Uanset mytologien om den tid var modstandsbevægelsens primære fjende ikke tyske Gestapo, men det danske politi

af Tage Voss, Sønder Kirkeby
I en roman om situationen ved befrielsen 1945, Den nødvendige Helt, fremholder jeg den upopulære kendsgerning, at Danmark (udtrykt klart allerede i april 1940 af kongen og understreget ved regeringens dekreter og alliancer) var en samarbejdsnation i konsekvent fedteri og følgagtighed over for den nazistiske besættelsesmagt.
Regeringens troværdighed i forhold til tyskerne afhang af, at den kunne opretholde lov og orden. Til dette sidste tjente politiet - med alle midler.
Uanset mytologien om den tid var modstandsbevægelsens primære fjende ikke tyske Gestapo, men det danske politi.
Det var det, som på regeringens ordre førte sine kartoteker, som ved stikkere infiltrerede modstandsgrupper, som med overbevisning skød dem, og som arresterede og udleverede modstandsfolk til tyskerne til henrettelse eller til langsom død i KZ-lejre.
Da politiet 'blev taget' i september 1944, åndede man lettet op, så var man fri for dem, og det klarede situationen og gjorde det enklere at opfatte modstand ukompliceret som en national holdning.
En nøgle til hele romantiseringen af modstandskampen er behovet for - da det blev klart, at tyskerne tabte krigen - at rehabilitere Danmark som en tapper allieret i kampen for frihed og demokrati.
Og da man af nationens fire millioner indbyggere højst kunne mobilisere én promille som aktive modstandsfolk, så forklaredes behovet for helte.
Det vi ikke havde, skruede vi så selv sammen. Som endnu den dag i dag.
Jeg har ikke set filmen Flammen og Citronen, og jeg ønsker ikke at se den. Som redaktør K. Bieker i min bog siger:
'Det nytter ikke noget, at De er en helt, hvis ingen får det at vide. Og hvis de får at vide, at De er en helt, så gør det ingenting, at De ikke er det!'