Er det en uansvarlig overdrivelse at sammenligne behandlingen af palæstinenserne med den kriminelle, nazistiske forbrydelse? Det synes jeg ikke...

af Richard Falk
Er det en uansvarlig overdrivelse at sammenligne behandlingen af palæstinenserne med den kriminelle, nazistiske forbrydelse? Det synes jeg ikke...
Der er ingen tvivl om, at det nazistiske holocaust var den største ondskab, som vi har oplevet i hele menneskehedens blodige historie. Dets massive omfang, dets erklærede mål om at begå et folkemord og dets brug af den moderne tids tænkning og midler gav handlingerne i dødslejrene i Europa en særlig plads i vores forestillingsverden. Denne særlige status holdes ved lige gennem fortsatte præsentationer af den grusomme virkelighed gennem film, bøger og andre kulturelle produkter.
Er det en uansvarlig overdrivelse at sammenligne behandlingen af palæstinenserne med denne kriminelle, nazistiske forbrydelse? Det synes jeg ikke.
Den seneste udvikling i Gaza er særligt forfærdende fordi den så klart udtrykker Israels og dets allieredes bevidste hensigt om at udsætte et helt samfund for grusomme og livstruende vilkår.
Tanken om at en sådan optræden kan betragtes som et forestående holocaust er snarere et udtryk for en desperat appel til regeringer i verden og til verdens folk om at handle nu for at forhindre at de aktuelle tendenser til et folkemord ender i en kollektiv tragedie.
Hvis der skal være hold i det udsagn om 'ansvar for at beskytte', som FN`s Sikkerhedsråd for nyligt vedtog som grundlaget for at kunne gennemføre 'humanitære intervention', så skal der handles nu for at beskytte befolkningen i Gaza mod flere lidelser. Men det vil være urealistisk at forvente, at FN gør noget som helst i forhold til denne krise, hvis vi ser på mønsteret i USA`s støtte til Israel, og hvis vi tager i betragtning, at europæiske regeringer helt og aldeles støtter den ulovlige bestræbelse på at smadre Hamas som en politisk kraft i Palæstina.
Selv hvis der kom en erkendelse af, at det pres, som Gaza udsættes for, grænser til folkemord, er der ringe udsigt til, at der tages initiativer, som kan beskytte Gaza.
I 1994 var der tydelige advarsler om et forestående folkemord i Rwanda, og alligevel var der ingen, som stoppede det. I 1995 så FN og verden til mens massakren mod bosnierne fandt sted i Srebrenica, og det var en begivenhed Haagdomstolen betegnede som »folkemord« for nogle måneder siden. Tilsvarende har der lydt gentagne advarsler om folkemorderisk optræden i Darfur de seneste år, og alligevel hæves der knap nok en finger for enten af beskytte de truede eller løse konflikten med en eller anden aftale om at dele magten og ressourcerne mellem de stridende etniske grupper.
Omkring Gaza står det moralsk langt værre til fordi nogle af det internationale samfunds mest indflydelsesrige medlemmer opmuntrer og understøtter Israels holdning til Gaza.
I 1994 var der tydelige advarsler om et forestående folkemord i Rwanda, og alligevel var der ingen, som stoppede det. I 1995 så FN og verden til mens massakren mod bosnierne fandt sted i Srebrenica, og det var en begivenhed Haag-domstolen betegnede som 'folkemord' for nogle måneder siden. Tilsvarende har der lydt gentagne advarsler om folkemorderisk optræden i Darfur de seneste år, og alligevel hæves der knap nok en finger for enten af beskytte de truede eller løse konflikten med en aller anden aftale om at dele magten og ressourcerne mellem de stridende etniske grupper.
Men omkring Gaza står det moralsk langt værre til, selvom masse-død endnu ikke er indtruffet. Det er langt værre fordi det internationale samfund er tilskuere til de forfærdende begivenheder samtidig med at nogle af det internationale samfunds mest indflydelsesrige medlemmer opmuntrer og understøtter Israels holdning til Gaza. Ikke kun USA men også EU er medskyldige.

