01 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gaderummet som fortsat fristed

Gaderummet som fortsat fristed

Lørdag, 03. maj, 2008, 00:00:00

Vi ønsker, at Gaderummet skal fortsætte, som det oprindeligt var tænkt: Som et sted, hvor der er højt til loftet og selvtilrettelæggelse

af Rikke Lauritzen, medlem af BR (EL) og Mikkel Warming, socialborgmester (EL)
Torsdag 24. april beskyldte en række brugere af Gaderummet os, for at ville lukke Gaderummet, svigte vores egne idealer i Enhedslisten og for at være magtfuldkomne, for eksempel ved ikke at svare på Gaderummets henvendelser.
For at tage det sidste først, vil vi i al fredsommelighed bemærke, at vi har svaret på størstedelen af de mange henvendelser, vi har fået fra Gaderummet - både i medierne og personligt.
Derudover mener vi faktisk ikke, vi svigter vores egne idealer. Vi synes til hver en tid, at det er meget vigtigt, at kommunens sociale tilbud er så brede og mangfoldige som overhovedet muligt. Kun derved kan vi sikre, at flest muligt får den rigtige individuelle hjælp, de har behov for.
Men samtidig mener vi også, at ledelsen af et kommunalt støttet tilbud skal leve op til de aftaler, den selv har indgået. Og derfor har de pågældende brugere da også ret i, at alt i Gaderummet ikke bliver som før: For eksempel er det givet, at ledelsen fremover skal samarbejde med andre offentlige myndigheder, og det er også givet, at en så jordnær ting som brandsikkerheden skal være i orden.
Det er lederens ansvar, at dette sker, og det har den nuværende leder efter vores mening ikke ønsket at påtage sig. Og derfor vil vi have en ny leder, da ideen om et anderledes sted skal være stærkere end en enkelt person.
Og vi ønsker, at Gaderummet skal fortsætte, som det oprindeligt var tænkt: Som et sted, hvor der er højt til loftet og selvtilrettelæggelse. Et sted, hvor der ikke er stærke ledere, og hvor sårbare unge kan komme og være sig selv, samtidig med at de får den behandling, som en del af dem har brug for.
Præcis hvordan det skal foregå, bestemmer vi ikke som politikere. Det afhænger nemlig af brugerne, da der er lagt op til en meget høj grad af brugerstyring. Det står sort på hvidt i de planer, der er vedtaget i socialudvalget. Og hvis alle 200 brugere, som brevskriverne henviser til, ønsker at bevare Gaderummet som et alternativt værested i København, ja så ender Gaderummet med at blive netop det. Det kræver dog, at man i stedet for at modarbejde begynder at samarbejde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp