Der er grund til at frygte, at reallønsforbedringen i de indgåede overenskomster for offentligt ansatte bliver beskeden. Med en lille stigning i inflationen vil reallønsforbedringen stort set være ædt helt op
af økonom. cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund.
Indeværende overenskomstforhandling for offentligt ansatte fremstår som mere betydningsfuld end det har været tilfældet en årrække.
Årsagen hertil er den meget store fremtidige rekrutteringsudfordring for den offentlige sektor, hvor op mod hver fjerde offentligt ansatte forventes at ville gå på pension frem til 2015-2020.
Det er en udfordring, hvor det offentlige ser ud til at være komme dårligt fra start, for med de seneste års (lave) tilgang kombineret med den forventede store afgang tegner det frem til 2021 til en personalemangel på 80-120.000 i den samlede offentlige sektor.
Der ligger heri en kæmpe udfordring for det offentlige med hensyn til at tiltrække arbejdskraft, og det afgørende er selvfølgelig, at det offentlige fremstår som en attraktiv arbejdsplads i sig selv, men også i forhold til den private sektor:
Dette handler om uddannelse, arbejdsmiljø og afbureaukratisering, men det handler også om løn.
Bedste resultat i mange år?
Har de offentligt ansatte så med de hidtidige overenskomstresultater fået en lønforbedring, som vil betyde et afgørende ryk frem i vurderingen af det offentlige som attraktiv arbejdsplads og dermed et afgørende løft for rekrutteringen?
Ved vurderingen af overenskomstresultatet 2008-2010 for offentligt ansatte må det her på den ene side anerkendes, at målt i kroner har de offentligt ansatte fået en større lønforbedring end set en række år tilbage. 12,8 procent samlet lønforbedring over tre år opnåede de statsansatte (CFU), og helt op til 13 procent har KTO opgjort deres tilsvarende aftale til at medføre.
Men nok så afgørende for vurderingen af et overenskomstresultat er jo, hvilken realkøbekraftsforbedring det vil give.
Og her truer et forhold med at sætte skår i ovenstående billede. Det kedelige er, at inflationen i løbet af det seneste år er taget til. Ifølge Danmarks Statistik er forbrugerpriserne i løbet af det seneste år (februar 2007 til februar 2008) steget med 3,1 procent.
Fortsætter denne prisstigningstakt frem til 2010, vil det indebære en samlet prisstigning frem til 2010 på 9,6 procent. Under denne forudsætning vil reallønstigningen over de tre aftalte år skrumpe til 3,2-3,4 procent svarende til en 1,1 procent i årligt gennemsnit.
Det betyder for en bruttoindkomst i 2008 på 300.000 kroner en gennemsnitlig månedlig reallønstigning på 250-300 kroner før skat.
Et afgørende ryk frem?
Set i forhold til den tidligere nævnte meget store rekrutteringsudfordring for det offentlige må det nok være et åbent spørgsmål, om en realstigning på et par hundrede kroner månedligt de næste par år er noget, der rykker afgørende ved det i de seneste år desværre negative billede af det offentlige som en dårligt lønnet og lavt værdsat arbejdsplads?
Og i forhold til de privat ansatte ser stigningen heller ikke så imponerende ud. De senere år har reallønsudviklingen i industrien således ligget på omkring et par procent.
Og selvom den nominelle lønstigning frem til 2010 for offentligt ansatte ligger på niveau med den aftalte stigning for privat ansatte, gælder der for store dele af de privatansatte en anderledes adgang til at forhandle løn i løbet af overenskomstperioden.
Det må derfor forventes, at de privatansatte i løbet af perioden igen fjerner sig fra de offentligt ansatte.
Det kan derfor diskuteres, om der hermed lønmæssigt er opnået det markante ryk frem mod det offentlige som en klart mere attraktiv arbejdsplads som en nødvendighed for at løse de kommende års store rekrutteringsudfordringer?
Prisstigningsakten
Et afgørende spørgsmål i denne forbindelse er selvfølgelig spørgsmålet om prisstigningstakten. Det økonomiske Råd skønnede i efteråret 2007, at den årlige prisstigningstakt frem til og med 2010 ville ligge på samlet 7,3 procent svarende til et årligt gennemsnit på 2,6 procent.
Imidlertid er krisetegnene i verdensøkonomien siden tiltaget, og i det seneste år har økonomer over alt i verden været beskæftiget med navnlig at omvurdere to ting: Den økonomiske vækst og inflationstakten.
Gang efter gang justeres skønnene for den økonomiske vækst ned, mens modsat skønnene for inflationen sættes op igen og igen.
De tiltagende prisstigninger skyldes dels stigninger i energi- og råvarepriser samt i fødevarepriser, dels krisen i den amerikanske økonomi, som er i færd med at brede sig til resten af verden. Og prisstigningerne ventes at fortsætte. Flere økonomer venter således, at inflationen i Danmark i 2008 vil komme op på 3,5 procent - altså betydeligt over det af Det Økonomiske Råd skønnede.
Denne kombination af på den ene side stadig stærkere tegn på krise og stagnerende økonomisk vækst og på den anden side tiltagende inflation har fået økonomerne til at mindes 70`erne, hvor der sidst sås et sådan mønster kaldet stagflation.
Og det frygtes, at vi de kommende år igen vil se stagflation, selvom det bliver på et betydeligt lavere niveau end i 70`erne, hvor der sås tocifrede inflationsrater kombineret med en lang periode med stillestående vækst.
Summa summarum er der altså grund til i de nærmeste år i hvert fald at forvente en fortsat betydelig inflation.
Udhuling
Der er således grund til at frygte, at reallønsforbedringen i de hidtidigt indgåede overenskomster for offentligt ansatte bliver beskeden.
Der skal ikke nogen stor stigning i inflationen til - blot op til fire procent årligt de næste par år - før reallønsforbedringen stort set vil være ædt helt op.
Det vil i første omgang være dårligt nyt for rekrutteringen til den offentlige sektor, der jo i stedet har brug for et gevaldigt løft for at undgå, at vi om ti år står med 10-15 procent ubesatte stillinger i den offentlige sektor.
Men det vil i sidste ende være rigtigt dårligt nyt for velfærden, som i forlængelse heraf trues med at blive udhulet indefra på grund af mangel på hænder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278