Berlin 1936
Det kan være nyttigt at huske på, at Europas liberale demokratier hyldede Hitler under De Olympiske Lege i 1936 og afviste titusinder af jødiske flygtninge fra nazi-Tyskland. Jeg mener
ikke at sammenligningen skal tages bogstaveligt, men jeg må påpege, at de forbrydelser, som kendetegner Israels politik i Gaza faktisk er blevet støttet af det 21. århundredes ledende demokratier.
Lad os se på baggrunden for den aktuelle situation.
I over fire årtier, nemlig siden 1967, har Gaza været besat af Israel. Befolkningens liv var en lidelse hver dag. Over halvdelen af befolkningen levede i elendige flygtningelejre, og var helt afhængige af nødhjælp.
Under store fanfarer afsluttede Israel under Sharons ledelse den militære besættelse og nedlagde bosættelserne i 2005. Processen var langt hen ad vejen et hykleri, idet Israel bevarede fuld kontrol med grænserne, luftrummet, havet og sin militære kontrol med Gaza, der har omfattet invasion og affyring af missiler ind i Gaza som svar på drab. Således har Israel dræbt over 300 civile i Gaza siden sin angivelige tilbagetrækning.

Carter og valget
Forholdene blev endnu værre da Hamas vandt valget i januar 2006. Det er en bitter ironi at særligt Washington havde opfordret Hamas til at deltage i valget for at bekræfte sin støtte til en politisk proces (altså i modsætning til vold) og derefter blev straffet hårdt fordi man havde den frækhed at vinde. Valget blev overvåget af internationale observatører under ledelse af USA`s tidligere præsident Jimmy Carter, og blev betegnet som helt retfærdige.
Carter har for nyligt betegnet Israels og USA`s manglende vilje til at acceptere resultatet af en sådan demokratisk dom som en forbrydelse. Det er også en miskreditering af præsident Bush` kampagne for demokrati i regionen - en bestræbelse, der i forvejen ligger i mørke på grund af skyggerne fra den mislykkede politik i Irak.
Efter valgsejren blev Hamas stemplet som en terrororganisation, som ikke havde frasagt brugen af vold mod Israel, og som nægtede at anerkende den jødiske stat. Faktisk forholder det sig noget anderledes med Hamas. Helt fra start var det politiske Hamas villig til at samarbejde med andre palæstinensiske grupper, særligt Fatah og Mahmoud Abbas med henblik på at skabe en 'enheds-regering'. Og dertil; ledelsen erklærede sig villig til at acceptere Israels eksistens, hvis Israel til gengæld ville sige ja til at trække sig tilbage til grænserne fra 1967 og dermed langt om længe opfylde de to enstemmige resolutioner fra FN`s Sikkerhedsråd, 242 og 338.

Hamas gik langt
Hamas gik langt og foreslog en ti-års våbenhvile med Israel og iværksatte ensidigt en 18 måneder lang våbenhvile.
Som Efraim Halevi, der er tidligere chef for Israels efterretningstjeneste Mossad skal have sagt: 'Det Israel har brug for fra Hamas er et stop for volden, ikke diplomatisk anerkendelse'. Det var det Hamas tilbød, og det er det Israel har afvist.
Det vigtigste våben, som Hamas og andre ekstremister blandt palæstinenserne råder over er Qassam-raketter som i alt har medført 12 dræbte israelere på seks år. Hver civil dræbt er en tragedie, men dødsraten og antallet af sårede på de to sider er så ulige, at det stiller alvorlige spørgsmålstegn ved magtanvendelsen og den kollektive afstraffelse som befolkningen i Gaza udsættes for.
I stedet for at bruge diplomatiet og respektere demokratiske resultater brugte Israel og USA deres styrke til at afvise resultatet af valget i 2006 ved gennem en række internationale initiativer at gøre det umuligt for Hamas at regere. Initiativerne blev styrket ved at det tabende Fatah var uvillig til at samarbejde med Hamas om at skabe en regering, der kunne repræsentere alle palæstinenserne. Taktikken mod Hamas var at støtte Abbas som den eneste legitime leder for det palæstinensiske folk, at etablere en boykot og sende våben til Fatah-militser.

