25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Daginstitutionerne fremtidssikres ikke i København

Daginstitutionerne fremtidssikres ikke i København

Onsdag, 14. maj, 2008, 00:00:00

Der er med andre ord ikke afsat tilstrækkelig økonomi til alle institutioner, så at ¤¤sammenlægningerne kommer til at fungere i praksis¤¤

fra Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS)
Til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.
Aftalen om fremtidens institutioner og skoler i Københavns Kommune holder ikke!
S, R og SF indgik den 14. august 2007 en aftale om sammenlægning af en række daginstitutioner og skoler i København. I aftalen står der blandt andet:
'Partierne er enige om, at skoler og institutioner i forbindelse med sammenlægningerne og den igangværende genopretning får fysiske rammer, der både understøtter de faglige og pædagogiske kerneopgaver og samtidig skaber grundlag for højere arbejdsglæde, motivation og engagement...'
'For at tiltrække og fastholde gode ledere og medarbejdere skal vi tilbyde et arbejdsmiljø, hvor personalets faglige styrker kan komme til udtryk.'
I pressemeddelelsen den 14. august 2007 skrev Børne- og Ungdomsudvalget:
'Massive investeringer til nybygninger og ombygninger af skoler og institutioner er en forudsætning for, at sammenlægningerne kommer til at fungere i praksis ... målet er at få samlet flest mulige skoler og institutioner i samme bygninger, hvor det er fysisk muligt, så man der kan skabe ægte sammenhæng i supermoderne fysiske rammer.'

Utilstrækkelig økonomi
I Børne- og Ungdomsudvalgets indstilling den 16. april i år til Borgerrepræsentationen står der:
'I hovedparten af institutionerne svarer de bygningsmæssige arbejder til det forventede niveau og den afsatte økonomi og kan derfor umiddelbart imødekommes.
I enkelte institutioner overstiger de bygningsmæssige ændringer eller en del af ændringerne dog langt fra det forventede niveau og den afsatte økonomi og kan derfor ikke umiddelbart imødekommes.'
LFS kan konstatere, at hele processen har været og er meget krævende for personalet på de involverede institutioner.
Det har været en proces med megen usikkerhed, ekstra møder og forskellige udmeldinger fra distrikts- og centralforvaltningsledelsen.
Det har været en proces, hvor det er de økonomiske rammer og ikke fremtidssikring af institutionerne, der har været det centrale.
Det er mindst 20 procent af daginstitutionerne, der ikke har fået opfyldt personalets og forældrenes ønsker til at fremtidssikre institutionerne - og give sammenhæng i de fysiske rammer.
Der er institutioner, som ikke får faciliteter til at holde forældre- og personalemøder på institutionen.
Der er institutioner, hvor vuggestuebørn fortsat skal være på første sal og endda uden elevator.
Der er institutioner, hvor ledelse, personale og forældre føler, at hele deres indsats for at skabe nye sammenhængende institutioner har været spildt.

Ingen garanti for faglighed
Der er med andre ord ikke afsat tilstrækkelig økonomi til alle institutioner, så at 'sammenlægningerne kommer til at fungere i praksis'.
De massive investeringer til ny- og ombygninger til styrkelse af fagligheden og arbejdsmiljøet, som Børne- og Ungdomsudvalget garanterer i sin pressemeddelelse, kan LFS ikke finde udmøntet på daginstitutionsområdet.
Hvis aftalen om fremtidssikring af daginstitutioner og skoler også skal gælde for daginstitutionsområdet, så skal der afsættes markant flere penge, så alle institutionerne trygt kan se fremtiden i møde.
Som det er nu, er aftalen udelukkende en økonomisk beslutning, som ikke lever op til de fine ord i aftalen om fremtidens institutioner i Københavns Kommune.
LFS skal derfor opfordre Københavns Kommunes Borgerrepræsentation til at fremtidssikre alle de sammenlagte institutioner og dermed følge de indstillinger, som ledelse, personale og forældre i samarbejde har lavet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp