Præsterne mener, at det er helt ud i hampen, at møde op på Folketingets talerstol med hovedet tildækket. De kræver til gengæld ikke, at der skal være noget i hovedet
Debatten raser om, hvad man kan have på hovedet i Folketinget og på tingets talerstol. Nu har den tilsyneladende lagt sig. Det handler om Asmar Hamids hovedklæde. Præsidiet har lagt hovederne i blød, og er omsider kommet med en salomonisk løsning, hvor nogle hovedbeklædninger går an, mens andre ikke gør det.
Det har været en fundamental sag for nogen. Dansk Folkeparti - anført af præsterne - mente, at det er helt ud i hampen, at møde op på tingets talerstol med hovedet tildækket. (Det er til gengæld ikke et krav fra dem, at der skal være noget i hovedet). De finder det udansk og så ganske i strid med den kristne kulturarv. For dem er det første ord det sidste. Ad fontes!
Manden og kvinden
I en så ganske bemærkelsesværdig tekst i Det ny Testamente skriver Paulus i Første Korintherbrev 11:
'Kvindens hovedbeklædning ved menighedens sammenkomster. Den ros skal I have, at I husker på mig i alle forhold og holder fast ved de overleveringer, jeg har givet jer. Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud. Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved. Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af. Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sit klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket. Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans.
For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed. Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden, men alt er fra Gud. Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder til Gud med utildækket hoved? Lærer ikke naturen selv, at det er vanærende for en mand at have langt hår, men det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår? Hun har jo fået håret som et slør. Der er måske nogen, som har lyst til at strides om dette, men vi har ingen sådan skik, og Guds menigheder heller ikke'.
Debatten er langt fra slut
Det er tydeligt, at den gode Paulus har gjort sig nogle tanker, og at han har formået at sætte et svar sammen, som er mere kompliceret end det meste.
Man kan i al fald ikke være i tvivl om, at tørklædesagen langt fra er en ny debat. Og meget tyder på, at vi er langt fra dens afslutning, selv om man skulle tro at tolerancen var fulgt med fremskridtet. Det er den måske desværre også.
Uanset hvad, så er det en smuk tanke, at kvinden skal have noget på hovedet af hensyn til englene.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278