25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Godt job haves - anstændig løn ønskes

Godt job haves - anstændig løn ønskes

Torsdag, 15. maj, 2008, 00:00:00

En nyuddannet sosu-assistent har en timeløn på 121 kroner. Efter ti års anciennitet er timelønnen 137 kroner. Og dette er efter en uddannelsestid på to år og ti måneder

af Janne Christensen, Hinnerup, Inge Nielsen, Grenå, Susanne Vestergård Andersen, Åbyhøj, Hanne Andersen, Skanderborg, Tove Tugwell, Højbjerg
Social- og sundhedsassistenter (sosu-assistenter) er en vigtig medarbejdergruppe i såvel psykiatrien, primær sektoren og på sygehusene. Vi kan være 'svære at få øje på', idet vi langt hen ad vejen udfører mange af de samme opgaver som sygeplejerskerne.
Sosu-assistenterne er fleksible og omstillingsparate, når opgaverne melder sig, og det tværfaglige samarbejde er et af vores nøglebegreber. Med andre ord kan man sige, at vi er generalister - vores arbejdsopgaver spænder vidt, og vi er i den grad med til at få dagligdagen til at fungere.
Vores daglige gøremål omhandler for eksempel personlig hygiejne, ernæring, mobilisering og aktivering, håndtering af medicin, sårpleje, dokumentation/it, modtage og udskrive patienter, kontakt til lokalcentre/primær sektor, stuegang og kontaktpersonsordning.
En nyuddannet sosu-assistent har en timeløn på 121 kroner. Efter ti års anciennitet er timelønnen 137 kroner.
Og dette er efter en uddannelsestid på to år og ti måneder.
Løntillæggene er tilsvarende lave på weekendvagter, helligdage og aften- og nattevagter. Indenfor det private område tjener medarbejderne 100 procent i tillæg, mens vi får 40-50 procent.
Inden for de næste fem år vil mange personalemedlemmer gå på efterløn. Vi skal derfor rekruttere flere unge mennesker og for at kunne tiltrække og fastholde dem og vores medarbejdere generelt og samtidig videreudvikle vores kompetencer, må og skal lønnen stå i forhold til uddannelsesniveauet.
Vi er meget glade og stolte af vores faglighed, som i øvrigt giver mulighed for arbejde indenfor mange områder. Vores arbejde giver mening og værdi for mange mennesker, som på den ene eller anden måde har brug for vores hjælp. Vi holder meget af vores arbejde, men betingelserne skal også være fair. Vi ønsker anerkendelse og bedre vilkår, for vi gør et stort stykke arbejde, og vi er berettiget til højere løn.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp