25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Så kommer strejken!

Så kommer strejken!

Tirsdag, 15. april, 2008, 00:00:00

Efter at de rige har fået skattelettelser i milliardklassen, er det nu os, der skal holde igen og være ansvarlige over for inflation og betalingsbalance

af Jytte Svensson, 53 år. sosu-vikar på et lokalcenter i Århus. Medlem af FOA.
Mandag den 14. april:
Så kommer strejken. Endelig! Tænk, at jeg skulle nå at blive over 50, inden jeg kunne opleve at være med i en overenskomststrejke. Godt nok skal vi ikke (endnu) strejke på vores lokalcenter, men dem der strejker, strejker jo for alle. Og der er lagt i kakkelovnen til regeringen og arbejdsgiverne. Folk vil bare have højere løn, og det kan ikke gå for hurtigt.
'3x10, det ka` vi li`', stod der på et banner til FOA`s 'lønfest' i Århus for nylig. Forklaringen kom nedenunder: =5.000 kroner mere om måneden i 2011. Tag en lommeregner, og regn det selv efter. Det har jeg gjort. 3x10, eller 30 kroner mere i timen, det er det, vi kræver. Det er rystende! Ja, det er rystende lidt. Og det er endnu mere rystende, at det vil de ikke engang give os.
Allerede inden OK-forhandlingerne var færdige, truede regeringen med bål og brand og regeringsindgreb. Efter at de rige har fået skattelettelser i milliardklassen, er det nu os, der skal holde igen og være ansvarlige over for inflation og betalingsbalance. Kort sagt, landet går nedenom og hjem, hvis vi får det, vi forlanger.
For finansminister Lars Løkke er vi en belastning for økonomien, som er på vej ned ad bakke. Men 'fornuftige overenskomster' i den offentlige sektor vil sikre, at økonomien hurtigt kan komme op i højere omdrejninger igen, udtalte han til Børsen for et par uger siden. Og han bliver bakket op af danske topchefer, som siger, at opsvinget er slut. Og en arbejdsmarkedsforsker, som siger, at 'løndannelsen er forældet' hos offentligt ansatte - han foreslår en lønkommission. Så I kan se, der er lagt op til regeringsindgreb mod den kommende strejke.
Mange fag (for eksempel tømrere og murere) kan umiddelbart se resultatet af deres arbejde, som måske står i mange år. Vores arbejde bliver ofte mest synligt, når det ikke bliver gjort. Det vil en stor del af befolkningen kunne mærke i den kommende tid. Det er en balancegang. Der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne og pressen vil spille på det. Pressen har allerede bragt de første historier.
I morgen (i dag, red.) er der stormøde i Odense for FOA`s tillidsrepræsentanter. Deres opgave bliver for det første at arbejde for at bevare den solidariske støtte, som et stort flertal af befolkningen viser os, og samtidig kæmpe som død og helvede for en ordentlig løn.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. apr. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp