Valgresultatet viste opbrud i dansk politik. Folketingsvalget gav SF en historisk sejr - og Fogh kom svækket ud af valget. SF vil benytte opbruddet. Vi vil give folk håb om et andet Danmark. Fordi forandring er nødvendig - og SF vil knokle for forandringer
fra SF
Nedskæringer og kontroltyranni skal erstattes af en udviklet velfærd. Elevfrafald og ulige muligheder skal erstattes af en uddannet ungdom. Energikriser og oliekrige skal erstattes af en styrket klimaindsats.
SF vil bruge al sin styrke til at bygge det alternativ, der kan forandre dansk politik og skabe konkrete resultater til danskerne. SF vil sætte hele partiet og alle 23 mandater i sving med tydelige politiske målsætninger:
Velfærden skal udvikles
En udviklet velfærd kræver politisk vilje til at rekruttere og ansætte langt flere omsorgsarbejdere, at give de offentligt ansatte ordentlige lønvilkår, nedsætte en ligelønskommission, der skal komme med forslag til, hvordan blandt andet kvindedominerede faggrupper opnår ligeløn, og at turde iværksætte en omfattende afbureaukratisering af den offentlige sektor.
Derfor vil SF knokle for:
* En værdig ældreomsorg, hvor der er ordentlig tid til den enkelte ældre, hvor de ansatte værdsættes, og hvor ressourcerne bruges på pleje, god ledelse og ikke på overflødigt bureaukrati.
* En sundhedspolitik, der virker med fokus på sundhedsfremme, forebyggelse og billig sund mad, hvor de medicinske patienter ikke behandles på gangene, og hvor der er personale nok til at behandle de livstruende sygdomme i tide.
* Tryg børnepasning med kvalitet, hvor forældre ikke skal frygte lukkedage, hvor de fysiske rammer lever op til nutidens krav, og hvor normeringerne matcher børnenes behov.
* En anstændig handicappolitik og en udbygning af indsatsen overfor sindslidende
* Et ægte opgør med den voksende ulighed, hvor hjemløse og misbrugere sikres en menneskelig tilværelse, hvor enlige med børn sikres bedre muligheder, og hvor unge med sociale problemer samles op i tide.
* En effektiv integrationsindsats med respekt for grundlæggende demokratiske værdier og rettigheder i det danske samfund, med en aktiv indsats for integration på arbejdsmarkedet, i boligområderne og i skoler og daginstitutioner, og med krav til både etniske danskere og indvandrere. En social retfærdig og grøn skattereform.
Ungdommen skal uddannes
Ungdommen skal uddannes, hvis vi i fremtiden skal have en god økonomi og en stærk velfærd.
Det kræver et reformeret uddannelsessystem, der bryder den negative sociale arv, giver alle unge lige muligheder og sikrer et fagligt niveau, der er mere ambitiøst end en standardtest. Målet er, at alle unge får en uddannelse, der forbereder dem til deres fremtidige liv og til arbejdsmarkedets krav.
Derfor vil SF knokle for:
* Fagligt stærke folkeskoler, hvor undervisningsfaciliteterne er tidssvarende, hvor underviserne opkvalificeres, hvor der er tid til den enkelte elev med mindre klassestørrelse, og hvor alle børn tidligt lærer at læse, skrive og regne.
* Gymnasiale uddannelser, hvor selveje ikke er skalkeskjul for besparelser, hvor handelsskolerne er ligeså meget værd som gymnasieskolerne og hvor eksamensformerne understøtter evnen til at samarbejde.
* Moderne tekniske skoler, hvor værktøjet svarer til virkeligheden, hvor der er ikke findes 'lærerfri' undervisning, og hvor der er sikret praktikpladser, eventuelt i form af skolepraktik, til alle.
* Social- og sundhedsuddannelser, sygeplejeskoler og seminarier, hvor de, der skal arbejde med velfærden i fremtiden, oplever at blive værdsat, hvor praktikforløbene sammentænkes med hele uddannelsesforløbet, og hvor der er ressourcer nok til at tiltrække flere studerende.
Klimaindsatsen skal styrkes
Den største samfundsudfordring er de menneskeskabte klimaforandringer, og Danmark skal stille sig i front med en ambitiøs klimaindsats.
Herhjemme skal vi omlægge vores energiforbrug og nytænke vores infrastruktur. På verdensplan skal Danmark insistere på at sammentænke klimaindsats og sikkerhedspolitik - og gøre alt for, at USA skifter kurs.
Derfor vil SF knokle for:
* Halvering af det danske CO2 udslip inden 2025, hvor vi satser massivt på vedvarende energi, udbygger vindmølleindustrien, skaber bæredygtige arbejdspladser, og hvor Danmark hurtigst mulig bliver uafhængig af kul, olie og gas.
* En omfattende omlægning af vores transport, hvor vi styrker den kollektive trafik med markant flere tog, busser og letbaner, hvor billetpriserne gøres billigere, og hvor bilkørslen mindskes med kørselsafgifter - det haster især med bompenge i det store byer.
* Energiforbruget nedsættes med mindst én procent om året, og der skal gives incitamenter til energibesparelser, hvor den enkelte borger belønnes økonomisk for strømbesparelser, og alt nybyggeri opføres bæredygtigt
* At vi forbereder en sikkerhedspolitik, hvor sammenhængen mellem fremtidens konflikter og klima anerkendes, hvor Danmark bidrager til at forebygge flygtningestrømme på grund af tørker og oversvømmelser, og hvor det internationale samfund samarbejder om alternativer til olieafhængigheden.
Alternativet skal opbygges
Det er helt afgørende, at alle partier, organisationer og enkeltpersoner, der vil forandre Danmark og dansk politik, samler kræfterne.
Hvis den sociale ulighed skal mindskes og solidaritet være grundlæggende for udviklingen af velfærden, hvis ungdommen skal uddannes, hvis klimaindsatsen skal opgraderes, forudsætter det, at vi allerede nu opbygger alternativet til højrefløjen.
SF insisterer på, at centrumvenstre skal samle sig om fælles politiske pejlemærker, der giver den danske befolkning tillid til at fravælge højrefløjen.
Vi stiller ingen ultimative krav, vi erkender behovet for kompromisser - men vi insisterer på, at alternativet skal bygges. SF har visionerne for fremtidens Danmark.
Derfor inviterer SF`s landsmøde alle gode kræfter til dialog om formen for og indholdet i en stærk alliance. Invitationen er meget bogstavelig, og i de kommende måneder vil møder og debatter sættes i gang.
Ikke kun oppositionen på Christiansborg skal samles, men alle organisationer, forsamlinger og borgere, der vil bidrage til alliance. I dag starter vi opbygningen af alternativet.
Vedtaget på weekendens landsmøde.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278