Danmark og Sverige må stille som betingelse for ratifikation af Lissabon-traktaten, at der indføjes en protokol, som sætter Vaxholm-dommen og Rüffert-dommen ud af kraft

af Finn Sørensen, Fagbevægelsen mod Unionen
EF-Domstolens kendelse i den såkaldte Vaxholm-sag er en trussel mod grundlæggende faglige rettigheder. Det samme gælder Rüffert-sagen.
Dybest set handler det om den europæiske fagbevægelses muligheder for at bekæmpe social dumping med de midler, som fagforeninger nu engang har til rådighed, nemlig blokade, konflikt og sympatikonflikt.
Godkendelsen af Lissabon-traktaten er sidste chance for at sikre disse rettigheder inden for EU`s rammer. Socialdemokraterne og SF har nøglen til, om det skal lykkes.

Vaxholm-sagen
Vaxholm-sagen kaldes også Laval-sagen. Vaxholm efter den Stockholmforstad, hvor den lettiske entreprenør Laval un Partneri havde vundet licitationen om tilbygning til en skole.
Den lokale afdeling af det svenske bygningsarbejderforbund Byggnads tog kontakt til virksomheden for at få en overenskomst, der sikrede, at de lettiske arbejdere fik samme løn- og arbejdsvilkår som de svenske. Det ville firmaet ikke betale, men indgik i stedet en lettisk overenskomst med langt lavere lønninger.
Byggnads indledte derfor blokade mod skolebyggeriet med sympatikonflikt fra Elektrikerforbundet. Firmaet svarede igen ved at indklage forbundet for den svenske Arbetsdomstolen, med påstand om at blokaden var i strid med EU`s regler om fri bevægelighed.
I stedet for at tage stilling til sagen, valgte Arbetsdomstolen at bede EF-Domstolen om at komme med en såkaldt 'præjudiciel afgørelse' - det vil sige en udtalelse om det principielle i sagen, hvorefter den ville blive sendt retur til den svenske Arbetsdomstol med henblik på endelig afgørelse.

Klare svar
I sin kendelse den 18. december sidste år svarede EF-Domstolen krystalklart på spørgsmålene fra den svenske Arbetsdomstolen. Konflikten blev dømt ulovlig.
Ifølge Domstole er reglerne for EU's indre marked til hinder for, at en fagforening gennem kollektive kampskridt kræver et lønniveau og en overenskomst, der indeholder mere fordelagtige betingelser end dem, der er nævnt i direktivet om 'Udstationering af arbejdstagere som led i udvikling af tjenesteydelser' - kaldet Udstationeringsdirektivet.
Domstolen forholdt sig også til den svenske Medbestemmelseslov, som giver mulighed for at konflikte virksomheder fra andre EU-lande, selvom de har en overenskomst i forvejen. Heller ikke her fik fagforeningerne medhold. Da det er en speciel svensk problemstilling, vil den ikke blive kommenteret yderligere. Vi kan blot konstatere, at heller ikke på dette område bestemmer svenskerne selv over konfliktretten.

Regeringer fejet af banen
Kendelsen kom som et chok for ledelsen i den svenske (og danske) fagbevægelse og sikkert også for regeringerne og deres støttepartier i EU-spørgsmålet. Her var virkelig tale om en principiel afgørelse, der gik stik imod, hvad disse faglige og politiske ledere hidtil havde givet udtryk for, nemlig at EU ikke havde ret til at blande sig i udøvelsen af grundlæggende rettigheder som forhandlings- og konfliktret.
Dette synspunkt havde både den svenske og den danske regering da også fremført i deres indlæg i sagen. De argumenterede med, at forhandlings- og konfliktret er anerkendt af EU som grundlæggende rettigheder. De henviste også til diverse traktattekster og forordninger, som efter deres mening sikrer, at sådanne kollektive rettigheder ikke må antastes af EU-retten.
De henviste endvidere til Udstationeringsdirektivet, der tillader medlemslandene at lade arbejdsmarkedets parter sikre gennemførelsen af direktivets bestemmelser om mindsteløn gennem kollektive aftaler, ligesom direktivet siger, at det 'ikke berører retstilstanden i medlemsstaterne for så vidt angår retten til kollektive kampskridt'.
Alle argumenterne blev blankt afvist af Domstolen.
Argumentet om de grundlæggende rettigheder blev vendt 180 grader: Netop fordi disse grundlæggende rettigheder er en del af EU`s retsgrundlag, har EF-Domstolen lov til at blande sig i, hvordan de bliver anvendt. Her henviser Domstolen til artikel 28 i Den Europæiske Unions charter, som siger, at forhandlingsret og ret til kollektive kampskridt skal udøves ikke blot i overensstemmelse med national lovgivning men også'i overensstemmelse med EU-retten'.
De øvrige argumenter fejes af banen med den bemærkning, at ganske vist hører det under medlemsstaternes kompetence at forvalte de grundlæggende faglige rettigheder. Men det er medlemsstaternes pligt at sikre, at EU-retten overholdes - læs: Det indre markeds spilleregler.
Sagt på en anden måde: Medlemsstaterne kan lade fagforeninger og arbejdsgivere boltre sig på arbejdsmarkedet så tosset de vil med kollektive forhandlinger, strejker og lockouter, men det er medlemsstaternes ansvar, at det sker under hensyntagen til EU-retten - og hvis ikke, så har EF-Domstolen ret til at skride ind. (Her henviser Vaxholm-dommen i øvrigt til allerede afsagte kendelser, som har afklaret det spørgsmål).

