Konflikten, vi står i i dag, startede allerede for ti år siden, da den borgerlige regering kom til

af Durita Joensen, København
Der er sket en del liberalisering i sundhedssektoren, som har været med til at skabe den ulighed, vi har i dag. Konkurrence er god til en vis grad, men når den er statsstøttet, som behandlingsgarantien giver den private sundhedssektor i dag, er der ikke kun positive sider at se i helheden, den offentlige sektor nedbrydes.
Sundhedsvæsenet er i dagens Danmark delt i to, det offentlige og det private.
Samfundets borgere er delt i to, de raske og de syge. De `raske` syge som kan tage imod behandlingstilbud på private hospitaler og de `syge` syge som er udelukkede denne mulighed.
Den offentlige sektor uddanner sundhedspersonale og deltager i international forskning for vores alle sammens bedste - det koster ressourcer og penge!
En privatklinik eller privathospital har ingen forpligtelse at uddanne sundhedspersonale, og mange af klinikkerne er for små til at opfylde kravene til at uddannelse af læger/sygeplejersker - dette slipper de fra at bruge ressourcer og penge til.
Det offentlige sundhedssystem skal opfylde internationale standarder for at sikre tilfredsstillende behandling af patienter og personale - akkrediteres. Disse standarder skal opfyldes inden for alle områder på sygehusene, vi taler om medicinhåndtering, sårpleje, journalskrivning, lønudbetaling, genoptræning, hjertestopbehandling, respiratorbehandling, IT-sikkerhed, kantineforhold, personaleforhold, uddannelse - for alle grupper, alt materiale, alle personaleforhold, patientforhold, beboerforhold o.s.v.... o.s.v.! - det koster ressourcer og penge!
De små klinikker i den private sektor er ikke underlagt disse akkrediteringer. Der er dog hospitaler der holder standarden i ISO-certificeringen - dette slipper de fra at bruge ressourcer og penge til.
Det offentlige skal tage imod alle syge i samfundet, også dem der er kronisk syge og meget syge, skal behandle akut syge patienter og ikke akut syge patienter, patienter med medicinske sygdomme og patienter der skal opereres. Og dette gøres i dag på sygehuse/afdelinger, hvor man behandler begge grupper, dette skal indfries med statens behandlingsgaranti på en måned - det koster ressourcer og penge!
Privathospitalerne har ikke kapacitet til at behandle `syge` patienter med massive sygdomme som f.eks. udtalt hjertesygdom, kræft, kronisk lungesygdom, systemsygdomme, ureguleret diabetes eller andre sygdomme, som kræver særlig behandling under og efter operationen, f.eks. intensiv op-eller overvågning, disse patienter koster mange penge og det er ikke rentabelt for virksomheden. Dette begrænser privathospitalerne til visse behandlinger og overlader den meget dyrere del til den offentlige sektor - det koster ressourcer og penge!
Et privathospital kører som enhver anden privatvirksomhed på forretningsbetingelser, det skal køre rentabelt, selvfølgelig, ellers overlever det ikke. Derved må der også ansætte dygtige medarbejdere, dvs. specialeuddannet personale med erfaring. Hvor findes de? Jo... i den offentlige sektor. Og hvad gør man for at få fat i dem? Jo... giver dem højere løn, bedre pension, bedre arbejdsvilkår og andre frynsegoder som f.eks. træningsmuligheder, kantineordning, frugtordning, kaffeordning og ikke mindst en sundhedsforsikring... som trækkes fra i virksomhedsregnskabet, dvs. det koster dem heller ikke meget.
Disse forhold fortæller os, at der er en fordeling af byrderne mellem det offentlige og det private sundhedssystem i det danske samfund, hvor det offentlige sidder med den langt dyrere og massivt tungere ende som kræver mange flere ressourcer end den private sektor gør.
Når der findes to offentlig støttede systemer at arbejde umder, hvad vælger den enkelte ansatte, altså dem der har muligheden til at vælge, så?
At arbejde i et udhulet, dårlig vedligeholdt offentligt sygehus med lav løn og konstant stress hængende over hovedet blandt andet p.g.a. personalemangel som følge af lav løn og dårlige arbejdsvilkår. Med kolleger der er nyuddannede og mangler erfaring. Et sted hvor man efter knap et år er blevet gammel og erfaren i afdelingen og står med ansvaret for at introducere og oplære nyansatte i specialet.
Eller søger man ud i det private, hvor lønnen er højere samt frynsegoder. Der er ingen akutte og meget dårlige patienter som forstyrrer ens arbejdsplan og man kan forvente at komme hjem til tiden.
Det er disse alternativer vi står med og som regeringen støtter med statskroner altså vores skattekroner.
De offentligt ansatte kræver ordentlig løn og bedre vilkår. En lønforhøjelse på 15% over 3 år bør ikke være så meget at råbe vagt i gevær over. En offentlig ansat specialesygeplejerske på højeste løntrin får i dag 25.384 kroner i løn om måneden.
'Vi har aldrig været rigere' siger regeringen! Og mange partier, bl.a. Dansk Folkeparti, lovede flere milliarder til sundhedsvæsnet før valget. Okay vis det! Kom på banen! Skab ligeværdighed i samfund, tag denne lønkamp alvorlig og give flere penge og bedre vilkår til den offentlige sundhedssektor, og en ordentlig løn til os ansatte. Og få så den ligelønskommision sat - og sat i sving!