Det anses måske ikke som et brud på menneske-rettighederne, at regeringer ikke skaffer deres folk elementære rettigheder som uddannelse, sundhed, forsørgelsesgrundlag

af Per Dørup Jensen, Ålborg
Vestlige menneskerettighedsforkæmperes ramaskrig om Kinas påståede menneskerettighedskrænkelser er helt ude af proportioner.
For det første er 'menneskerettighederne' ikke et entydigt begreb, hvilket SF og Lars Normann Jørgensen fra Amnesty International - der mere end nogen andre har kritiseret Kinas menneskerettighedskrænkelser i relation til påståede overgreb mod 'fredelige' demonstranter i Tibet - burde vide, og sikkert også ved.
FN`s menneskerettigheder består jo rent faktisk af to sæt ligeværdige størrelser, der sammen er tiltænkt at udgøre et integreret hele: Det ene er de politiske og individuelle menneskerettigheder, som Vesten har tudet sin befolkning ørene fulde med gennem den kolde krig og ikke mindst siden murens fald.
Og det desværre i den grad, at de fleste mennesker tror, at menneskerettighederne kun rummer denne dimension.

Økonomiske og sociale rettigheder
Det andet sæt udgøres af de økonomiske og sociale menneskerettigheder - som vi aldrig hører om - men som Kina i modsætning til mange andre lande, deriblandt USA, har ratificeret.
Så hvorfor rider SF og Lars Normann Jørgensen ukritisk med på den ensidige neoliberale menneskerettighedsbølge, og dermed undlader at stille skarpt fokus på de sociale og økonomiske menneskerettighedsovergreb, der finder sted i det tidligere Østeuropa og Sovjet, den tredje verden og sågar i den første verden?
De anser det måske ikke som et brud på menneskerettighederne, at regeringer ikke skaffer deres befolkninger elementære velfærdsrettigheder såsom uddannelse, sundhed, forsørgelsesgrundlag i tilfælde af arbejdsløshed og så videre.

Ensidig orientering
Angående Kina er det for det andet tydeligt, at menneskerettighedsaktivisterne udelukkende forlader sig på den eksil-tibetanske parts udlægning af påståede menneskerettighedskrænkelser. Og følgelig vender det døve øre til Kinas version af hændelserne.
I ex-Jugoslavien har lønarbejderne fået det langt værre på alle menneskerettighedsaspekter end før opløsningen.
I Baltikum har arbejderne bestemt heller ikke fået forbedret sine velfærdsrettigheder efter 'selvstændigheden' fra Sovjet. I stedet er de blevet underlagt NATO og EU.
Så for det tredje er der bestemt ikke nogen garanti for, at den tibetanske befolkning får forbedret sine menneskerettigheder, hvis separatiske eksil-tibetanske ledere kommer til magten.
Som det ofte er set før, er det derimod et faktum, at etniske ledere i samarbejde med dem, der organiserer uroen, har kunnet hidse deres befolkninger op ved hjælp af selvstændighedspåskuddet, har opnået sympati hos vestlige menneskerettighedsaktivister - med det ene formål selv at komme til magten.