Hindringer for fri bevægelighed
Dommerne bruger ikke mange linjer på at nå frem til, at de kollektive kampskridt i det givne tilfælde er hindringer for den frie bevægelighed af tjenesteydelser, mens de formaner om, at medlemslandene jo ved deres tiltræden til Traktaten har forpligtet sig til at afskaffe sådanne hindringer - hvad der i øvrigt også fremgår af Udstationeringsdirektivet.
Dommerne mener, at sådanne kollektive kampskridt kan 'gøre det mindre tiltrækkende og endog vanskeligere for disse virksomheder at udføre byggearbejder på svensk område'. Det er også en skærpende omstændighed, at disse virksomheder, for at få kendskab til den mindsteløn de skal betale deres arbejdere, 'kan blive tvunget til tidsubegrænsede forhandlinger med fagforeningerne på det sted, hvor tjenesteydelserne skal leveres'.
Dommerne er enige i, at sådanne hindringer for den frie bevægelighed kan være berettigede, hvis de 'forfølger et legitimt mål, som er foreneligt med traktaten', eller hvis de er begrundet i 'tvingende almene hensyn', og de i øvrigt er egnede til at forfølge det angivne mål. Dommerne er også enige i, at beskyttelsen af lønmodtagerne mod social dumping kan være tvingende hensyn. Det kan bare ikke bruges i den aktuelle sag af følgende grunde:
- Det beskyttelsesniveau, der kan kræves i forbindelse med udstationerede arbejdstagere, er i princippet begrænset til det, der er beskrevet i Udstationeringsdirektivet.
- Den overenskomst, som Byggnads vil påtvinge den lettiske virksomhed, er på flere punkter mere vidtgående end de nævnte minimumskrav. (Udover lønniveauet, gælder det for eksempel også visse bidrag til lønkontrol, forsikringer og pension).
- De pågældende bestemmelser er udelukkende aftalt mellem arbejdsmarkedets parter i Sverige og ikke sikret gennem lovgivning. Man kan derfor ikke henvise til dem som begrundelse for et kollektivt kampskridt.

Lønspørgsmålet
Hvad lønspørgsmålet angår, så kan der heller ikke her henvises til 'tvingende almene hensyn', men det er ifølge EF-domstolen af langt mere principielle årsager. Dommen henviser til Udstationeringsdirektivet, og gør opmærksom på, at de lønmæssige forpligtelser, der kan pålægges tjenesteydere, der har hjemsted i andre medlemsstater, alene vedrører mindsteløn. Alene af den grund kan man ikke pålægge virksomheder fra andre EU-lande at følge et lønniveau, der er langt højere.
Dommen henviser herudover til, at den svenske ordning hverken indebærer en lovfastsat mindsteløn eller almengyldige overenskomster, der skal følges af alle virksomheder inden for en branche. Domstolen mener faktisk, at det svenske system betyder, at det 'i praksis gøres umuligt eller urimeligt vanskeligt for en sådan virksomhed at få klarhed over, hvilke forpligtelser, den skal overholde med hensyn til mindstelønnen'.
Sagt på dansk: Når der ikke er lovgivet om mindsteløn - hvad der ikke er i Sverige (og i Danmark) - kan man ikke engang kræve af en udstationeret virksomhed, at den skal overholde en bestemt mindsteløn.

Også konsekvenser i Danmark
LO Danmark gav i første omgang udtryk for, at det var tvivlsomt hvilke konsekvenser dommen ville få i Danmark, om overhovedet nogen. Men det synspunkt forstummede forholdsvis hurtigt, efterhånden som man fik nærlæst dommen.
Der er da heller ingen tvivl om, at Dommen vil få klare konsekvenser i Danmark. På de centrale spørgsmål er situationen i Danmark helt parallel med situationen i Sverige. Heller ikke i Danmark er der lovgivning om mindsteløn, eller lovgivning som ophøjer overenskomster til lov for hele den pågældende branche.
Også i Danmark rummer overenskomsterne bestemmelser, der går langt ud over det minimumsniveau, som ligger i udstationeringsdirektivet. Også i Danmark kan en virksomhed blive udsat for langvarige forhandlinger, førend det bliver afklaret, hvad lønniveauet er. En lignende sag i Danmark vil derfor med stor sandsynlighed falde ud på samme måde.

