Hvorfor tror vi, at sagligheden ryger med tilkendegivelsen af sympatier, når det forholder sig lige modsat? Det er jo først i det øjeblik, man kalder sine personlige præferencer for objektive, at kæden hopper af

af Morten Riis, Gudhjem
Den seneste tids dybdeborende offentlige debat, der på vegne af de altid vældig ræsonnable folkepartisaner fra Dansk Folkeparti (DF) har bevæget sig omkring det interessante og - formoder jeg - hyppigt forekommende problem, om en dommer i en dansk retssal må bære tørklæde, stikker sin bitre brod ned i et tidstypisk forhold: at den personlige tilkendegivelse af sympatier mistænkeliggøres.
Jeg forstår sådan set godt det synspunkt, at øvrighedspersoner ikke bør tilkendegive deres sympatier.
Jeg er klar over, at dette ikke er et synspunkt, der deles af folkepartisanerne, da de jo netop mener, at retten til at offentliggøre sine sympatier skal være forbeholdt kristne. Men lad nu dem om deres vildfarelser.
Det kan måske virke meget fornuftigt, at en dommer, en politimand eller en gymnasielærer ikke må udtrykke sine - bevares - personlige sympatier, men i stedet forsøge at udføre sin gerning til forbedring af nationen så objektivt som muligt. Men her dukker der i første omgang et paradoks op.
Så længe den kristne kirke er statskirke i det ganske, danske land, så er præsten jo sådan set også at regne for en statslig øvrighedsperson. Må denne så ikke tilkendegive sine - bevares - personlige sympatier?
Den samme tilbøjelighed til at ville tilsløre sine sympatier genfinder man blandt journalister, den såkaldte fjerde statsmagts penneførere. Her er det for eksempel ugleset, at man er medlem af et politisk parti, men hvorfor egentligt?

Er det objektivt?
Når en nyhedsudsendelse redigeres for eksempel til tv, så er der forinden foregået en ganske stor selektion blandt alle de nye ting, der er sket siden sidste udsendelse.
Selektionen foregår blandt andet (men ikke udelukkende) efter de såkaldte nyhedskriterier: Er det aktuelt? Er det væsentligt? Kan folk identificere sig med det? Er det sensationelt? Er det konfliktstof? Er der gode billeder i det?
Nyheder skal altså for det første leve op til visse kriterier for at blive viderebragt, for det andet kan man spørge sig selv, om det er muligt at viderebringe nyheder uden at forandre dem.
Selv hvis jeg som øjenvidne skal genfortælle, lad os sige handlingsforløbet ved et biluheld, så vil min oplevelse jo altid være begrænset af, at jeg stod, hvor jeg stod, at jeg kun kunne se det, jeg så.
For det tredje beror et stigende antal af nyheder i ringere og ringere grad jo netop på egne oplevelse, og for det fjerde er kameraarbejdet og redigeringen af nyhedsmaterialet en ganske manipulerende proces, så er man bare en sådan nogenlunde sober journalist, må man i det mindste indskrænke sine ambitioner til kun at stræbe efter objektivitet - hvad det så end vil sige.
Selvom en del sikkert vil modsætte sig, vil jeg vove den påstand, at også journalister, gymnasielærere, dommere og politifolk er mennesker. Derfor er jeg også sikker på, at de fra tid til anden må have sympatier for det ene eller andet.

Kulør på sagligheden
Men hvorfor anser vi det for bedre, at man gemmer disse bag en facade af objektivitet? Hvorfor tror vi, at sagligheden ryger med tilkendegivelsen af sympatier, når det forholder sig lige modsat? Det er jo først i det øjeblik, man kalder sine personlige præferencer for objektive, at kæden hopper af.
Skulle en dommer en gang betræde en dansk retssal med tørklæde, ville det så fjerne vedkommende fra rettens lovmæssige grundlag? Ville det egentlig ikke være herligt, om en politibetjent havde lov til at arrestere en pusher iført en t-shirt med sloganet 'Bevar Christiania'?
Har en gymnasielærer ikke nærmest pligt til at udtrykke sine politiske synspunkter, når Vietnamkrigen skal behandles i historieundervisningen, klimaforandringerne i biologiundervisningen, og tørklædedebatten blusser op i religionstimerne?
Burde en journalist i saglighedens tjeneste ikke først fortælle om sit politiske ståsted, før han så velvilligt holder mikrofonen hen til ministerens peptalk? Og hvad med præster - må de ikke gå med religiøse symboler?

Tilsløring er farlig
Jeg er klar over, at mange finder tryghed i institutionernes uafhængighed og forpligtigelsen til objektivitet og redelighed. Men disse dyder opnår man blot ikke ved at tilsløre sin afhængighed og foregøgle objektivitet og redelighed.
Mens Mærsk`s udledning af millioner af kroner til partikasserne på højrefløjen foregår uden den store mediebevågenhed, så tør almindelige mennesker sgu` næsten ikke en gang hænge en politisk plakat op på deres arbejdsplads.
Det er ikke farligt at have sympatier, politiske synspunkter, religiøse overbevisninger. Det skal du ikke lade nogen bilde dig ind.
Farligt bliver det først, når vi ikke længere tør have en mening. Demokratiet dør, hvis kun de professionelle har den ret. Jeg ved, det kan være fristende at deponere såvel sin dømmekraft og aktionsstyrke hos andre, men vi risikerer altså at sygne hen.