Det er hyklerisk, når politikere står i kø for at pege på nødberedskabernes utilstrækkelighed. Hverdagen er langt mere utilstrækkelig og langt mere utryg

af Kirsten Normann Andersen, FOA Århus
Der er støvet, og vasketøjet hober sig op i ældreplejen og på sygehusene. Der er stille, og ingen nævneværdige aktiviteter. Til gengæld er personalet, som møder op i nødberedskaberne, kendt personale. Og de er der for patienterne og beboerne.
Sådan ser hverdagen ud på plejehjemmene og på sygehusafdelinger under strejken. Der er ingen grund til at lade strejken ramme de ældre og patienterne unødigt. FOA medlemmernes kamp er ikke rettet mod borgerne, men imod vores politiske arbejdsgivere.

For få til beredskab - og til hverdag
Men det er også et faktum, at på mange sygehusafdelinger og på mange plejehjem, har vi måttet opgive strejken, fordi der ikke er fastansat personale nok til at dække nødberedskaberne. I forrige uge måtte vi i Århus undtage endnu en sygehusafdeling og endnu et plejehjem, så vi nu i alt har undtaget fem sygehusafdelinger og fem plejehjem.
Og det er et faktum, at da strejken blev afblæst på plejehjemmet Havkær, var personalesituationen endnu mere anstrengt, end den var under nødberedskabet. Tre kolleger gik på ferie, da strejken blev afblæst, og der manglede i forvejen fire kolleger i vagtplanen.
I praksis har mange kolleger i ældreplejen og på sygehusene arbejdet i mange flere timer, end de er ansat til. Det bekræfter desværre, at hverdagen er endnu ringere end nødberedskabet, fordi det faste personale er til stede i færre timer, end de er i nødberedskaberne. Og ofte er der ikke mere personale på arbejde end i nødberedskaberne. Mange nødberedskaber svarer nemlig til weekendbemandingen.
Det betyder til gengæld også, at weekendbemandingen kun dækker opgaver, som er livsnødvendige.

Ukendt personale er utrygt
Den utilstrækkelige bemanding har som konsekvens, at sygehusene og ældreplejen til hverdag må dække den mest nødvendige bemanding med vikarer. Det betyder blandt andet, at helt ukendt personale plejer svært demente borgere, som ikke selv er i stand til at forklare deres behov.
De fremmede vikarer kan ganske vist orientere sig om beboerne i deres journaler, men i praksis er det umuligt at huske på, hvad de demente borgere kan lide at spise, hvad man skal holde øje med og så videre. Det tager tid at lære de svageste beboere og patienter så godt at kende, at man kan give dem en tryg og værdig hverdag. Og mange demente reagerer da også negativt på ukendt personale.
TV2 Østjylland viste søndag den 27. april en scene, hvor en pårørende hjælper en ældre mand med morgenmaden. Den pårørende konstaterer, at det har taget en time for den ældre at spise maden. I hverdagen er der ikke ressourcer til at bruge en time på en enkelt beboers morgenmad. I hverdagen er personalet derfor ofte nødt til at bruge søbemad, for eksempel øllebrød, når de skal nå at hjælpe alle.
På samme måde er der ikke tid til at blive hos en beboer, som skal bruge lang tid på toilettet. I dagligdagen er det derfor nødvendigt at bruge unødigt meget afføringsmiddel. Afføringsmidlet hjælper beboeren til hurtigt at kunne gøre sig færdig på toilettet, men det er til gengæld stærkt ubehageligt og stærkt vanedannende.
Hverdagen byder også på aflyste rengøringer og aflysning af hjælp til et bad, når der er for lidt personale på arbejde, og det sker ofte. I de situationer er det heller ikke ualmindeligt, at beboere må blive i sengen, eller må finde sig i at komme tidligt i seng. Barbering, hjælp til at få sat håret, hjælp til at få neglelak eller makeup på, eller hjælp til at få skiftet en bluse, som der er spildt på i løbet af dagen, er også i hverdagen opgaver, som må prioriteres fra.

Det faste personale slides ned
Uanset hvor dygtige vikarerne er, så kan de aldrig gøre det ud for det faste, kendte og rutinerede personale. Hvor skal kopperne stå? Hvor finder man bleer, rent tøj med videre? Hvilke skabe skal fyldes op? Og med hvad? Hvordan skal journaler og plejeplaner ajourføres? Det er daglige spørgsmål, som hænger på de alt for få faste medarbejdere.
En hverdag med mange vikarer byder derfor også på mange hængepartier. Det er eksempelvis aftenvagten, som konstaterer, at vikaren ikke var opmærksom på, at der skulle smøres mad til den ældre i eget hjem, en forglemmelse som skaber forsinkelse i aftenvagten. Eller vikaren, som ikke har købt ind, så køleskabet er gabende tomt, og aftenvagten må ud og finde en døgnkiosk, som sælger brød og ost.
Aktivitets - og handlingsplaner kan ikke følges tilstrækkeligt op, når der ikke skabes kontinuitet i hverdagen, og det betyder anmærkninger fra tilsyn med flere. Og det er det faste personale, som 'hænges ud,' når hverdagen bedømmes.
Det slider på det faste personale og er en direkte årsag til, at der er flere og flere der vælger vikarjobbet, som både er bedre lønnet og giver mere frihed, i hvert fald så længe man er rask og rørig.
Det er derfor hyklerisk, når politikere nu står i kø for at pege på nødberedskabernes utilstrækkelighed. Hverdagen er langt mere utilstrækkelig og langt mere utryg. Især fordi der jo ikke er tale om en kortere periode, der skal overstås, men netop om den daglige pleje år efter år.
Hovedårsagen til personalemanglen er, at lønnen på ældreområdet er dårlig, selvom arbejdet foregår på alle tidspunkter af døgnet.
Personalet forsøger at hæve lønnen gennem en strejke, som er dybt ansvarlig. Dels opretholder personalet et nødberedskab, og dels er en højere løn nødvendig, hvis ældresektoren skal kunne tiltrække personale.
Hvad gør politikerne for at forbedre de ældres forhold i hverdagen?