25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi protesterer mod pamperi

Vi protesterer mod pamperi

Lørdag, 24. maj, 2008, 00:00:00

Nu må det stoppe. Vi vil ganske enkelt ikke finde os i, at grådige formænd er med til at ødelægge fagforeningernes image

fra ansatte på Aller Tryk, Tåstrup
Til HK Københavns repræsentantskab.
Hvis I gør alvor af at forhøje formandslønningerne, vil vi, personalet på Aller Tryk, deponere vores medlemskab af HK København.
Vi understreger, at vi på ingen måde ønsker at bakke gule fagforeninger op.
Vi står til enhver tid bag den etablerede fagbevægelses idegrundlag om solidaritet og sammenhold. Men netop fordi vi vil forsvare fagbevægelsen, må vi gå imod pamperi.
Vi er blevet bekendt med, at fem formænd ud af seks i HK København ønsker at forhøje deres månedslønninger med et løntrin fra 57.628. til 64.992 på et repræsentantskabsmøde den 22. maj.
Det er en uanstændighed. Ikke mindst fordi HK gennem de seneste år har været ude i den ene besparelsesrunde efter den anden. Antallet af faglige sekretærer, der skal løse medlemmernes problemer, er skåret ned.
Vores arbejdsmiljøansatte i vores egen afdeling, HK/medie og kommunikation, er blevet skåret ned i tid. Vi har mistet tilskud til de medlemsaktiviteter, vi tidligere har haft, for eksempel omkring skifteholdsarbejdernes problemer.
Nu må det stoppe. Vi vil ganske enkelt ikke finde os i, at grådige formænd er med til at ødelægge fagforeningernes image og gøre det endnu sværere at fastholde medlemmerne i fremtiden.
Derfor vil vi - såfremt lønstigningerne bliver vedtaget - sætte vores medlemskab i bero.
Vi understreger, at vi på ingen måde ønsker at kritisere det arbejde, som foregår i vores egen afdeling, hvor formanden Simon Tøgern også som den eneste går imod beslutningen om at forhøje formandslønningerne.

Vedtaget på møde 21. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp