Vi, der skabte velfærdsstaten gennem vort arbejde og ved især Socialdemokratiets og venstrefløjens indsats, kræver, at der nu rettes op på folkepensionen
fra LO Faglige Seniorer i Hovedstaden
Til regering og Folketing.
Folkepensionister og medborgere på andre overførselsindkomster har siden september 2007 ikke alene fået deres levestandard forringet på grund af 'satspuljetyveriet', der samlet er større end den ældrecheck, Dansk Folkeparti forsøger at lokke de gamle til sig med.
De har samtidig fået forringet deres økonomi med den meget voldsomme stigning af fødevarepriserne.
Medens det samlede forbrugerprisindeks fra marts 2007 til marts 2008 steg 3,1 procent, steg prisen på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer med 7,6 procent. Alene i 2007 steg brød og kornprodukter med 12,3 procent, mælk, ost og æg med 13,7 procent og de for ældre medborgere så vigtige grønsager med 13,4 procent.
Det er helt klart, at der nu er en skævvridning og fattiggørelse i gang. Regeringen og Dansk Folkeparti har travlt med at give skattelettelser til borgere, der ikke har behov for det.
Der er for tiden lønmodtagergrupper, der strejker for lønforhøjelser på 15 procent, andre har fået tre-fire procent, medens folkepensionisterne bliver spist af med to procent.
Vi, der skabte velfærdsstaten gennem vort arbejde og ved især Socialdemokratiets og venstrefløjens indsats, kræver, at der nu rettes op på folkepensionen.
Det er på tide, at de pensionister og andre dårligt stillede medborgere, der har mindst, får en ordentlig og anstændig levestandard.
Vedtaget 9. maj på repræsentantskabsmøde.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278