Timelærerforeningen skal på det skarpeste kritisere den heksejagt, regeringen på det seneste har indledt på modtagere af supplerende dagpenge
fra Timelærerforeningen ved Aarhus Universitet
Vi har onsdag den 7. maj stiftet Timelærerforeningen ved Aarhus Universitet, som skal arbejde for bedre arbejdsforhold for stedets undervisningsassistenter og eksterne lektorer.
Timelærerforeningen skal på det skarpeste kritisere den heksejagt, regeringen på det seneste har indledt på modtagere af supplerende dagpenge.
Timelærere ved de danske universiteter må ifølge loven ikke arbejde på fuld tid og tvinges derfor på supplerende dagpenge. På samme tid anklages vi for ikke at ville arbejde på fuld tid. Men vi vil gerne arbejde på fuld tid. Derfor har mange af os flere ansættelser, som vi haster rundt og passer, hvilket er meget stressende for den enkelte.
- Som timelærere ved universiteterne ved vi aldrig før i sidste øjeblik, hvor mange timer vi kan arbejde i det kommende semester.
- Vi får ingen penge for at deltage i møder.
- Vi har stort set ingen ret til barsel eller løn under sygdom.
- Der følger ingen pension med ansættelsen.
- Vi arbejder gratis i januar, juli og august, idet vi som alle andre undervisere er nødt til at planlægge det kommende semesters undervisning. Men det planlægningsarbejde vil man ikke betale os løn for. Så det udfører vi, mens vi er på dagpenge og skal søge job ved siden af.
- Ofte underviser vi i svært tilgængeligt stof med store læsemængder, som vi selv er ansvarlige for, selv om dét slet ikke er meningen med stillingen som undervisningsassistent. Samtidig dækker vores timeløn slet ikke den arbejdsindsats, det kræver.
- På de fleste institutter må vi selv betale de bøger, vi skal undervise efter.
Vi er nutidens daglejere, og vi undrer os over, at det kan være lovligt at ansætte folk i staten uden overenskomstmæssige forhold. Vi ønsker ansættelse på overenskomstmæssige vilkår og under anstændige arbejdsforhold.
Vedtaget på generalforsamling 7. maj.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278