25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nej til boykot af OL i Kina

Nej til boykot af OL i Kina

Fredag, 11. april, 2008, 00:00:00

Før 1959 var Tibet regeret af et formørket præstesystem uden rettigheder for de almindelige tibetanere

af Steen Flemming Jørgensen, København
Et af argumenterne for boykot af OL i Kina er et frit Tibet.
Nu forholder det sig imidlertid således, at Tibet aldrig har været et frit land, for slet ikke at tale om et demokratisk land.
Før 1959 var Tibet regeret af et formørket præstesystem uden rettigheder for de almindelige tibetanere. Tibet var et meget fattigt land. De ledende lamaer blev udvalgt efter nogle skikke som blandt andet indebærer reinkarnation. Som jo er noget religiøst sludder og pladder.
Kina fik indført forhold til glæde for den største del af den almindelige tibetaner.
Nu fører kultur- og sportsminister Brian Mikkelsen sig frem ved at foreslå en boykot af åbningsceremonien i Beijing.
Statsministeren ved ikke rigtig, hvad han skal mene, og kronprinsen bliver rådgivet af dusinvis af dyre og ligegyldige rådgivere, som heller ikke ved, hvad den stakkels mand skal gøre. Selvfølgelig skal kronprinsen tage til Kina og deltage i den store åbningshøjtidelighed.
At Brian Mikkelsen forsøger at skabe opmærksomhed på nogle årsager, så langt væk fra Danmark, er jo bare konservativ politik med laveste fællesnævner.
Stop dog dette skuespil, og lad sportsfolkene får lov til at strides om de medaljer, de har trænet til i årevis.
Hele den olympiske opmærksomhed omkring Kina vil uden tvivl på sigt også forbedre menneskerettighedsproblemerne og arbejdsbetingelserne for den kinesiske såvel som den tibetanske arbejder. De er for øvrigt på vej i Kina og Tibet.
Så kære danske sportsfolk, held og lykke med OL i Kina. Kom hjem med medaljer og alle de indtryk, der er i dette store og mægtige, smukke rige.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. apr. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp