Bodil Emanuel døde 12. april. Hendes sidste år var præget af alvorlig sygdom. Kommunisten, aktivisten og slideren kunne ikke mere
af Anette Nielsen, næstformand, Kommunistisk Parti
Bodil Emanuel døde den 12. april, 75 år gammel.
Bodil var kendt og værdsat af utrolig mange mennesker. Som skolelæreren, kommunist, aktivist, lokal- og kommunalpolitiker, og som en glødende EU-modstander, hvor hun i en årrække sad i Folkebevægelsens forretningsudvalget.
Som 17-årig meldte Bodil sig ind i DKU, hvor hun blev medlem af hovedbestyrelsen, redaktør for bladet Fremad, afdelingsformand, international ansvarlig og med sin store energi og ansvarlighed inddraget i mange andre opgaver. Fra 1952 medlem af DKP, hvor hun fra 1963 frem til partisprængningen 1990 sad i centralkomiteen med ansvar for blandt andet bolig-, social- og uddannelsespolitik. Fra 1974 til 1990 var hun medlem af Københavns Borgerrepræsentation for DKP.
Efter bruddet med DKP var Bodil medlem af Kommunistisk Forum og frem til sin død af KPiD, hvor hun i en årrække var formand for Amager Afdeling.
Bodil var både til de store linjer og de nære ting. Det skabte stor tillid og respekt omkring hende. Et generøst menneske, der altid trådte hjælpende til, når folk bad om hjælp. Og på Amager, hvor Bodil boede hele sig voksenliv, var hun en person, man trygt kunne gå til. Bodils viden og virkefelt var stort, og det gjaldt særligt omkring bolig- og socialpolitik, der hørte til hendes mærkesager ved senere opstilinger for KPiD til Borgerrepræsentationen. I en årrække var Bodil et yderst aktivt medlem af Sundby Lokalråd.
Bodils energi var smittende og motiverende. Hun var et kreativt menneske, der lod tanke blive til handling. Det kan bekræftes af alle, der har haft den gode oplevelse at lære Bodil at kende og arbejde sammen med hende.
Bodils sidste år var præget af alvorlig sygdom. Kommunisten, aktivisten og slideren kunne ikke mere. Bodil efterlader sig sin familie, venner og partikammerater. Også os kammerater, der ikke er organiseret i det parti, der stod Bodil nær, sender en varme og respektfuld sidste hilsen til kommunisten og ildsjælen Bodil Emanuel.
Bisættelsen finder sted lørdag den 19. april kl. 12.00 i Sundby Krematoriums Kapel, Kastrupvej 51 på Amager
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278