, fattigrøvene med flere. Atter en ret stor gruppe, der kommer i klemme.

Alternativer
Landområder skal bevares og udvikles. En affolkning giver et skævt og kunstigt opdelt samfund med byer for sig og landområder for sig. Vi har skillelinjer nok, så der er ingen grund til at lave flere.
Derfor er det uhyre vigtigt, at befolkningssammensætningen i landområderne afspejler resten af samfundet.
Landområderne skal ikke være forbeholdt gyllebaroner, stutterier, golfbaner og folk med firehjulstrækkere. Landområderne skal ej heller henligge som rekreative kulisser, hvor bybefolkningen kun kommer weekenden, og så ellers forsvinder inden det bliver hverdag.
På den ene side handler det om at gennemføre en politik for landområderne, der sikrer større sammenhængende naturområder og disses unikke kvaliteter, og om at bevare og styrke naturens mangfoldighed.
På den anden side skal der også være arbejdspladser, dér hvor folk bor, der skal være gode muligheder for en erhvervsudvikling, som ikke skader naturen, og så skal der være den sociale og kulturelle mangfoldighed, der - fortsat - gør det attraktivt at bo på landet.
Det handler ikke kun om landbrug. Det drejer sig også om en social, regional og miljømæssig forsvarlig politik for landdistrikterne.
Landdistrikterne vedrører trods alt 20 procent af befolkningen og cirka 75 procent af arealet i Danmark, ligesom det også dækker over miljø og dyrevelfærd.