Ønske om borgerkrig
Det var særligt foragteligt, idet Fatah`s militser - især i Gaza - længe har været meget korrupte og ofte brugt deres våben til at terrorisere modparten og intimidere befolkningen. Det var denne opførsel fra Fatah, som i høj grad var årsagen til Hamas` sejr ved valget i 2006... sammen med en oplevelse i befolkningen af at Fatah hverken havde vilje eller evne til at opnå nyttige resultater for det palæstinensiske folk, mens Hamas både havde kæmpet modstandskamp og leveret samfundsmæssige ydelser som vakte stor glæde i Gaza.
Den seneste fase i denne eksterne/interne dynamik udløste en væbnet konflikt i Gaza, der førte til Hamas` fuldstændige magtovertagelse.
Israel ser ud til at være mere besluttet end nogensinde på at udløse en borgerkrig i Palæstina for at få indbyggerne i Gaza til at betale med deres velfærd og liv lige så meget som det er nødvendigt og at knække deres vilje og for en gang for alle at bryde forbindelsen mellem Gaza og Vestbredden.
Det seneste politiske spil skal ses i lyset af, at Israel helt siden 1967 har nægtet at indgå et fornuftigt kompromis med palæstinenserne. Der er en udbredt forståelse af, at en aftale afhænger af israelsk tilbagetrækning, oprettelse af en palæstinensiske stat med fuld suverænitet over Vestbredden og Gaza og med Østjerusalem som hovedstad.
Israels syn på den palæstinensiske udfordring bygger på planer om at isolere Gaza, opsplitte Vestbredden idet bosættelserne fastholdes og annektering af hele Jerusalem, som Israels hovedstad.

Mens man talte om fred
Israels diplomati har i årevis været kendetegnet ved undvigelse. Det gælder også Oslo fredsprocessen, som blev igangsat på plænen ved Det Hvide Hus i 1993 med det berømte håndtryk mellem Eitzhak Rabin og Yasser Arafat.
Mens man talte om fred fordoblede man de israelske bosættelser. Store beløb blev investeret i bosætterveje direkte til Israel. Processen med israelske bosættelser og palæstinensiske fordrivelse fra Østjerusalem har været permanent
Husk, at den 'moderate' Arafat blev underkendt som en palæstinensisk leder, der kunne forhandle med Israel. Han blev behandlet som farlig netop fordi han var villig til at acceptere et fornuftigt kompromis. Og interessant er det også at huske, at Abbas - indtil han for nylig blev nyttig i forhold til spænde ben for Hamas` valgsejr - af Israel blev betragtet som for svag til at handle på vegne af det palæstinensiske folk i en forhandlingsproces, og det blev yderligere en undskyldning for at fortsætte den foretrukne egenrådige kurs.
I stedet for at arbejde frem mod en politisk løsning, har Israel bygget en ulovlig sikkerhedsmur på palæstinensisk jord, udvidet sine bosættelser og gjort livet utåleligt for 1,4 millioner mennesker i Gaza. Man foregiver at disse ulovlige 'realiteter på jorden' er en vej, som fører til sikkerhed og fred...
Israel skærper boykotten og de økonomiske forbindelser, der har bragt indbyggerne i Gaza hen på grænsen af kollektiv sult. Denne politik er blevet fulgt i over fire årtier og har påtvunget en hel befolkning umenneskelige levevilkår og systematisk udsat dem for alvorlige former for kollektiv afstraffelse. Hele Gazas befolkning behandles som 'fjender af Israel', og der er ringe vilje i Tel Aviv til at erkende, at det civile samfund er uskyldige ofre.
At holde fast ved sin politik under de aktuelle omstændigheder er et folkemord, og risikerer at udslette hele det palæstinensiske samfund, der udgør en integreret del af en helhed. Det er dette perspektiv, som gør, at det er på sin plads at advare om faren for et palæstinensisk holocaust og minde verden om sit berømte løfte efter nazi-tiden: 'aldrig mere'.

Artiklen er skrevet den 29. juni 2007. Den bringes her let forkortet. Hele artiklen kan læses på www.transnational.org