Vi insisterer på, at den danske regering i EU skal kræve suspendering af aftaler om samhandel, indføring af sanktioner mod Israel og tilbagetrækning fra alle besatte områder

af Karl Aage Angri Jacobsen, Aktiv i Enhedslistens Palæstinagruppe og i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
'Det eneste demokrati i Mellemøsten' - sådan ynder Israel, lige som dets apologeter at kalde landet, der blev oprettet i 1948.
Men Israel er ikke noget demokrati. Det er et 'demokrati' alene for jøder, om ellers det giver nogen mening at bruge ordet demokrati i en så indskrænket sammenhæng. Israel insisterer på at være en 'jødisk og demokratisk' stat, der med åbne arme vil modtage jøder fra alverdens lande, uanset om de har nogen tilknytning til området.
Modsat er situationen for de omkring 750.000 palæstinensere, som de politiske zionister med chikanerier, vold, voldtægter, terror og mord fordrev, og deres efterkommere, der for en stor dels vedkommende på tresindstyvende år må friste en tilværelse i miserable flygtningelejre. Hvis zionisterne og deres magtfulde allierede i hovedsageligt den vestlige verden får lov at trumfe deres magtbud igennem, skal disse mennesker ikke have hunds ret i deres eget land.
I 'Mellemøstens eneste demokrati' kan ikke-jøder ikke få lov at leje eller købe noget af den jord, som den Jødiske Nationalfond overtog - det vil sige tyvstjal - fra de fordrevne palæstinensiske flygtninge.
Palæstinenserne har status som 'fraværende', fordi Israel, med skamløs de facto opbakning fra magter der ellers gør et stort nummer ud af at ville værne om demokrati, frihed og menneskerettigheder, nægter at lade dem vende hjem. I februar 2005 kendte den israelske højesteret forbudet mod salg og udlejning til ikke-jøder ulovligt. I 2007 blev det så genindført i en omformuleret version.
Palæstinensiske israelere der påpeger det selvmodsigende i at tale om en jødisk og demokratisk stat, når 20 procent af befolkningen er ikke-jøder, og derfor kræver, at Israel skal være en stat for alle sine borgere, bliver ofre for chikane, retsforfølgelse og ender for nogles vedkommende, som for eksempel det tidligere palæstinensiske Knesset-medlem Azmi Bishara, i eksil.

Appartheidstyre
På Vestbredden og i Gaza har Israel indført et apartheidstyre, der kvalitativt ikke er forskelligt fra den apartheid, der i sin tid eksisterede i Sydafrika. Dødeligt syge palæstinensere der har behov for at opsøge behandling uden for Gaza-striben, bliver nægtet udrejse, hvis de afviser at samarbejde som stikkere for den israelske efterretningstjeneste. Fødende kvinder bliver ved de mange checkpoints ofte tilbageholdt så længe, at de ikke i tide kan nå frem til hospitaler. Nogle føder så i ambulancer. I værste fald føder de døde fostre.
I dagens Gaza har zionisterne fremtvunget en villet og menneskeskabt katastrofe. Hospitaler kan ikke fungere på grund af manglende strøm og medicin, renovation hører fortiden til. Alt affald flyder uhindret ud i lokalmiljøerne.
Også på Vestbredden er dagligdagens vilkår utålelige, blandt andet på grund af de hundredevis af checkpoints, hvor palæstinenserne dagligt spilder mange, mange timer. De illegale bosættere fra de ligeledes illegale bosættelser terroriserer, ofte med opbakning fra de israelske besættelsesstyrker, de palæstinensiske bønder, rykker deres træer op med rode, ofte for at sælge dem videre i bosættelserne eller inde i Israel.
Apartheidmuren er et helt kapitel for sig. Den skiller skolebørn fra deres skoler og patienter fra hospitaler på grund af de israelske besættelsesmyndigheders totalt vilkårlige åbning og lukning af checkpoints.
Bønder forhindres i at dyrke deres marker og mister i mange tilfælde en stor del af deres høst, som de ofte ikke kan vande, fordi Israel stjæler op til 85 procent af vandressourcerne til de illegale bosættelser og til brug inde i Israel. Det resterende vand kan palæstinenserne så købe til priser, som de ingen indflydelse har på.
Palæstina-initiativet virker for at udbrede kendskabet til denne makabre virkelighed og gør opmærksom på, at EU og Israel har indgået samhandels- og præferenceaftaler, der indeholder en klausul om overholdelse af menneskerettighederne, som Israel uophørligt træder under fode.
Vi insisterer på, at den danske regering i EU skal kræve suspendering af disse aftaler, indføring af sanktioner mod Israel og israelsk tilbagetrækning fra alle besatte områder, nedlæggelse af de illegale bosættelser og evakuering af deres lige så illegale bosættere samt israelsk militærs tilbagetrækning til grænserne fra før 4. juni 1967; og ikke at forglemme, at flygtningenes umistelige ret til at vende hjem, bliver respekteret. Og vi vil i givet fald uophørligt minde den om det.