Konsekvenser for fagbevægelsen i EU
Dommen vil også få vidtrækkende konsekvenser for de øvrige fagforeninger i EU. Med den fortolkning af Udstationeringsdirektivet, som Domstolen anlægger, - og her er Domstolens ord lov - så betyder det, at fagbevægelsen i et hvilket som helst EU-land bliver forhindret i at føre en effektiv kamp imod social dumping, da det ikke er muligt at stille krav til en arbejdsgiver fra et andet EU-land, der går ud over det minimumsniveau, der er beskrevet i Udstationeringsdirektivet. Stik imod den erklærede hensigt med dette direktiv, har Domstolen ændret det fra at være et 'minimumsdirektiv' - et sikkerhedsnet man kan bygge oven på - til et 'maksimumsdirektiv'', til et loft.
Dermed har EF-Domstolen med et pennestrøg hjulpet de værste liberalistiske høge i EU. Under forhandlingerne om Servicedirektivet for to år siden måtte Kommissionen opgive at få indføjet en klar bestemmelse om, at det er oprindelseslandets principper for løn- og arbejdsvilkår, der skal være gældende ved levering af tjenesteydelser på det indre marked. Det skete efter pres fra den europæiske fagbevægelse og en række medlemslande, der klart så, at her blev åbnet en ladeport for social dumping.
Denne frygt for social dumping - personificeret i den 'polske blikkenslager' - spillede en stor rolle hos de franske og hollandske vælgere, da de forkastede Forfatningstraktaten. Domstolens afgørelse i Vaxholm-sagen betyder i praksis, at man nu har smuglet 'oprindelseslandsprincippet' ind ad bagdøren.

Rüffert-dommen
Den 4. april afsagde EF-Domstolen dom i den såkaldte Rüffert-sag. Det blev endnu en pind til konfliktrettens ligkiste. Domstolen underkendte den tyske delstat Niedersachsens krav til en polsk virksomhed. Virksomheden havde ikke overholdt en kontrakt om kun at beskæftige ansatte på overenskomstmæssige vilkår, som er fastlagt i den tyske delstats lovgivning. De polske arbejdere var blevet aflønnet med en løn, der var mere end 50 procent lavere.
Dommen henviser flere gange til Vaxholm-dommen. Dansk LO og DA har forsøgt sig med den påstand, at dommen ikke vil få virkning i Danmark, fordi vi ikke har lovgivning om 'almengørelse' af overenskomster. Det er helt forkert. Det afgørende argument i Rüffert-dommen er det samme som i Vaxholm-dommen, som der henvises til flere gange: Der må ikke stilles krav til udstationerede virksomheder, som går ud over minimumsbestemmelserne i udstationeringsdirektivet, uanset om disse krav er formuleret i lovgivning eller i overenskomster.
Denne dom lukker effektivt døren for spekulationer om, at der skulle kunne findes en løsning ved at lovgive om 'almengørelse af overenskomster' for ad den vej at sikre et højere lønniveau, end den mindsteløn der angives i Udstationeringsdirektivet.
Med Vaxholm- og Rüffertdommene er mindsteløn blevet maksimumsløn, når det drejer sig om virksomheder, der opererer under det indre markeds regler om fri bevægelighed for tjenesteydelser. Dermed sættes der også spørgsmålstegn ved, om EU-lande kan opretholde ILO-konvention nr. 94, der handler om arbejdsklausuler i offentlige myndigheders kontrakter med private leverandører. En dansk professor har direkte sagt, at dommen medfører at Danmark må udtræde af denne konvention.

Ingen national løsning
Det korte af det lange er, at der ikke findes nogen snæver dansk eller svensk eller tysk løsning på dette problem. De to domme er så vidtgående i deres konklusioner og præmisser, at det kræver en garanti på EU-plan for at forhandlings- og konfliktretten uantastet kan forvaltes af parterne på arbejdsmarkedet i de enkelte lande.
Det ser ud som om situationens alvor er gået op for lederne i den europæiske fagbevægelse. Formanden for EFS (Euro-LO) John Monks har på baggrund af Vaxholm-dommen blandt andet sagt følgende: 'Vi får at vide, at strejkeretten er en grundlæggende rettighed men ikke så grundlæggende som EU`s regler om fri bevægelighed. Dette er en licens til social dumping, og det betyder, at fagforeningerne bliver forhindret i at handle for at forbedre tingene'.
Han understreger, at det er helt uacceptabelt. Han kræver, at Kommissionen hurtigt finder en løsning, da det ellers vil kunne true ratifikationen af Lissabon-traktaten.
Så klart udtrykker LO i Danmark sig desværre ikke. De har i stedet valgt at indgå i et såkaldt 'udredningsarbejde' sammen med beskæftigelsesministeren og Dansk Arbejdsgiverforening. Kommissoriet mere end antyder, at opgaven er at tilpasse den danske model til EU-retten, og ikke omvendt.

