Er det de fattiges egen skyld, at de er fattige? Er det de etniske minoriteters egen skyld, at de klarer sig dårligere end etniske danskere?

af Birgit Unnerup, København
Er det kvindernes egen skyld, at vi klarer os dårligere end mændene? Er det de syges egen skyld, at de er syge? Er det de arbejdsløses egen skyld, at de er arbejdsløse? Og så videre og så videre.
Eller er det samfundets skyld? Begge dele er rigtigt og forkert. Det er et spørgsmål om indfaldsvinkel.
Hvis indfaldsvinklen er det enkelte menneske, så er det uomtvisteligt rigtigt, at den enkelte har en stor indflydelse på eller en stor del af 'skylden' for sin situation.
I det danske samfund er det lovligt og muligt at undgå fattigdom og at komme ud af fattigdom, og rigtig mange fattige ville være i stand hertil, hvis de kunne og ville acceptere vilkårene herfor.
For eksempel at arbejde hårdt i mange timer hver dag. For eksempel ved at lade være med at ryge og drikke og spise for dårligt og for meget. For eksempel ved at optræde mere ydmygt over for ledere og arbejdsgivere.
For eksempel ved at opgive sin tro og sine traditioner og blive en 'almindelig dansker'.
Nogle af tingene er principielt mulige for alle, for eksempel ikke at ryge og drikke eller overspise. Bortset fra at disse ting ofte er en reaktion på utilfredsstillende livsvilkår, som for en stor del er samfundsskabte.
Andre ting stiller store krav til identitetsændringer som at afsværge sin religion og sine traditioner - eller at være ydmyg over for arbejdsgivere.
Nogle ting er umulige for alle på én gang, for eksempel at få et arbejde. Den fulde beskæftigelse (det vil sige under 100.000 registrerede arbejdsløse) er betinget af, at mange hundrede tusinde borgere er placeret andre steder:
Syge, pensionister, førtidspensionister, efterlønnere, studerende, aktiverede.
Der er nogle samfundsmæssige rammer i Danmark, som gør, at ikke alle borgere ved egen indsats kan få et godt liv på samme tid. Og der er nogle samfundsmæssige rammer i Danmark, som gør, at det er muligt for den enkelte ved egen indsats at forbedre sit liv på et eller flere områder.
Lægger vi vægten på det første - og det gør kommunister - så er det samfundets skyld. Og derfor skal vi have et socialistisk samfund, hvor det bliver nemmere for de fleste af de enkelte at skabe sig et ordentligt liv.
Lægger vi vægten på det andet, og det gør de (små)borgerlige, så er det den enkeltes skyld eller ansvar. Og der er således ingen grund til at lave om på samfundet, bare fordi nogle er for dumme eller dovne til at gøre en indsats.
De sidste mener selv, de er de sande humanister.