Burde de strejkende ikke overveje at bliver mere rå, og for eksempel begynde at blokere privatklinikker, adminstrationskontorer i regionerne og Finansminsteriet?
af Jakob Mathiassen, København
Det kan skyldes, at jeg arbejder i den private sektor som betonarbejder, men jeg kan overhovedet ikke se, at strejken i sundheds- og plejesektoren giver nogen som helst mening.
Nu må i ikke tro, at jeg er imod strejken, eller at jeg ikke solidarisk bakker op om de strejkendes krav. Sådan forholder det sig slet ikke, jeg kan også godt forstå, at man ikke bare kan lukke hospitaler og plejehjem, men hvordan skal det lykkes at vinde strejken på denne måde?
Når betonarbejderne strejker, så tjener virksomheden, som betonarbejderne arbejder for, ikke nogen penge.
Strejkens resultat afgøres så af, hvem der løber tør for penge først, betonarbejderne og deres fagforening, eller virksomheden med sin arbejdsgiverorganisation i ryggen.
Hvem taber penge
Men hvem fanden taber penge på at sygeplejersker og jordemødre i det offentlige sundhedsvæsen strejker? For mig at se ikke andre end sygeplejerskerne og deres fagforening.
Lars Løkke og hans statsfinanser taber da ikke nogen penge på det, heller ikke regionen, og hospitalet sparer vel egentlig bare lønudgiften. Det er altså ikke for at udsulte arbejdsgiverne, at de strejker?
Så er jeg blevet gjort opmærksom på, at der er et politisk pres på arbejdsgiversiden for at få løst konflikten på en ordentlig måde, og at det politiske pres vokser i takt med, at flere og flere almindelige danskere blive ramt af strejken.
Det kan jeg godt se en pointe i, men for mig at se, så er strejken slet ikke omfattende nok til at skabe det pres.
Presset er for svagt
Hospitalerne og plejehjemmene fungerer jo - givet på et lidt lavere blus - men set over en bred kam, så er det vel efterhånden på det serviceniveau, man kan forvente i det offentlige.
Der har i alt fald været rigeligt med historier om, at 'nød'beredskabet er lige så godt/dårligt som den daglige bemanding.
Resultatet af strejken er nok snarere, at tilstrømningen til de private hospitaler og hjemmepleje er vokset. Et resultat af konflikten, som Lars Løkke i hvert fald ikke er ked af.
Nu ved jeg godt, at FOA jo fik noget hjem her forleden, men det var vist ikke så meget, at det gør noget.
Hvordan skal sygeplejerskerne og de andre strejkende kunne vinde kampen på denne måde? Burde de ikke overveje at bliver mere rå, og for eksempel begynde at blokere privatklinikker, adminstrationskontorer i regionerne og Finansminsteriet?
Måske der er nogen, der kan forklare det for mig, her i vores røde dagblad.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278