I forbindelse med Lissabon-traktaten!
Det er ellers helt oplagt at forsøge at skaffe en sådan garanti i forbindelse med ratifikationen af Lissabon-traktaten. Hvis der overhovedet er en chance for at sikre konfliktretten inden for EU`s rammer, så er det nu, hvor alle medlemslande er ivrige efter at få denne traktat igennem.
Den klart bedste løsning vil være, at forhandlingerne om Lissabon-traktaten genåbnes, og at det indskrives som en bestemmelse i traktaten, at nationale regler om forhandlings- og konfliktret er overordnet EU`s regler om fri bevægelighed.
Hvis en egentlig genforhandling ikke er mulig, kan der tilføjes en protokol til traktaten, der klargør spørgsmålet. Det er denne løsning EFS` formand John Monks peger på, og han henviser til, at der faktisk er fortilfælde, hvor man sent i forløbet har tilføjet protokoller til færdigforhandlede traktater.
Som led i at opbygge presset på Kommissionen - der allerede har afvist denne mulighed - må de to lande, der konkret er blevet ramt af Vaxholm-dommen træde i karakter. Danmark og Sverige må stille som betingelse for ratifikation af Lissabon-traktaten, at der indføjes en protokol, som sætter Vaxholm-dommen og Rüffert-dommen ud af kraft, og som sikrer, at de nationale regler for kollektiv forhandling og konflikt heller ikke fremover kan antastes af EF-domstolen.
De to lande har alle politiske argumenter i orden for et sådant krav. Dommene er et grundskud mod helt afgørende forudsætninger for de to landes medlemskab af EF/EU. Og de er jo afsagt efter, at forhandlingerne om Lissabon-traktaten er afsluttet, hvilket, set fra Danmarks og Sveriges synspunkt, vender op og ned på retsgrundlaget.

Diskussionen presser sig på
Denne diskussion presser sig nu på. Formanden for det svenske Bygningsarbejderforbund - hvis konflikt blev bortdømt - har for nylig klart og tydeligt krævet, at Sverige ikke må godkende Lissabon-traktaten, førend der er en garanti for konfliktretten. Enkelte fremtrædende socialdemokrater har rejst det samme krav. Det svenske Vänsterpartiet har stillet et konkret forslag om en protokol til Lissabon-traktaten, der annullerer dommen og sikrer konfliktretten fremover.
Også i Tyskland skærpes fronterne. Venstrepartiet 'Die Linke' har krævet stop for ratifikation af Lissabon-traktaten, til problemet er løst. Formanden for det tyske LO har på baggrund af Rüffert-dommen krævet, at EU-kommissionen og Ministerrådet sikrer, at arbejdsklausuler i offentlige kontrakter bliver undtaget fra det indre markeds regler.
I Danmark skal vi ikke vente os nogen hjælp fra regeringen, der vil afvente resultatet af 'udredningsarbejdet' og i øvrigt klart har afvist at rejse spørgsmålet i forbindelse med det netop overståede topmøde.
For at øget presset på det danske Folketing og regeringen har Fagligt Ansvar og LO Storbyerne startet en underskriftindsamling blandt faglige tillidsfolk med et krav til statsministeren om at sikre konfliktretten i forbindelse med tredje behandlingen af Lissabon-traktaten, der forventes at finde sted den 24. april. Den 21. april afholder de samme organisationer en konference, hvor partiernes arbejdsmarkedsordførere og EU-parlamentarikere vil blive bedt om at forholde sig til spørgsmålet.
Efter at være positivt indstillet har Socialdemokraterne og SF nu meldt ud, at de ikke vil være med til at sætte Lissabon-traktaten på spil for strejkerettens skyld, og kræve den endelige godkendelse udsat indtil der er en garanti for konfliktretten. Man må håbe de ændrer holdning. De sidder med nøglen. Hvis de stiller en sådan betingelse for at ratificere traktaten, vil regeringen ikke turde afvise det.
Da de to partier mange gange gennem årene har forsøgt at berolige fagbevægelsen med, at konfliktretten var sikret inden for EU`s rammer, har de en særlig forpligtelse til at løfte denne opgave. Og hvad kan vel være vigtigere end at sikre fagbevægelsens muligheder for at forsvare medlemmernes løn- og arbejdsvilkår?