Mishandling af børn
'Vi ønsker fred, men palæstinenserne vil konfrontation og vold', hører vi til stadighed fra Israel. Men virkeligheden ser anderledes ud, som vi for eksempel så det fra begyndelsen af november 2004 og en måneds tid frem. I denne periode var der ingen palæstinensiske selvmordsbombeaktioner og følgelig ingen israelske ofre. Vi kunne i de vestlige medier læse og høre om en periode med 'relativ ro'.
I denne periode med 'relativ ro' dræbte Israel 170 palæstinensiske mænd, kvinder og børn og sårede og lemlæstede 379 andre. Når man bliver såret på Vestbredden og i Gaza, er der ikke tale om skrammer, der kan behandles med hæfteplaster og mentholatum, men typisk om smadrede tænder, knuste knogler og opflænsede indvolde. Vi bør i denne sammenhæng ikke glemme, at der på det tidspunkt sad op mod 9000 politiske fanger i de israelske fængsler, mange af dem uden være blevet dømt for noget. Over 300 af dem var børn, der blev ofre for den samme brutale mishandling som de voksne fanger.
Når man fremlægger og dokumenterer realiteterne bag myten om 'det eneste demokrati i Mellemøsten', støder man ofte udover zionisternes gamle travere som 'jødehad', 'antisemitisme', 'nazisme'og 'selvhadende jøder' også på den holdning, at disse realiteter lyder vildt overdrevne.
Men lad os se lidt nærmere på, hvad zionisterne, der tit har været overraskende åbenmundede, selv har sagt og skrevet. Ingen af dem har formentligt udtrykt sig klarere end Yosef Weitz, direktør for Den Jødiske Nationalfonds jord-kontor. Efter et besøg i Palæstina i 1940 skrev han i sin dagbog: '!er der nemlig ingen plads for begge folk i dette land! Den eneste måde er at flytte araberne herfra til nabolandene, dem alle! Ikke en eneste landsby eller en eneste stamme må blive tilbage! Først så vil landet være i stand til at absorbere millioner af jøder, og der vil blive fundet en løsning på det jødiske spørgsmål. Der er ingen anden løsning'.
(Man kan læse mere herom hos Nur Masalha: 'Expulsion of the Palestinians. The Concept of 'Transfer' in Zionist Political Thought, 1882-1948', s. 131-132).

Protester torsdag
Den 15. maj - der i Israel er en national helligdag til fejring af statens oprettelse, men af palæstinenserne nok så virkelighedsnært markeres som 'al-Nakba' - katastrofen - arrangerer Palæstina-initiativet i København en stor demonstration. Den starter klokken 15 ved Nørrebrohallen på Nørrebrogade, hvorfra demonstrationerne bevæger sig ind til Rådhuspladsen i København. Lignende demonstrationer afholdes i andre danske byer. (Se annonce side 10 - red.)
Mød op og vær med til at mobilisere modstanden mod verdenshistoriens formentlig mest vellykkede politiske propagandaløgn - myten om folket uden land der kom til 'landet uden folk' og 'fik ørkenen til at blomstre' i 'Mellemøstens eneste demokrati'.